En dag kollapser aktiemarkederne i Eurozonen

Til i dag havde jeg planlagt et helt andet tema, men indtrykkene de seneste dage betyder, at Eurozonen og euroen kom tilbage i fokus. For jeg har fået usædvanligt mange forespørgsler, der bunder i en pludselig stigende nervøsitet om den store fælleseuropæiske valuta og økonomi.

Når jeg rejser i Kina, er jeg vant til spørgsmålet om, hvorfor Europa ikke får løst sine vækstproblemer. Det er dog mere en almen kinesisk uforståenhed over for manglende initiativ i Europa. Men blot inden for den seneste uge er spørgsmålene blevet helt anderledes konkrete med ønsker om forklaringer på, hvad der præcist sker i Eurozonen – eller måske snarere ikke sker.

Det stigende antal spørgsmål kan stadig henføres til bekymring om den fremtidige eksport til Europa. Altså ikke frygt for kinesiske investeringer i Europa med kapitalflugt ud af Europa som konsekvens. Men reaktionen, som jeg oplever i Tyskland er anderledes.

I lørdags var det igen tid for den største årlige investormesse i Hamborg i Tyskland. Den holdes af børsen i Hamborg, og her deltager mit beskedne firma hvert år. Jeg er der både som speaker men også som udstiller, hvilket giver utroligt meget kontakt til den brede skare af tyske investorer.

Hvert år er det naturligt med spørgsmål om investeringer i Skandinavien. I år var det slående med så mange, der spurgte til de muligheder, og forklaringen på interessen var den samme fra alle – et ønske om at flytte investeringer og opsparinger væk fra euroen.

Sådan en signifikans har vi aldrig tidligere oplevet på den investordag. Spørgsmålet er så, om den øjeblikkelige interesse fra Asien og blandt tyske investorer er repræsentativ til at kunne drage konklusioner, som kan overføres direkte til øjeblikkelige reaktioner i finansmarkedet?

Svaret er nej til, at det har en øjeblikkelig effekt. Men der er en bevægelse, som er vigtig og funderet i et stemningsskifte. Her er Tyskland et ikke helt ubetydeligt omdrejningspunkt.

Specielt efter at prognoserne for den økonomiske vækst i Tyskland er blevet sænket inden for den seneste måned, har Eurozonens problemer fået fornyet opmærksomhed i nabolandet mod syd. Medierne har givet problemet megen opmærksomhed, men det, som jeg noterer mig, er den brede skare af personer, der offentligt udtaler kritik.

I den sammenhæng er det f.eks. interessant, at Dr. Michael Kemmer, der er direktør for sammenslutningen af alle tyske banker (Bundesverband deutscher Banken), udøver så direkte kritik af Den Europæiske Centralbank (ECB). Han er fuldstændig enig med mange i Tyskland om, at ECB skal hæve renten således, at den kommer tilbage til et normalt niveau.

Årsagen er naturligvis, at de tyske investorer ikke får noget afkast. Men det er samtidig en kritik af ECB's indirekte støtte til de sydeuropæiske gældslande. Debatten i Tyskland understreger en stigende bredde i kritikken af den førte politik, også over for regeringen.

Den tyske regering isolerer sig dermed i stigende grad i forsvaret af den førte økonomiske og monetære politik i Eurozonen. Som investor er det værd at holde dette for øje, fordi risikoen er, at finansmarkedet af samme grund mister tillid.

Netop tilliden bliver løbende testet. Tilbage i juli og august opstod der pludselig bekymring i finansmarkedet om Eurozonen. Det skyldtes dårlige væksttal fra Frankrig og Italien.

Skal jeg pege på en enkelt årsag til den nyligt opståede usikkerhed, er det netop Frankrig. I tirsdags godkendte EU endeligt finanslovene fra Italien og Frankrig. Men alle ved, at de forudsætninger som Frankrigs statsbudget er bygget på, ikke holder.

Desuden har Frankrig nu endnu engang fået lov til at overskride grænsen på 3 pct. for budgetunderskuddet de kommende år, som grafik et viser. Konsekvensen er, at Frankrigs statsgæld nærmer sig 100 pct. af BNP allerede inden for de næste par år.

At Frankrig nu så tydeligt fremstår med så dårlig en økonomi, er den nye bekymring. Desuden bliver det tydeligere, hvor fastlåst Eurozonens økonomi er. Man kan lave grafikker med inflation, vækst eller som i grafik to: arbejdsløsheden og ungdomsarbejdsløsheden i Eurozonen. De viser alle en fuldstændig flad udvikling, men på de forkerte niveauer.

Under normale omstændigheder ville den stigende usikkerhed have ført til faldende obligationskurser i de lande, hvor usikkerheden er størst. Den investorusikkerhed, som jeg beskriver, ville have ført til små bevægelser i finansmarkedet, hvor mindre og større investorer sælger ud af nogle papirer. Dog ikke nødvendigvis i fælles panik. Derfor ville bevægelserne være mere glidende, og man ville kunne reagere løbende.

Men finansmarkedet er ikke normalt, fordi centralbankerne intervenerer med pengepolitiske instrumenter. De velkendte tiltag er enten direkte opkøb af obligationer i finansmarkedet eller udlån af enorme beløb til banker, som geninvesterer pengene i Eurolandenes statsobligationer.

Fordi den glidende korrektur i markedet ikke finder sted, opstår der som nævnt tidligere ikke nødvendigvis en øjeblikkelig reaktion. Men reaktionerne udskydes, og de bliver derfor så meget større senere, hvilket kan give fornemmelsen af panik.

Det vanskelige er at forudse tidpunktet for, hvornår snebolden ruller, for timing er alt i finansmarkedet. Men det sker ikke endnu. Dog vil presset på de europæiske aktiemarkeder ganske enkelt stige fortsat med udsigt til bratte fald en dag.

En af årsagerne er, at Eurozonen allerede nu befinder sig i en statisk nulvækst situation. Derfor vil både europæiske og oversøiske investorer forlade Eurozonen.

Umiddelbart giver det en faldende euro, hvor man kan sige, at det er godt for eksporten. Det er rigtigt, hvilket er godt for aktier i eksportvirksomheder. Men importpriserne stiger, hvilket udhuler de private husholdningers købekraft og dermed delvist lammer privatforbruget.

Derfor er bekymringen hos de tyske private investorer, som jeg mødte i lørdags, velbegrundet, og flere vil komme til de næste seks måneder.