Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Skal du sælge børnetøj?

Under hver tredje iværksætter er kvinde, viser tal fra Erhvervsstyrelsen. Det gik op for mig, hvor utraditionelt det egentlig var, da jeg selv - kvinde med to små børn - sprang ud med egen virksomhed.

Nina Groes er direktør for KVINFO og tidl. ejer af konsulentbureauet Change Agency.

Jeg husker tydeligt bemærkningen fra bankens erhvervsrådgiver, da jeg fortalte hende, jeg ville åbne min egen virksomhed.

»Er det børnetøj? Eller en frisørsalon?«, spurgte hun, og så lidt træt ud allerede.

Inde i mig selv vidste jeg, at jeg havde truffet det rigtige valg. Det føltes naturligt og rigtigt. Men det gik op for mig, hvor utraditionelt det egentlig var, at en kvinde med to små børn sprang ud med egen virksomhed.  

Da jeg havde kunder til det første halve år på blokken, sagde jeg mit job op i Væksthus Sjælland og startede eget firma. Her faciliterede jeg forandringsprocesser i offentlige og private virksomheder.

Alle mine venner spurgte, hvordan jeg turde. Om jeg ikke følte, det var et spring ud i det uvisse. 

Nina Groes, direktør for KVINFO og tidl. ejer af konsulentbureauet Change Agency

Alle mine venner spurgte, hvordan jeg turde. Om jeg ikke følte, det var et spring ud i det uvisse.

Mere end en gang gik jeg hjem fra middagsselskaber med ondt i maven, fordi det pludselig kom til at lyde som om, at jeg havde kastet mig ud fra et fly uden faldskærm på. Hver gang jeg fik den slags spørgsmål, blev jeg usikker på, om det nu også var det rigtige at gøre. Om isen nu også kunne bære.

Men det kunne den.

Ja, der var mange aftener, hvor jeg sad hjemme og knoklede på computeren. Ja, der gik mange weekender med at lave tilbud og nå deadlines. Men efter et halvt år måtte jeg se mig om efter faste kontorlokaler og tilknytte samarbejdspartnere, for at kunne gabe over de større opgaver, der kom ind.

Jeg fortæller min historie, fordi vi mangler kvindelige rollemodeller fra livet som iværksætter. Det gik op for mig under et besøg i Østjylland sidste år.

Det gamle Horsens statsfængsel var stuvende fuldt. Erhvervsfolk fra hele Danmark var samlet til en debat om, hvordan vi skaber ny vækst. Der var masser af kvinder til stede i salen. Men blandt oplægsholderne var jeg den eneste kvinde.

Mine budskaber den dag i Horsens var blandt andet, at man skal turde træffe modige beslutninger og ikke lade frygte styre. Man skal kende sit dna og have mod til at krydre med noget skævt for derved at frembringe det unikke. Og så skal man droppe det pæne og politisk korrekte.

Hver tredje nystartede virksomhed har en kvindelig ejer, og på 10 år er antallet af kvinder, der starter egen virksomhed steget med 18 pct. Det viser seneste tal fra Erhvervsstyrelsen (2012). Så langt så godt. Men der er stadig kun 30 pct. kvindelige iværksættere totalt i Danmark.

Jeg bilder mig ikke ind, at det er et endemål for noget samfund, at vi skal have 50 procents repræsentation af hvert køn overalt. Men vi skal give lige muligheder for fuld udfoldelse. Og det siger noget om det uforløste potentiale for den enkelte og for samfundet, når der er sådanne skævheder.

Hvis vi kun fisker i den ene sø, fanger vi kun halvt så meget. Danmark går glip af masser af talent, hvis ikke vi også får kvinderne i gang som iværksættere.

Hvis vi kun fisker i den ene sø, fanger vi kun halvt så meget. Danmark går glip af masser af talent, hvis ikke vi også får kvinderne i gang som iværksættere.

Det største fremskridt for dansk økonomi var, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Det er stadig en af grundene til, at Danmark klarer sig forholdsvis godt i mange internationale økonomiske sammenhænge. Og vi må ikke miste momentum. 

Så spørgsmålet er, hvorfor så få kvinder oplever suset ved at springe ud med egen virksomhed, egen idé, egen drøm. Og har vi råd til at se bort fra den ene halvdel af vores potentiale som land?

Den erhvervspolitiske debat bør derfor handle om, hvordan vi genvinder momentum og udnytter alle muligheder.

Alle danske virksomheder er startet med en iværksætter. Et menneske med en god idé, en stor arbejdsmoral eller et godt netværk. Eller alle tre ting samtidig. 

Vi bør synliggøre kvindelige iværksættere ved at sætte spot på de gode historier og rollemodeller, således at piger og kvinder inspireres og får tegnet det tydelige perspektiv, at iværksætteri er en mulighed - også for dem. Det er ikke sværere at være iværksætter end at være lønmodtager, men det kræver måske lidt mere mod.

Hvis vi i fremtiden skal have flere virksomheder, som er startet af kvinder, så kræver det en særlig indsats. Men det er en vækstmulighed, vi ikke har råd til at ignorere.

Et progressivt samfund, der arbejder målrettet på at udnytte potentialet hos både mænd og kvinder, er fremtidens vindere. Vi har ikke råd til at lade være.

Skribenten er direktør for KVINFO og tidl. ejer af konsulentbureauet Change Agency. Nina skriver fast for Finans.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.