Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Embedsmænd får fejlagtigt skylden for lange sagsbehandlingstider

Justitsministeriets embedsmænd får nu og da fejlagtigt skyld for at trække sagsbehandlingstider i langdrag og dermed sætte menneskerettigheder på spil.

Artiklens øverste billede
Hvis der går lang tid med at behandle en kompliceret erhvervsjuridisk sag, er det ikke altid embedsmændenes skyld, skriver juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet.

Et godt og oplyst debatniveau baseret på gensidig respekt for modparten og dennes meninger er som oftest det, der skal til for at få løst vanskelige spørgsmål og konflikter.

Man kan derfor både undre sig over og beklage, at medierne i slutningen af sidste uge flød over med statsrevisor Peter Larsens udfald mod Justitsministeriets embedsmænd:

»I Justitsministeriet er man mere optaget af den rene jura frem for, at det drejer sig om mennesker og deres retssikkerhed«, var han citeret for at sige.

Bemærkningen var knyttet til det meget store problem, at sagsbehandlingstiderne for straffesager i retssystemet er meget lange. Med mit kendskab gennem mere end 30 år til retssystemets aktører i Justitsministeriet, anklagemyndigheden, domstolene og blandt forsvarsadvokater er jeg (heldigvis) stødt på mange typer af mennesker og jurister, men jeg er – så vidt jeg husker – kun uhyre sjældent om nogensinde, stødt på mennesker, der »var mere optaget af den rene jura frem for mennesker og deres retssikkerhed«.

Jeg er – så vidt jeg husker – kun uhyre sjældent om nogensinde, stødt på mennesker, der »var mere optaget af den rene jura frem for mennesker og deres retssikkerhed«.

Lars Bo Langsted, prof. juridisk institut Aalborg Universitet

Tværtimod siger min erfaring mig fra ansættelser i såvel Justitsministeriet som anklagemyndigheden, at netop retssikkerhed er et uhyre centralt emne for de mennesker, der arbejder med straffesager – også i Justitsministeriet. Og retssikkerhed handler netop om mennesker – både ofrene og gerningsmændene.

Efter forhåbentlig at have afdæmoniseret embedsværket er der imidlertid slet ingen tvivl om, at den samlede ”straffesagskæde” fra anmeldelse til påbegyndelse af afsoning for alle parter er belastende lang. Det er derfor fortjenstfuldt, at Rigsrevisionen af egen drift lavede en undersøgelse af den tidsmæssige udstrækning af denne straffesagskæde, og udgav en beretning om det i januar i år.

Der [er] imidlertid slet ingen tvivl om, at den samlede ”straffesagskæde” fra anmeldelse til påbegyndelse af afsoning for alle parter er belastende lang.

Rigsrevisionen har haft særlig fokus på justitsministeriets rolle som potentielt koordinerende instans i det samlede straffesagsflow – det vil sige fra anmeldelsen indgives, til afsoning påbegyndes. Den samlede gennemsnitlige tid for en sag i dette flow er 433 dage, hvis man ikke ser på sagens art.

Uanset om tallene måtte være helt præcise (Justitsministeriet er i sit svar på redegørelsen ikke helt overbevist om dette), fordi ikke alle sager indgår i opgørelsen, og uanset at det er umuligt at skære alle typer af sager over én kam, peger det selvsagt på, at der kan være en udfordring, som bør håndteres. Og under alle omstændigheder skal man naturligvis være opmærksom på, at dette gennemsnit er tallet for de sager, der er længst tid under vejs – fordi det er dem, hvor alle led i kæden er i spil, og hvor der er tale om dom til ubetinget frihedsstraf, er det også de alvorligste – og derfor også ofte de mest tidskrævende sager.

Især inden for økonomisk kriminalitet kan sagsbehandlingstiderne være meget, meget lange. Dette har altid været en udfordring for alle de implicerede i disse sager, og der har gennem tiden været udfoldet store bestræbelser på at nedbringe disse tider – men det er uhyre vanskeligt.

Allerede da bagmandspolitiet – det som nu hedder statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet – blev oprettet i begyndelsen af 1970’erne, var et af formålene med dets dengang revolutionerende organisering, at man ønskede at gøre tidsforløbet så kort som muligt. Man samlede således politi og anklagemyndighed i en og samme myndighed, og senere afskaffedes generelt den tidskrævende – men også retssikkerhedsmæssigt meget betryggende ordning – at alle straffesager af en vis tyngde skulle passere statsadvokaten, før politimesteren måtte rejse tiltale ved byretten.

