Husk at tænke på de fattige
Man kan være fattig på flere måder, bl.a. socialt. Er man ensom og ovenikøbet uden for arbejdsmarkedet, kan blot nogle få ugentlige arbejdstimer vise vejen tilbage til håbet.
Det er jul, og du ønskes en glædelig en af slagsen.
Her i den kolde tid vil jeg tillade mig at minde om fattigdom. For den findes i dagens Danmark og kommer tydeligt til syne her ved juletid. I de seneste par år eller mere har der været en heftig (politisk) debat om økonomisk fattigdom. Nogle mener, at der ikke eksisterer fattige i Danmark, mens andre insisterer på, at naturligvis gør der det.
Hvis man har rejst i Afrika eller Fjernøsten, kan det måske godt være svært at se selv de fattigste kontanthjælpsmodtagere i Danmark som fattige. Eller i hvert fald som fattige på samme måde som de fattigste mennesker, som man møder i udlandet. Og det er vel pointen her: Økonomisk fattigdom er relativt, og derfor kan det godt give mening at tale om økonomiske fattige også i Danmark.
Jeg tror i hvert fald, at de børn som ikke får julegaver denne jul eller de forældre, som ikke har råd til at leve op til Familien Danmarks opulente juleræs, godt kan føle sig fattige i denne tid.
Desværre er økonomisk fattigdom ikke den eneste, eller værste, form for fattigdom i Danmark anno 2014/2015. Der findes noget andet, som julen også er med til at aktualisere på sørgelig vis. Det kaldes for social fattigdom.
Uden at jeg skal bruge tid på definitioner og diskussioner, så prøv at tænke på de mennesker, som sidder alene juleaften. Måske fordi de også sidder alene alle årets øvrige aftener. Mennesker, som er uden kontakt til familie, venner og andre primære relationer. Mennesker, som socialt befinder sig på samfundets kant. Julen gør måske, at vi husker (nogle af) de socialt fattige, men mange af dem er socialt fattige hele året.
Måske hjælper det at være nogle timer om ugen på arbejdsmarkedet, fordi man så får nogle sociale relationer, lidt selvværd og måske endda lidt flere penge?
Hvis man så endda er uden for arbejdsmarkedet, så er der ikke meget håb at hente, og det at være uden håb må, tænker jeg, være den værste form for fattigdom. For nylig hørte jeg Poul Nyrup Rasmussen sige, at man bliver rask af at komme på arbejde. Det er i dag mantraet for den måde, som de førende lande internationalt behandler samfundets svageste, i stedet for at man skal være 100 pct. rask for at være en del af arbejdsmarkedet.
Måske hjælper det at være nogle timer om ugen på arbejdsmarkedet, fordi man så får nogle sociale relationer, lidt selvværd og måske endda lidt flere penge? Og forskningen peger på, at de svageste derved kommer ind i en positiv spiral, hvor man begynder at dyrke motion, får kræfter til lidt mere, kan være mere på arbejdsmarkedet og får øget selvværd. Og så videre.
Jeg har i årenes løb brugt en smule af min fritid på at forsøge at bidrage til, at nogle af samfundets svageste inkluderes i samfundet. Potentialet er enormt. Jeg har støttet arbejde med bandekriminelle indvandrerdrenge i noget, som hedder Comeback, og her kan vi konstatere, at hver gang vi hjælper en af drengene ud af kriminalitet, sparer vi samfundet for 1,5 million kroner.
Og så har vi ikke engang regnet med det skatteprovenu, som kommer af, at vores dreng får et arbejde og bidrager til den store kasse i stedet for at få penge af den. Og, for en god ordens skyld, drengene er kriminelle, fordi de er fattige, ikke fordi de er indvandrere.
Sådan kan man blive ved med andre grupper. Hvis vi kunne spare bare 10 pct. af de penge, som vi giver til psykisk svage førtidspensionister – ved at få dem ind/tilbage på arbejdsmarkedet, tak! – så kunne vi bygge et supersygehus. Om året.
Men noget af det, som har slået mig mest, er, at mange af os – mig selv inklusive – slet ikke forstår de problemstillinger og livsvilkår, som samfundets svageste grupper står overfor. Vi møder dem jo aldrig i vores skinnende hvide hverdag, og hvis vi endelig møder en, så er det en, som er kommet oven på, og som er lige som os andre.
Vi ser sjældent menneskene på bunden, når de er på bunden. Så mit juleønske skal være, at vi i år dropper afladshandlingen med donation til velgørenhed og i stedet bruger af vores vigtigste ressource – tid – og snakker med en tigger, en hjemløs, en psykisk skrøbelig, en pensionist eller bare naboen, der aldrig får gæster.
Giv dem en julegave, social kapital, måske kan det vise sig værdifuldt. Måske er det et skub i den rigtige retning. De svageste borgere er lige så meget borgere og mennesker som os fra velfærdsghettoen.
Glædelig Jul!