Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Går det godt eller skidt?

Økonomi: Hvorfor er lave priser egentlig negativt?

Lars Nielsen.

Hold lige fast i bordpladen:

I denne uge kunne jeg for første gang i flere år tanke en liter benzin til under 10 kr. per liter. Det er ikke godt.

Jeg har længe kunnet optage et boliglån til en rente under 1 pct. Det er heller ikke godt.

Priserne er steget så lidt, at vi trods små lønstigninger får bedre købekraft. Det er slet ikke godt.

Forvirret? Det er jeg også. For går det godt eller skidt?

Det afhænger i høj grad af, hvem man spørger, og hvem der sætter dagsordenen. I øjeblikket er økonomisk bekymring blevet en samlebåndsvare.

Så lad os fokusere på, hvem der står bag bekymringssamlebåndet. Hvem har en interesse i, at billig benzin, lav rente og lave prisstigninger er dårligt for os?

Vores nationalbankdirektør Lars Rohde ser snart så bekymret ud, at hans pande rynker, som sad den på en hund af racen Shar Pei.

Tro mig, den er rynket, hvis ikke, så googl det.

Inden sit job som nationalbankdirektør havde Lars Rohde et af Danmarks letteste job som direktør for ATP, et pensionsselskab, vi alle er tvunget til at betale ind til.

Sideløbende med at forrente vores indbetalinger, var Lars Rohde med til at skabe en bekymringsboble, der blæste ham direkte ind i Nationalbanken.

Ikke mindst frygten for det udmærkede F1-lån fik han pustet op, så det i dag er dyrere end andre flekslån, fordi realkreditinstitutterne uden modspil har kunnet hæve prisen hæmningsløst på det.

Lars Rohde var selv med til at opfinde F1-lånet. Han var nemlig ansat i Realkredit Danmark, da realkreditinstituttet lancerede lånet i slutningen af 1990’erne.

Til Lars Rohde og andre: Det var altså ikke os boligejere, der ødelagde det fremragende lån. Det var bankerne, der ukritisk langede lånet over disken ofte i en kombination af for høj værdiansættelse og afdragsfrihed.

Men nu får vi regningen.

Bankerne er også flittige ved bekymringssamlebåndet. Som nævnt i sidste uge advarer de om, at vi skal vænne os til en rente på 0 på vores lønkonti.

Vi bør alle kunne forstå, at bankerne er under pres fra internationale ratingbureauer, Nationalbanken – der var den igen – og nye såkaldte Basel-krav.

Jeg kan ikke forstå det, forklaringen holder ikke. Bankernes udfordringer er selvskabte primært båret af for villig kreditpolitik inden finanskrisen.

Og heldigvis er der stadig banker, som gerne betaler rente.

Nu bliver jeg formentlig beskyldt for at være socialist, for beskyldningen kommer, hver gang jeg nævner Coop Bank.

Men der kan man faktisk få en rente på 0,5 pct. Præcist nok til at beskytte ens penge mod inflationen.

Mon ikke den ”politiske ligevægt” er genoprettet, når jeg kan fortælle at renten i Basisbank er 0,75 pct.

Eneste ulempe ved den lave rente er, at det er svært at få et højt afkast af sin formue, hvis ikke man er klar til at løbe en risiko. Men hvem siger, at man nødvendigvis skal have et højt afkast af at anbringe de penge, man har stående?

Og hvad nu hvis den lave rente, beherskede prisstigninger og den lave oliepris er kommet for at blive?

Ja, så ville vi stå i en ny økonomisk virkelighed. Ville den virkelighed være så slem?

Bankerne forsøger at fremmane et billede af, at vi befinder os i en form for økonomisk krise. Vi har alle et ansvar for, at vi kommer ud af den krise.

Problemet er blot, at ikke ret mange danskere mærker den. Tværtimod.

Der tales meget om, at væksten i samfundet er for lav. Vi køber for få varer og låner for få penge.

Er det ikke positivt? Hvis vi spørger bankerne, er svaret nej. Spørger man mig, er svaret ja.

Vejen til finanskrisen gik gennem alt for stort forbrug betalt af alt for store lån.

Erhvervs- og Økonomiministeriet har netop offentliggjort Økonomisk Redegørelse, og den viser, at mange danskere stadig er ramt af finanskrisen.

De har en alt for stor gæld i forhold til deres formue. Til gengæld viser redegørelsen også, at der afdrages på gælden som aldrig før.

Den historisk lave rente betyder, at man for få penge virkelig kan få høvlet af sin gæld.

Det er ubetinget positivt.

Også på andre områder er fornuften begyndt at råde. Byggefirmaer kan fortælle, at en meget stor del af nybyggeriet foregår på den måde, at et ældre hus rives ned, og så bygges der et nyt på grunden.

Dermed bliver boligen noget dyrere, men på grund af den lave rente og en voldsom besparelse på energi, behøver den månedlige ydelse ikke at blive højere, og boligen bliver langt lettere at sælge.

Den adfærd er ikke bare fornuftig, men snusfornuftig.

Tænk, hvis den nye økonomiske virkelighed betyder, at vi opfører os snusfornuftigt.

At gøre det til et problem, at olieprisen, renten og inflationen er lav, er på mange måder absurd.

Det kan da ikke være mit eller jeres personlige ansvar, at olieprisen absolut skal op og dermed fylde bl.a. den norske oliefond yderligere op eller sikre finansieringen af endnu et prestigebyggeri i Dubai.

Det kan da heller ikke være i min eller jeres interesse igen at forbruge hæmningsløst for lånte penge.

Banker og til dels virksomhederne har fået held til at sætte en dagsorden, der skal bekræfte os alle i, at vi befinder os i en kriselignende tilstand, og at det hele bliver værre, hvis ikke vi ændrer adfærd.

Problemet er, at banker og pensionsselskaber fortsætter, som om intet var hændt.

Bankerne tæppebomber os med aktieanbefalinger og nye investeringsprodukter.

Vi skal optimere vores formuer. Hvad nu hvis vi ikke vil? Hvad nu hvis vi er blevet så snusfornuftige, at vi ikke gider bruge tid på det, men blot har en interesse i at beskytte formuen mod inflation.

Pensionsselskabernes mere og mere desperate forsøg på at øge indtjeningen er også bemærkelsesværdig. Der investeres nu i infrastruktur, solceller og landbrug.

Undskyld mig, men hvad ved en aktuar om hektarstøtte og om risikoen ved at drive landbrug?

Intet.

Specielt pensionsselskabernes afkastjagt kan give anledning til bekymring. Den lave rente har gjort det legitimt, at der må jages på alle jagtmarker.

Det er på ingen måde en garanti for træfsikkerheden, når man skyder med spredehagl.

Selvfølgelig er der en pointe i, at de lave oliepriser, den lave inflation og lave rente er et udtryk for økonomisk afmatning.

Men der er forskel på afmatning og krise.

Og at fremmane en krisetilstand og forsøge at puste til en forbruger- og låneadfærd, der primært tilgodeser bankernes interesser er useriøst.

Jeg håber, at min teori om en ny økonomisk virkelighed holder vand.

Gør den det, kan vi alle glæde os over lave benzinpriser, lav inflation og lav rente.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.