Skrot de "mindre dårlige" løsninger

Forleden tikkede en glædelig, omend noget – i hvert fald for mig – overraskende nyhed ind: USA og Kina har besluttet at reducere deres CO2-udledning. De to lande står for ca. 43 pct. af verdens CO2 udledning, og nu har de indgået en aftale om at reducere udledningen drastisk.

Det er jo fantastisk. Og dette udenom EU, FN og diverse andre aktører.

Men samtidig binder aftalen ikke juridisk, og FN's Klimapanel vurderer, at udledningen af drivhusgasser skal toppe senest i 2020, hvis den globale opvarmning skal holdes under to grader i forhold til førindustrielt niveau.

Man må vel sige, at aftalen fører nogle spørgsmål med sig.

Hvis vi ser på situationen udefra, kan vi se jorden som et lukket system, der minder om et badekar. Den kuldioxid, vi tilfører atmosfæren, er vand, der løber ned i karret. Jordens evne til at håndtere mængden af CO2 er afløbet, der altså afgør, hvor meget vand, der løber ud. I øjeblikket hælder vi vand i badekarret en hel del hurtigere, end det løber ud. Og hvis vi bliver i analogien, så er det klart, at badekarret løber over på et tidspunkt.

Den løsningsmodel, der kan skabes konsensus om globalt, er indtil videre at sænke hastigheden, hvorpå der fyldes vand i badekarret. Det er en løsningsmodel, som ingen af os kunne leve med, hvis det var hjemme i vores eget hus.

Men fordi det er globalt, og fordi der er så mange forskellige interesser, så ender vi med at synes, at det er rigtig godt, fordi »nu sker der noget«.

Vi er kollektivt nået til et mindset, hvor »mindre dårligt« er lig med »godt«. Det gælder global politik, erhvervslivet og borgerens beslutninger i samfundet. Det store spørgsmål er, hvordan vi er kommet til at acceptere denne form for værdirelativisme.

Hvis vi accepterer »mindre dårligt« og blot udskyder katastrofen, kan det f.eks. betyde, at vi sænker forureningen med 15 pct., hvormed der går to år længere, inden forbrugerne eller fiskene dør af vores produkter. Eller at man accepterer brug af allergifremkaldende stoffer i produkter, sålænge det tager »mindst 10 år, inden forbrugeren bliver varigt påvirket«.

Mindre dårligt, ja. Men godt? Næppe.

Hvordan er vi endt her? En af forklaringerne er, at når alle de andre gør det, så er det jo »dumt« at være de eneste, der er opfører sig efter bogen. Det er ufedt at være den eneste, der betaler skat i Danmark, så hvis andre snyder, så må jeg også hellere snyde lidt. Og hvis andre lande hælder CO2 ud i atmosfæren, hvorfor må jeg så ikke? De andre hælder jo meget mere ud end mig!

Og jo større gruppen er, desto mindre kan den enkeltes »free riding« mærkes. Hvis vi er to, der deler opvasken, og jeg skulker, så bliver det tydeligt hvem, der trækker læsset. Men hvis fyrre deler opvasken, så kan jeg skulke uden at det ses – en mekanisme forskeren Garrett Hardin kalder »The tragedy of the commons«. Når gruppen vokser, svækkes vores moralske muskler og evnen til at gøre det, vi egentlig ved, er det rigtige. Og noget tyder på, at der simpelthen er for mange, der skulker, selvom vi godt ved, at opvasken skal tages før eller senere.

En stor mængde innovation og kreativitet reduceres til reaktive løsninger, der kun løser tingene halvt: Hvordan innoverer vi os ud af problemet med CO2 udslip? Hvordan begrænser vi mængden af allergener i indpakning eller parabener i shampoo? Hvordan reducerer vi risikoen for salmonella og listeria?

Vi mangler mod til radikalt at ændre ting, der ikke fungerer.

Berlinmuren faldt, diktaturer opløses, virksomheder lancerer produkter, der er gode for både forbrugere, samfund, verden – og deres egen økonomi. Men det kræver, at vi ændrer vores mindset, og starter med at spørge os selv: Hvad er det for en verden, vi virkelig gerne vil leve i? Hvad er visionen om en ønskværdig fremtid?

Det bør være udgangspunktet for enhver virksomheds innovation. Den visionære Elon Musk lancerede ikke en bil, der kører længere på literen. Hans selskab, Tesla, lancerede en bil, der kører helt uden benzin.

Innovation skal drives af et ambitiøst ønske om grundlæggende at ændre verden til det bedre. Vi skal ikke stille os tilfredse med »mindre dårlige« løsninger, der lader forbrugerens eller verdens problemer stå uløst, blot fordi det var den eneste halv-dårlig løsning, vi blev enige om.  

Skribenten er rektor for Kaospiloterne og skriver fast for Finans.