Debat

Hvor længe kan Simon Kollerup lurepasse?

Risikorådet har opfordret til, at der gribes ind mod et overophedet boligmarked. Men ikke et ord om elefanten i rummet: Den forkrampede fastkurspolitik og den negative rente. Ministeren, en erklæret modstander af negative renter, kan med en højere rente foretage et effektivt indgreb. Men tør han? Og må han?

De seneste måneder har vi kunnet følge en underholdende, men ikke særligt konstruktiv, debat om boligprisernes himmelflugt – især i hovedstadsområdet og de større byområder. Stærke røster forenet i Det Systemiske Risikoråd har anbefalet et indgreb, der skal sikre, at pengegaloppen ikke resulterer i en prisboble på boligmarkedet.

Risikorådet er bekymret for, at udviklingen skal føre til en risikoopbygning (læs prisboble) på boligmarkedet. En tilstrækkeligt stor prisboble, der brister, vil sende chokbølger gennem økonomien, som vi senest så det under finanskrisen. Rådet henstiller til erhvervsminister Simon Kollerup om at skærpe kravene til bankernes kapitalgrundlag, og at stramme adgangen til afdragsfri lån mod pant i fast ejendom. Nationalbanken slutter sig til koret med et forslag om at reducere skatteværdien af rentefradrag. Det skal nok hjælpe – med en rente på nul.

Boligejerne er en politisk magtfaktor, som politikerne kun nødigt lægger sig ud med.

Jørn Astrup

Det skal blive spændende at se, om ministeren vil tage mod råd. For et år siden fandt Kollerup anledning til at udskamme Realkredit Danmark, der i et marked, som var ved at få for meget fart på, viste rettidig omhu og forhøjede udbetalingskravet ved køb af bolig fra 5 til 10 pct. Ministeren, der har tre måneder til at overveje henstillingen fra risikorådet, har indtil videre gemt sig bag de økonomiske vismænd, som ikke mener, der er behov for indgreb. I alt fald ikke lige nu. Hvis der er frisører nok i byen, kan man altid finde en at være enig med.

Om konkurrenterne i fjor havde fulgt Realkredit Danmarks eksempel, så kunne ministeren måske have været henstillingen fra Risikorådet foruden. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at et regeringsindgreb skønnes nødvendigt for at få realkreditinstitutterne til at holde igen med de afdragsfri lån, der, sammen med den ekstremt lave rente, har gjort det svært for håbefulde huskøbere at skelne mellem et lån på 5 millioner kroner og et på 7 millioner. Ak ja, rentesregning vil snart dø ud som fag.

I et boligmarked på økonomiske steroider lades næste generation, førstegangskøberne, i stikken.

Jørn Astrup

Boligejerne er en politisk magtfaktor, som politikerne kun nødigt lægger sig ud med. Men når politikerne vil friholde boligmarkedet for indgreb, er det de etablerede boligejere – dem, der er i markedet eller står over for at forlade det – der nyder godt af den politiske medbør.

I et boligmarked på økonomiske steroider lades næste generation, førstegangskøberne, i stikken. Førstegangskøber – et indforstået ord, der sædvanligvis udlægges således, at har man først kæmpet sig ind på boligmarkedet, så vil al ting siden ordne sig. Også det næste køb. Er man heldig med tid og sted, kan man lægge sig hen på sofaen og se millionerne tikke ind. Skattefrit.

Det er en populær misforståelse, at fordelagtige finansieringsvilkår letter adgangen til boligmarkedet for ”førstegangskøberne”. Det er ikke tilfældet. Og slet ikke i sælgers marked. Lempeligere finansieringsvilkår bliver omgående kapitaliseret af sælger. Det kan selv en tungnem ejendomsmægler finde ud af. Bliver det billigere at låne, så er der råd for det: Sæt prisen op.

Der er brug for en kold tyrker, hvis vi skal have held til at sænke barren for næste generation, der skal ind på boligmarkedet. Det er ikke åbenbart, at næste generation af boligejere skal hæfte for enorme lån, hvoraf en del finansierer sælgers pension.

Men har politikerne mon de tilstrækkelige virkemidler? Siden Reagan og Friedman i 1980’erne dannede par, har pengepolitikken i vidt omfang fortrængt klassiske discipliner i keynesiansk økonomi. Og pengepolitikken er af politikerne outsourcet til centralbankerne, der er uden for parlamentarisk kontrol.

Der spilles i dag efter samme noder som i 00’erne. Dansk økonomi påvirkes af Jerome Powell, direktør for FED, Christine Lagarde, direktør for ECB, og vor egen Lars Rohde snarere end Frederiksen, Wammen og Kollerup.

Rohde, formand for Det Systemiske Risikoråd, har som direktør for Nationalbanken den utaknemlige opgave at skulle sikre en kunstigt lav kurs på den danske krone over for euroen. Det sker med en negativ rente på den danske krone – en rente, der i svær grad har stimuleret det danske boligmarked. Den lave kronekurs understøtter et stort og kronisk overskud på Danmarks betalingsbalance. Hvad et sådant overskud skal være godt for, er der ingen der ved.

Det kan undre, hvorledes Nationalbanken forener den negative rente med pligten til ”at opretholde et sikkert pengevæsen her i landet”. Erhvervsministeren har ret i, at den negative rente er et problem – og ikke blot for ministerens kernevælgere. Men problemet, min kære Kollerup, ligger ikke hos bankerne men hos den kongelige bankkommissær.

jorn@jastrup.com

BRANCHENYT
Læs også