Tiden til lappeløsninger er forbi

Det kan vist efterhånden ikke komme bag på ret mange. Senest har også De Økonomiske Råd påpeget, at kapacitetspresset på arbejdskraft vil både fortsætte og udbygges. Alligevel virker det som om, at situationens alvor reelt ikke er gået op for politikerne på Christiansborg.

Jo, man taler lidt om sagerne, men konkrete initiativer er der langt imellem. Det til trods for, at situationen efterhånden har nået nærmest usete dimensioner.

Hver anden virksomhed – nærmere bestemt 49 procent – i bygge- og anlægsbranchen er begrænset i produktionen på grund af mangel på medarbejdere. Og der er ikke meget hjælp at hente i vores nabolande, hvor den generelle arbejdsløshed i blandt andet Norge, Sverige og Tyskland hastigt nærmer sig nulpunktet. Arbejdsløsheden blandt elektrikerne er efterhånden nærmest ikke eksisterende.

Også i industrien viser de seneste opgørelser, at der er rigtig mange som oplever, at manglen på arbejdskraft begrænser deres produktion. Faktisk den højeste andel nogensinde i de 16 år, statistikken har eksisteret, og tre gange så stor som umiddelbart inden finanskrisen i 2008.

Det er på ingen måde en udfordring, der er forbeholdt de to nævnte brancher. Alligevel er der grund til at fremhæve netop disse områder på et tidspunkt, hvor der ellers mere end nogensinde er brug for de kompetencer og produkter, netop installations- og industrivirksomheder kan byde ind med.

Vi står på tærsklen til et grønt eventyr med hidtil usete vækst- og indtjeningsmuligheder til gavn for hele den danske samfundsøkonomi. Industrivirksomhederne fungerer som leverandører og underleverandører af produkter til alt fra vindmølleproducenter til varmepumpeleverandører, og installatørerne sørger for, at teknologien bliver en velfungerende del af vores hverdag.

Men det kan ikke lade sig gøre uden de nødvendige hænder.

Derfor nytter det ikke noget at tænke i små lappeløsninger her og der, hvis vi vil vende udviklingen. Skal det lykkes, er der brug for at gøre det mere attraktivt at arbejde, samtidig med at udbuddet af potentiel arbejdskraft skal øges.

Vi skal med andre ord sætte ind på flere fronter samtidig.

• For det første skal det kunne betale sig at give den en ekstra skalle. Et godt sted at starte kunne være ved at sætte topskattegrænsen op fra 544.800 kr. til 626.000 kr. På den måde vil mange af ikke mindst de cirka 100.000 håndværkere, som i dag krydser den økonomiske barriere, få et større incitament til at bidrage endnu mere til den økonomiske vækst. Men også for seniorerne i branchen skal økonomien hænge sammen. F.eks. kan regeringen øge gevinsten ved at arbejde ved at afskaffe modregning af arbejdsindkomst i folkepension og forhøje efterlønspræmien.
• For det andet er der brug for at forbedre muligheden for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft fra flere lande end i dag – ikke mindst fordi arbejdskraftsituationen som nævnt også er presset i de lande, vi deler grænser med. Det kan man gøre ved at sidestille arbejdere fra EU’s ansøgningslande med deres kolleger fra EU’s nuværende medlemslande og dermed øge puljen af potentielle faglærte.
• For det tredje skal man sætte benhårdt ind for at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne, end det er tilfældet i dag, hvor langt hovedparten af de unge (og deres forældre) stadig ser gymnasierne som det altoverskyggende mål, mens erhvervsuddannelserne i bedste fald kan bruges som nødløsning, hvis alt andet glipper. Det kan vi kun ændre ved dels at investere i at hæve kvaliteten af erhvervsuddannelserne (f.eks. ved at afsætte penge til teknologi, undervisningskompetencer og flere skoleuger), så uddannelserne ikke konstant skal halse efter den teknologiske udvikling.

Sætter vi gang i alle disse ting, vil det åbne en (elektrificeret) motorvej af potentiel vækst. Gør vi det ikke, kan vi se frem til flere års bumlekørsel på en ujævn grussti af økonomisk slingrekurs, mens vi køres agterud i den internationale konkurrence.

Maria Schougaard Berntsen