OW Bunkers historiske efterspil bliver møgbeskidt

OW Bunkersig for tiden i sit helt eget, forudsigelige flow.

Selskabet er konkurs. Kuratoren er udpeget. Diverse ofre overvejer muligheden for erstatningssager. Den anden statsmagt, den udøvende, overvejer muligheden for straffesager. Og de potentielt og reelt ansvarlige har tilsyneladende rullet jerntæppet ned overfor offentligheden og formodes at studere Karnovs lovsamling med lige så stor omhyggelighed, som de vist burde have udvist, når de gik på arbejde i månederne op til selskabets kollaps.

Sådan ser billedet ud – på overfladen. Men dykker vi lidt længere ned, er tingene knap så normale. Her støder vi nemlig lynhurtigt på et nyt lag i sagen. Et lag, der er så gennemsyret af kynisme og moralsk elendighed, at OW Bunker-skandalen kandiderer til titlen som den til dato mest beskidte af sin art i dansk erhvervshistorie. Under overfladen udspiller sig en fortælling aldeles blottet for helte. Men set herfra til gengæld mættet med aktører, som agerer med ét mål for øje: At placere ansvaret for ulykkerne så langt væk fra deres egen stol som overhovedet muligt.

Rollelisten tæller så godt som alle, der har taletid, hvad enten de officielt benytter sig af det eller ej. Det vil sige medlemmer af OW Bunkers tidligere bestyrelse og direktion. De investeringsbanker, der førte virksomheden på børsen. Den kapitalfond, Altor, der solgte hovedparten af OW Bunker til eksterne investorer ved børsnoteringen. De banker, der sammen med Altor i sidste ende besluttede sig for at trække stikket på virksomhedens finansielle ilttilførsel. Og de nævnte er kun den mest synlige del af de aktører, som for tiden – og ind imellem med medierne som ukritiske medspillere – specialiserer sig i disciplinen ansvarsforflygtigelse. Sådan en svada kræver naturligvis sin forklaring. Så den følger her.

Den normale anstændighed begyndte at køre af sporet allerede inden OW Bunkers kollaps. Ja, faktisk ved børsnoteringen af selskabet i marts. I det prospekt, der gjorde det ud for salgsmateriale over for investorerne, fremstillede OW Bunkers ledelse og investeringsbankerne Carnegie – delvist ejet af OW Bunkers daværende hovedaktionær Altor – og Nordeavirksomheden som et foretagende med et professionelt og konservativt forhold til begrebet risikoafdækning. Intet sted i prospektet var datterselskabet Dynamic Oil Trading (DOT) i Singapore nævnt. I dag ved vi, at dét burde det nok have været. Ledsaget af en markant risikoanmærkning.

Ikke alene er DOT det selskab, som påstås at have været involveret i svindel for 750 mio. kr. Det er også et selskab, som ifølge officielle optegnelser i Singapore i de sidste 18 måneder frem til seneste årsskifte omsatte for 12,5 mia. kr. og tjente rundt regnet 50 mio. kr. hjem til sin ejer. DOT udgjorde med andre ord en meget væsentlig del af OW Bunkers forretning og et af de meget gode spørgsmål i konkursens efterspil er naturligvis: Hvorfor skulle netop denne vigtige aktivitet ikke nævnes for investorerne i børsprospektet?

En anden besynderlighed indtraf i ugen op til OW Bunkers konkurs. Ifølge Altors medlem af bestyrelsen, Søren Johansen, blev bestyrelsen først bekendt med tingenes tilstand onsdag den 5. november. Det er to dage inden konkursen. Noget tyder imidlertid på, at andre har været væsentligt bedre informerede. For ifølge FinansWatch blev der mandag den 3. og tirsdag den 4. november handlet i alt godt og vel ni gange flere OW Bunker-aktier på fondsbørsen end på en gennemsnitlig handelsdag siden børsnoteringen.

Altså et andet godt spørgsmål: Var den pludselige interesse for at handle OW Bunker-aktier en tilfældighed? Eller kunne det være en funktion af, at fortrolige informationer om selskabet lækkede til højre og venstre - øjensynligt undtagen til selskabets egen bestyrelse?

En tredje besynderlighed kom for dagen, da OW Bunkers bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen og koncernchef Jim Pedersen 5. november i en børsmeddelelse fastslog, at ”OW Bunkers ledelse er i dag blevet informeret om bedrageri begået af ledende medarbejdere i (...)DOT.” Der var ingen vaklen i geledderne: OW Bunker var offer for en forbrydelse. Gerningsmændene klart identificeret. Og standretten blev ført helt igennem, da et konkurrerende medie kort efter uden skyggen af dokumentation konkluderede, at den navngivne medarbejder ”i ledtog med op til to andre i sit team har foretaget svindlen bag om ryggen på ledelsen i OW Bunker.” Jo, for man er da skyldig, indtil det modsatte er bevist?

Lige bortset fra, at de udhængte efterfølgende har nægtet at have foretaget sig noget ulovligt. Og at bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen samme dag over for nyhedsbureauet Bloomberg frejdigt konstaterede, at »vi er stadig ikke sikre på, at det rent faktisk var ulovligt - det bliver undersøgt.«

Den lader vi stå et øjeblik. Og erindrer om, at sætningen blev udtalt af samme mand, som få timer tidligere havde afsendt en børsmeddelelse, der hængte de let identificerbare medarbejdere ud som bedragere. Men som i skrivende stund endnu ikke har politianmeldt nogensomhelst for det påståede bedrageri.

Jo, i kulissen kører diverse spinmaskiner på højeste gear. Det er desværre ikke så overraskende. Men det er beskidt. Det er uværdigt. Og det er uanstændigt. Den dagsorden er værd at skrive sig bag øret for alle, der i fortsættelsen agter at følge udviklingen i OW Bunker-sagen. For der er bunker af tonstungt ansvar at placere. Forhåbentlig bliver det hverken den tidligere OW Bunker-ledelse, konkursboets kuratorer eller pressen, der ender med at gøre det. Forhåbentlig er politi, anklagemyndighed og domstole i stand til at hæve sig over den pludselige epidemi af inkompetence, der på mystisk vis breder sig blandt aktørerne i OW Bunker-skandalen i disse uger.