Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Her er prisen for Legos verdensklasse

Lego er kommet i vælten for at presse ansatte hårdt i jagten på resultater i verdensklasse. Men uanset om danskerne vil det eller ej: Performance-kulturen er kommet for at blive.

Steen Rosenbak, chefredaktør.

»Jamen så har du bolden. Jeg ringer lige ved fire-tiden og hører nærmere«.

Chefens ord dryssede tonløst ud af telefonen og lagde sig i staccato-rytme i Peter Hansens baghoved. Men lige under rytmeboksen, boblede det: Irritationen. Frustrationen. Magtesløsheden. Turene fra hjemmet i Esbjerg til arbejdspladsen i Billund forekom at blive længere dag for dag. Formålet mere og mere uklart. Fornemmelsen af utilfredshed - helt ind i knoglerne - til stadighed tydeligere.

Ikke, at der som sådan var noget galt med, at chefen afleverede opgaven til ham med en halvslatten kliché. Han havde sådan set haft bolde før. Og behandlet dem med en vis flair for spillet i branchen, når han nu selv skulle sige det. Han kunne bare ikke rigtig se meningen med denne opgave. Altså ud over den åbenlyse, at en løsning ville gøre chefen godt, fordi chefens chef ville blive glad.

Det værste var egentlig, at han efterhånden vidste, hvad det betød, når chefen ringede “ved fire-tiden”. Det betød, at han forventedes at stå stand by imellem sådan cirka klokken fire og seks. Forstået som klokken 4 og 6. Ikke kl. 16 og 18. Nej, for Lego er en global virksomhed, chefen i en anden tidszone og den bold skulle jo afleveres på rette tid og sted. Som altså jævnligt var mellem 4 og 6 morgen dansk tid.

Historien er ikke opspind. Den er virkelig. Ganske vist er Peter Hansen ikke Peter Hansen, for han hænger stadig på i erhvervslivets mellemlederlag og mener ikke, at det er karrierefremmende at træde frem i disse spalter med sin sande identitet. Jeg fortæller historien alligevel. For den er vigtig.

Den fortæller en - ganske vist ekstrem, men dog - sandhed om bagsiden af livet i en global virksomhed, som stræber efter og leverer resultater i verdensklasse.

Det er muligt, at Lego betyder Leg Godt. Det er en kendsgerning, at Lego med stor dygtighed og medløb fra benovede medier, fremstiller sig som kreativitetens højborg, hvor selv topchef Jørgen Vig Knudstorp symbolsk leger lidt med produktet i arbejdstiden, fordi det er så stimulerende for menneskets mentale eksistens. Og det er stensikkert, at det billede i alt væsentligt er forkert. Ligesom det er i andre verdensklassevirksomheder, som Google og Apple, der i mindst lige så høj grad kræver, at medarbejderne bruger den tid og energi på jobbet, som skal til for at lykkes på den globale scene.

Selvfølgelig er Lego ikke en isoleret boble af harmoni i et benhårdt, økonomisk univers. Selvfølgelig er tidsforbruget, presset og resultatkravene benhårde. Selvfølgelig bliver dine præstationer målt og vejet. Den vare, der efterspørges på et vist niveau i organisationen kan kun leveres af de allerbedste og de allermest ambitiøse medlemmer af arbejdsstyrken.

Selvfølgelig er Lego ikke en isoleret boble af harmoni i et benhårdt univers

Set herfra er det vanskeligt at bebrejde Lego-ledelsen dén præmis. Lego er en attraktiv virksomhed, der kan vælge og vrage i talenternes elite i det meste af den vestlige verden. Så hvorfor nøjes med mindre?

Men det giver da anledning til eftertanke, når historierne, som tidligere på ugen, vælter frem om markant faldende medarbejdertilfredshed og stigende stress. Det er sigende, når en tidligere topdirektør i Lego, som den nuværende Grundfos-boss Mads Nipper, åbent reflekterer over, at han i Lego-tiden var med til at gennemføre en nødvendig kur i den engang kriseramte virksomhed. Men at den kur måske kørte så længe og stringent, at Legos kultur i for høj grad kom til at ligne alle megavirksomheders.

For det er et kulturskred, der er i gang. Et skred, som formentlig ender, der, hvor den unge amerikanske iværksætter Alexandra Damsker allerede befinder sig. Hun høstede for nylig bred anerkendelse fra tusindvis af læsere, da hun i en særdeles alvorligt ment blog udredte svaret på det store spørgsmål: "Hvordan klarer CEO's at drive multi-million virksomheder med kun 4-5 timers søvn i døgnet?". Efterfulgt af en længere gennemgang af betydningen af at skære tv-forbrug og kulhydrater ud af sit liv for at optimere præstationsevnen og sænke søvnbehovet. Skulle den artikel have været serveret i en dansk kontekst, ville overskriften nok have været den omvendte: "Hvordan klarer CEO's at få 7-8 timers søvn i døgnet, når de driver multi-millionvirksomheder?”

Jørgen Vig Knudstorp gør sig utvivlsomt også tanker om arbejdsklimaet i den virksomhed, han om nogen har sat sit aftryk på og gennemrationaliseret. Ja, han erklærer – og mener utvivlsomt - at der skal være plads til et levende familieliv også for Lego-ansatte. Vi mangler blot at se, hvordan han i praksis agter at parre denne løfterige tilgang til jobbet med den stopurs-kultur, som har gjort sit indtog for at blive. Fordi den virker.

Mit bud er, at Knudstorp ikke kommer til at levere den balance. Og at Legos succes i den store verden vejer væsentligt tungere i de store, strategiske beslutninger end mellemleder Jørgensens mulighed for at dyrke sine foretrukne fritidsinteresser. Det er godt, hvis vi ønsker at bevare en dansk verdensmester på legetøjsmarkedet med udgangspunkt i Billund.

Konsekvensen kan blot meget vel blive, at det ikke nødvendigvis er danske medarbejdere, der kommer til at levere de væsentligste bidrag til Legos fremtid på de præmisser. Som bl.a. den tidligere FLSmidth-chef Jørgen Huno Rasmussen har konstateret, er kulturen i den danske arbejdsstyrke en instinktiv modvilje mod firkantede performancekrav.

Så måske er det på tide at erkende, at danskere faktisk har skabt adskillige imponerende virksomheder, som erobrer verdensmarkedet. Men at en af de priser, der skal betales for at blive der, er en deling af magten og indflydelsen, når virksomheden når en størrelse, hvor den vokser Danmark over hovedet og bliver en egentlig, global spiller.

Og måske er det ikke så galt endda. Hvis vi altså ikke ønsker at adoptere Alexandra Damskers tilgang til verden.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.