I 2004 afgav et udvalg under Justitsministeriet en betænkning om "Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet m.v.", hvor det primære fokus var at søge at nedbringe tiden fra sigtelse til endelig dom. Den resulterede bl.a. i nogle lovændringer, hvorefter man som sigtet efter 1½ år kunne indbringe sigtelsen for retten.

Der blev dengang identificeret en række potentielle forsinkelser i denne type sager: de var ofte meget komplekse og svært gennemskueligt "arrangeret" af gerningsmanden. De var bl.a. af den grund særdeles "dokumenttunge", og det krævede både kvalitative og kvantitative ressourcer at udfinde de relevante bilag i mængden af flyttekasser.

At digitaliseringen har gjort sit indtog siden, har i denne relation kun lettet det fysiske arbejde med at flytte og opbevare de mange bilag – ikke den kvalitative side af efterforskningen. Ofte har sagen tilknytning til udlandet, hvorfor man via retshjælpsordninger m.v. skal have bistand af andre landes myndigheder (som man kun vanskeligt kan "leane" ind i et "flowchart") o.s.v.

Når efterforskningen er afsluttet, skal der berammes en domsforhandling, og alle rettens aktører skal have tid og mulighed for at deltage i de ofte meget langvarige domsforhandlinger, der kan strække sig over uger og måneder.

Når dommen er afsagt, kan den ankes, og en ny domsforhandling skal da finde sted. Alt dette forudsætter som regel også, at man kan få fat i den sigtede, hvis han ikke frivilligt møder op til efterforskning og domsforhandling.

Rigsrevisionen nævner i sin beretning fra januar helt korrekt, at det er et krav efter menneskerettighedskonventionen, at sagerne gennemføres så hurtigt som muligt og konstaterer, at domstolene (og det er deres suveræne afgørelse – ikke det administrative systems) ikke benytter sig meget af den mulighed, der findes i retsplejeloven for at nægte at beskikke forsvare, eller ligefrem afsætte dem, hvis deres medvirken vil forsinke sagen urimeligt.

Hvad rigsrevisionen imidlertid ikke nævner i den forbindelse er, at det efter menneskerettighedskonventionen også er et (fornuftigt) krav, at man har ret til at forsvare sig »personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt«.

For domstolene er det at skulle træffe afgørelse om afsættelse af en forsvarer af den grund altså som udgangspunkt et valg mellem pest eller kolera.

For domstolene er det at skulle træffe afgørelse om afsættelse af en forsvarer af den grund altså som udgangspunkt et valg mellem pest eller kolera: Enten lader man den pågældende blive og risikerer, at menneskerettighedskonventionen overtrædes, fordi sagen så trækker ud, eller man risikerer at overtræde den selvsamme konvention, fordi man nægter den sigtede adgang til den forsvarer, ”som han selv har valgt”.

Rigsrevisionen sætter i sin rapport et fornuftig fokus på, at man bør se straffesagens forløb under et både af hensyn til ofret, til gerningsmanden og til at beviserne er bedre, jo hurtigere man kan få dem vurderet af retten.

Det er også rigtigt og vigtigt, at digitalisering vil kunne bevirke en hurtigere og mere sikker dokumentudveksling mellem alle aktørerne: politi, anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorg, og at man på den måde også vil kunne vinde noget tid. Justitsministeriet har da også nedsat en topledergruppe, der netop skulle se på sammenhænge og registrering af data på tværs af systemerne, hvilket rigsrevision er tilfreds med.

Uanset om man bruger ressourcer på at registrere alle straffesager ens i alle myndigheder og på den baggrund kan få et bedre billede over status og udvikling i ”straffesagskæden”, løser det ikke i sig selv problemerne.

En væsentlig forhindring – også her – synes at være etableringen af et eller flere ordentlige, solide og driftssikre datasystemer.

En væsentlig forhindring – også her – synes at være etableringen af et eller flere ordentlige, solide og driftssikre datasystemer, der både kan generere oplysningerne og håndtere dokumenterne i flowet. Men den slags projekter – ved vi af bitter erfaring, også fra politiet – trækker meget, meget længe ud og lykkes tilsyneladende kun alt for sjældent at få etableret.

Den problemstilling adresserer rigsrevisionen imidlertid slet ikke – og den skyldes næppe Justitsministeriet eller dets embedsmænd.

Af Lars Bo Langsted, professor ved Juridisk Institut Aalborg Universitet

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.