Gå i banken hvis du vil tabe penge

Danske banker har længe været ligeglade med kunderne, men glade for aktionærerne.

Kunderne er blevet et nødvendigt onde.

Bankbosserne har netop været samlet til Finansrådets årsmøde, der er en årlig rygklapper-komsammen, hvor man ikke engang behøver gå i baren for at høre et udtryk som: »Min kunde forstår mig ikke« og møde stor forståelse og endda medfølelse.

Det er i virkeligheden en form for terapi, hvor man slipper for at gå hen foran spejlet for at finde en, der mener, at man er god nok. Det gør alle i selskabet.

Der er normalt ikke særligt mange budskaber fra mødet. Det er som regel noget med, at nye krav og regler »rammer sektoren hårdt,« der kan være tale om, »høje omkostninger« eller »pres på indtjeningen.« Præcist det samme som, når landmænd mødes i større forsamlinger.

Deres udfordringer er vores, må vi forstå. Og skulle vi få en regning som konsekvens heraf, må vi forstå og åbne tegnebogen. Et af budskaberne fra bankbosserne denne gang var, at vi bankkunder skal vænne os til en rente på 0 pct. på vores lønkonti.

Det har den nu været længe i langt de fleste banker. Men det er interessant, at bankerne - ikke overraskende med sektorens kroniske teenager, Anders Dam, som ordfører - nu har behov for at fortælle det.

Det betyder, at bankerne nu er så langt fremme - eller ude, ville nogle måske mene, at de ikke engang gider kæmpe for, at kunderne ikke taber penge ved at have dem stående i banken. For det gør vi i øjeblikket.

Vores formue bliver til dels beskyttet af den lave inflation - altså prisstigningerne. I øjeblikket er inflationen ca. 0,5 pct. Hvad betyder det så? Hvis man har sparet 100.000 kr. sammen til en ny bil, men beslutter sig for at vente et år med at købe den for at få det sidste ud af den gamle, rammes man på denne måde.

Med en inflation på 0,5 pct. vil bilen stige med 500 kr., er inflationen 5 pct., vil prisstigningen være 5.000 kr. Så de penge skal man altså finde et andet sted.

Man regner med, at der står penge for 500 mia. kr. - det ser sådan ud 500.000.000.000 kr. - på lavt forrentede konti. Mange af dem oplever, at deres penge bliver mindre og mindre værd. Men hvis ikke de vil binde pengene i en længere periode eller kaste dem ud på aktiemarkedet, må de leve med det.

Det er unægtelig andre toner end umiddelbart efter finanskrisen, som bankerne selv bar hovedansvaret for med en vild udlånspolitik. Dengang havde de så store problemer med at låne hos hinanden, at staten og kunderne måtte træde til.

Så dengang kunne kunder få rentesatser på 5 pct. eller derover. Vi stillede penge til rådighed, som de kunne stille som sikkerhed for at låne penge ud og dermed tjene penge. Igen: Denne gode rente var ikke indført for kundernes skyld, men for bankernes.

Siden er det generelle renteniveau faldet, og bankernes behov for penge er også faldet. De kan igen låne penge af hinanden. Men vi vil ikke låne flere penge af dem. Bankernes traditionelle forretningsmodel er efterhånden faldet sammen.

Banker tjener traditionelt flest penge på at låne dem ud. Det er kommet bag på dem, at vi ikke har lyst til at låne endnu flere.

Set herfra er det ikke overraskende, for det var netop den høje gæld, der udløste finanskrisen, da værdien af aktiver i form af aktier, værdipapirer og fast ejendom pludselig styrtdykkede. Siden er vores aktiver steget igen, men danskerne er stadig et af de mest forgældede folkefærd i Europa, og derfor holder vi fornuftigvis igen med at låne.

Og når indlånsrenten er så lav, som den er, giver det god mening at afvikle på sin gæld. Det er simpelthen en bedre forretning. Så bankerne er hårdt ramt. Derfor skærer de helt ind til kasselinjen.

Vi skal vænne os til lave eller ingen renter på indlån og højere renter på udlån, hvis bankerne mangler penge. Og det gør de.

Ikke længere fordi de mangler penge, men fordi de har lovet deres aktionærer flere penge. Størst krav til afkast er der i Nordea. Jeg tør næsten ikke nævne det, da to af mine nærmeste kollegaer er kunder i den bank. Og hver gang jeg nævner navnet, rejser håret sig på den ene og hårresterne på hovedet af den anden.

De har generelt svært ved at få fat i deres bank. En af dem har oplevet at få et svar på en mail, hvori der stod: »Denne mail læses ikke og gemmes ikke.«

Hvis man vil indsætte penge i Nordea, kan man blive nødt til at gøre det i en automat, der ikke lige kan finde ud af glatte en krøllet pengeseddel ud for kunden, hvis ikke den går glat igennem. I det hele taget vil bankerne ikke håndtere kontanter.

Dette vil blive forstærket i de kommende år. Bankerne oplever nemlig et voldsomt pres udefra. De har ikke længere monopol på betalingerne. Den flanke har bankerne selv åbnet ved at tilskynde os til at gå fra kontanter til elektronisk betaling.

Og flanken er åben for konkurrenter, der kunne købe Danske Bank i et hug, uden at det ville påvirke resultatet nævneværdigt. Vi taler om Apple og Google her.

Så bankerne er under pres, og langt det meste af presset er selvforskyldt. Konkurrence er godt, men kun hvis vi som kunder udnytter det.

Jeg er stor tilhænger af, at man gennemgår sine bankforretninger mindst en gang om året. Hvis man kan få bedre vilkår i en anden bank, skal man skifte. Ofte hører jeg, at det er alt for besværligt at skifte. »Det har jeg ikke overskud til,« lyder det.

Jeg har prøvet det flere gange. Det er ikke svært, og det gør ikke ondt. Den nye bank laver alt arbejdet, og den gamle bank alt modarbejdet. Er der gebyrer ved overflytning, så betaler den nye bank dem. Holdt fast i det!

Når bankerne ikke vil, så er der kun os selv til at beskytte vore egne penge.