Er DBU selv klar »til noget større«?
EM i fodbold i 2020 bliver den største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde. Lad os håbe, at DBU og København er gået i gang med forberedelserne. Ellers ender vi med et økonomisk hul i millionklassen, præcis som vi så med Eurovision.
Tillykke til DBU og København med de europæiske fodboldmesterskaber, der kommer til hovedstaden i 2020. Der er seks år til, men forbered jer godt – det starter om lidt.
UEFA udpegede i september de 13 værtsbyer for EM i fodbold i 2020 og Købehavn kom med på listen med Parken. Der er seks år til »kick-off«, og der er grund til at ønske DBU, Sport Event Danmark, Københavns kommune og Parken et stort tillykke med værtsrollen. Vi taler om verdens tredjestørste sportsbegivenhed. I 2020 overgås EM i fodbold kun af de Olympiske Lege i Tokyo. Kommercielt kan man endda diskutere, om EM er på højde med OL.
Begivenheden cementerer også det positive ry, som Sport Event Danmark har opbygget. Organisationen har bl.a. tiltrukket verdensmesterskabet i cykling og ishockey. Sidstnævnte afholdes i 2018.
Men hvad kan man forvente, når DBU bliver »en del af noget større« for nu at bruge deres eget nye slogan?
De hundredetusinde af fans, som man forventer til byen, giver store kommercielle muligheder for Danmark og DBU. Der er tale om fire kampe i juni, og »worst case scenario« lægges der en dæmper på festen, hvis det danske landshold ikke formår at kvalificere sig. Men uanset hvad bliver København en del af en europæisk fest, der bliver langt bedre, end hvis mesterskabet afholdtes i et enkelt land.
UEFA har endnu ikke afgjort, hvordan man kommercielt strukturerer slutrunden, men der er ingen tvivl om, at man bygger videre på den faste kerne af partnere som tæller bl.a. Carlsberg, Coca Cola, McDonalds og Adidas. Men der vil også være mulighed for at tilgodese lokale sponsorer i et større omfang end tidligere. Det skal DBU, København, og ja, hele Danmark udnytte.
EM2020 facts
- 24 nationer kæmper om EM trofæet
- 4 kampe i København
- 160.000 tilskuere
- Fanområder, såkaldte Fanparks, med over 100.000 fans
- Over 1 million glas øl og vand til udskænkning i fanparks og stadium
- Milliarder af TV-seere og trafik på sociale medier
- Live-TV til mere end 200 lande
- Kommercielle aftaler for mere end 3 mia. kr. på EM
Kilde: UEFA officielle tal og sportmarketingsbureuaet BrandActivators
EURO2020 er en vision om et anderledes EM. Visionen lægger sig på godt og ondt op ad tidens tendens, hvor al marketingfokus ligger på internationale storbyer. Det er her, forbrugerne bor, trends opstår og mode udvikles. Derfor fokuserer brands deres marketing på byer. Det skal Danmark udnytte til fulde.
Er vi klar til det? København og DBU kan med garanti håndtere den organisatoriske del og afvikling af kampene, men hvad med det økonomiske?
Oslo takkede i starten af oktober nej til vinter OL pga. for mange krav fra Den Olympiske Komité. Selvom UEFA ser sig selv som fodboldfolket med »jord under støvlerne« skal man ikke tage fejl: UEFA opererer ud fra samme tankegang og har strenge krav til sponsorer og lokale kommercielle partnere.
Har man tænkt over hvilken muligheder og faldgrupper, der kommer, når UEFA-karavanen rykker ind? Parken kender det fra Champions League, hvor det udelukkende er turneringens egne sponsorer, der må markedsføres. Det samme bliver tilfældet i 2020 – blot for hele København og Danmark!
Hvad sker der eksempelvis, når Fanparken og arrangementer med storskærm forbeholdes internationale sponsorer, og UEFA udelukker en af kommunens loyale samarbejdspartnere fra festen, fordi han kører i det forkerte bilmærke?
Hvad sker der eksempelvis, når Fanparken og arrangementer med storskærm forbeholdes internationale sponsorer, og UEFA udelukker en af kommunens loyale samarbejdspartnere fra festen, fordi han kører i det forkerte bilmærke?
Tag ikke fejl, fodboldromantikere, det her er Big Business.
Derfor skal DBU og København starte planlægningen, så snart jublen lægger sig. Det er nødvendigt, hvis Danmark sigter efter gode karakterer for det sportslige, organisatoriske og kommercielle – og samtidig vil undgå det underskud, som altid lurer i baggrunden af events i den størrelse.
Der er masser af muligheder for at øge indtægterne udover de bidrag, som UEFA sender DBU, men der skal tænkes visionært, økonomisk og lokalt. Det nytter ikke at være »en del af noget større«, hvis man fejler på forretningsdelen.
Det bliver spændende at følge. Lad os håbe vi får en fantastisk fodboldfest og forretningskoncepter, som både lever op til UEFA’s vision om »a big Euro party in each country«, og samtidig giver hvert land chancen for finansiel succes.
Under alle omstændigheder bliver EURO2020 større end alt vi tidligere har set i Danmark.
Skribenten er tidl. global marketingsdirektør i Carlsberg og ejer af BrandActivators, et reklamebureau med speciale i sportsmarketing. Keld har arbejdet for OL, både EM og VM i fodbold samt klubber som Barcelona, Liverpool, Arsenal og FCK. Keld skriver fast for Finans.