Passion vil i stigende grad påvirke karrierevalg

»De andre ville dø for at få den samme løn, ved du det,« siger direktøren, der netop har tilbudt mig en håndfuld tusindkronesedler mere om måneden for at blive i jobbet.

»Jamen, det er jo ikke lønnen, det handler om,« slår jeg fast.

Direktøren ligner et stort spørgsmålstegn: »Du har et af de bedste lederjob« inden for dit felt her i området. Er du klar over det,« forsøger han sig endnu engang. Men lige lidt hjælper det, jeg fastholder min opsigelse og går ud ad døren.

Ovenstående anekdote fra mit eget jobliv repræsenterer på godt og ondt en ny anarkistisk måde at håndtere sin karriere på. Danskere, der har uddannelse og helbred til det, arbejder ikke længere kun for at få smør på brødet, men for at udfolde drømme og opnå mening i tilværelsen.

Især den unge generation har fokus på at få mest muligt ud af deres jobliv og er mindre optagede af, "hvad man bør og plejer". De opfatter det nødvendigvis ikke som positivt at følge de gængse normer, at kravle opad i et traditionelt karrierehierarki, at prioritere en højere løn, en fed pensionsordning eller at bevare bestående strukturer.

Under krisen har det været arbejdsgivers marked, men frem mod 2020 vil der i Danmark mangle omkring 100.000 med videregående uddannelser, 30.000 faglærte, og samtidig vil der være et overskud af personer med kun grundskole eller gymnasiet som højeste uddannelse, viser en AE-prognose. Der bliver dermed kamp om at tiltrække de bedst uddannede danskere, og derfor må ledere og arbejdsgivere lære at forstå, hvorfor flere begynder at vælge så anderledes og indrette ledelsesstilen efter det.

I stigende grad bunder karrierevalg ikke i stringent fornuft, men handler mere om passion, værdier og følelser. Jobvalg vil forekomme mærkelige i en traditionel kontekst. Prestige er ikke, hvad det har været. Penge og magt er i stor udstrækning blevet udskiftet med tid, personlig frihed og udfoldelse. Flere vil vælge i overensstemmelse med, hvordan de er og oplever verden. Unge højtuddannede vil i stigende grad vælge deres helt egne veje.

Det positive er, at de vil kaste rigtig megen energi og gejst i at være knaldhamrende gode til jobbet. Det udfordrende for lederen er imidlertid, at medarbejderne blandt meget andet konstant vil kræve gode forklaringer på konkrete tiltag, forlange udfordrende mål og vedholdende talentpleje, ligesom jobbet skal bakke op om en attraktiv idé.

Personligt vælger jeg ikke at være en del af en organisation med værdier og adfærd, der strider mig imod. Jeg vælger at holde fast i mig selv, og hvorfor gør jeg så det?

Det gør jeg, fordi jeg efter mange år som nervøs kylling nu har fået mod til at vælge i overensstemmelse med, hvem jeg er, og fordi det levede liv har vist mig, at det gælder om at suge mest muligt ud af tilværelsen hver evig eneste dag. Og så fordi jeg kan!

Min økonomi er skruet sådan sammen, at jeg ikke behøver at hive 60 kilo ind hver evig eneste måned, og så har jeg som journalist jo også bedre muligheder for selv at sætte dagsordenen end så mange andre.

En højt lønnet kommunikationschef i en større organisation. En effektivt ledende embedsmand i centraladministrationen. En travl senior-erhvervsjournalist på et større medie. Det var nok, hvad jeg kunne have drevet det til, hvis jeg havde valgt anderledes. I stedet er jeg i dag medejer af et kommunikationsbureau i Midtjylland og er vild med det. Set med konservative karrierebriller kunne jeg dog have gjort det bedre.

Fra en workshop om storytelling, passion og iværksætteri, som min kollega Annemarie Winther og jeg holdt i uge 47 for 25 studerende, er her nogle af de unges fremtidsdrømme:

• Et arbejdsliv fyldt med glade mennesker.
• Et job, hvor hele verden er min arbejdsplads.
• At hjælpe andre til det gode liv.
• At genopleve følelsen af at bygge huler i skove ...
• Ambitiøse drømme om et lykkeligt karriereliv.

Virksomheder med ledelsestalent til at udfolde sådanne drømme er godt på vej til at favne fremtiden.