Lad private hjælpe med at finde guldet på gaden

Jeg har længe tumlet med en irritation over vores politikere. Det er ikke så meget det, at de har udviklet det politiske liv på tinge til, hvad den udmærkede politiker Mette Bock har kaldt for et »drilledemokrati«, hvor det vist nok handler mere om at genere hinanden end at nå løsninger på samfundets problemer.

Det er et problem, som nemt løses ved at vi, vælgerne, vælger nogle nye politikere og/eller stiller nogle krav til den demokratiske proces i vores land.

Nej, min irritation går på at, alle partier i vort folketing synes at være enige om, at alle samfundets problemer bedst løses ved, at centraladministrationen er inde over problemerne.

I en debat om dagpenge og samfundets allersvageste på det såkaldte »folkemøde« i sommer stod det mig klart, at alle fra Johanne til Thulesen Dahl ønsker at løse problemet fra Christiansborg. Det kræver ressourcer og dermed højere skatter. Også selvom ingen rigtig tør sige det højt, for tænk nu hvis vælgerne hørte det.

Jeg er imidlertid fuldstændig sikker på, at rigtig mange samfundsproblemer bedst løses langt, langt væk fra Christiansborg. Jeg er også sikker på, at den dag vi accepterer dette, så vil vi blive i stand til at høste al guldet på gaden.

Lad mig give to eksempler fra den virkelige verden. Jeg talte med lederen for et ikke-offentligt plejehjem, som er ejet af en selvejende fond, som glad fortalte mig om deres gode erfaringer med lean som middel til at fokusere på de aktiviteter, der skaber mest værdi for de ældre.

Hun fortalte også om sine planer om at tilbyde sunde måltider til ældre, som endnu ikke er på plejehjem, i forbindelse med en ændring af plejehjemmets lokaler. Naturligvis på kommercielle vilkår.

I samme ombæring ville hun tilbyde de ældre aktiviteter med f.eks. hjernetræning. Hjernetræning har den effekt, at hjernens funktion forbedres – også selvom man er oppe i årene – og de foreløbige erfaringer har fået forskere til at spekulere i, om man via hjernetræning (og fysisk træning og sund kost og så videre) kan udsætte symptomer på Alzheimers og andre alderdomsrelaterede sygdomme.

Desværre havde den gode leder fra det private plejehjem fået nej fra kommunen til hjernetræning med den begrundelse, at det jo koster penge.

Koster penge? Hvis nu et sundt måltid mad og hjernetræning kan medføre, at nogle ældre bliver i egen bolig lidt længere, så vil det dels være godt for de ældre og dels spare samfundet for 200.000 kr. pr. år, en ældre bliver i egen bolig. De 200.000 kr. er forskellen på prisen for en ældre på plejehjem og en ældre i egen bolig med pleje.

Det er også guld på gaden, hvis man ellers kan se ud over vane- og cigarkassetænkning i det offentlige og søge de løsninger, som samfundsøkonomisk og menneskeligt giver den største mening. I Aarhus Kommune har vi godt 2.200 borgere på plejehjem, så potentialet er til at få øje på.

Førtidspensionister koster samfundet mindst 47 mia. kr. om året. Og det er kun de direkte omkostninger. Men der findes en non-profit virksomhed, som hedder Jobbanken, som har vist forbløffende resultater i retning af at få selv de allersvageste, psykisk skrøbelige eller ligefrem sindslidende førtidspensionister tilbage på arbejdsmarkedet. Måske ikke ligefrem i fuldtidsstillinger med fuld fart på, men i det mindste som borgere, der er med til at løfte opgaver i samfundet efter bedste evne. Det sparer samfundet for både direkte og indirekte omkostninger ved førtidspensionister, da de har en forøget risiko for forskellige sygdomme, misbrug og meget andet. Det er faktisk en stor belastning at være uden for resten af samfundet.

Grunden til, at jeg nævner Jobbanken er, at en væsentlig del af det som skaber resultaterne hos dem (er jeg nået frem til efter at have kendt dem i snart 10 år) er, at deres kunder opfatter dem som en privat aktør, hvor de bliver behandlet som mennesker og ikke som ofre eller patienter.

Jobbanken har fået lov at udvide forretningen, således at man nu er tilstede i Aarhus og København – ud over Herning, hvor ideen blev skabt. Det har de, fordi de finder guld på gaden.

I al upolitisk stilfærdighed vil jeg opfordre til et opgør med vanetænkning og automatreaktionerne i centraladministrationen, så vi kan opfinde nye måder at løse samfundets problemer på og sammen finde guldet på gaden.