Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Det ser sort ud for det grå guld – eller gør det?

Værdien af færdigheder opnået for nylig via uddannelse har det med at udkonkurrere mangeårig erfaring. Den gode nyhed for ældre lønmodtagere er, at vedligeholdelse og udvikling af kompetencer kan opveje alderens ulempe i jobkonkurrencen.

Karin Verland er adm. direktør for Dignity, Dansk Institut mod Tortur og tidligere topchef i Pfizer i Danmark

Det grå guld er en metaforisk betegnelse anvendt om ældre, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Generelt refererer begrebet til de mennesker, hvis evner på den ene eller den anden måde kunne udnyttes bedre på arbejdsmarkedet.

En rask person, som er pensioneret i en alder af 62 år, ville høre under betegnelsen ”det grå guld”, idet vedkommende stadig er i stand til at yde en normal fysisk eller psykisk arbejdsindsats.

Især i årtiet op til den finanskrise, vi nu befinder os i sensommeren af, blev betegnelsen hyppigt anvendt af danske politikere, idet den historisk lave arbejdsløshed havde gjort arbejdskraft til en mangelvare, og her så man det grå guld som en mulig løsning på efterspørgslen på dygtig og erfaren arbejdskraft.

I Berlingske Tidende læste jeg for nylig et indlæg skrevet af Charlotte Mandrup, hvor hun undrede sig over, hvorfor vi ikke er bedre til at udnytte de livserfaringer, som ældre kolleger på arbejdsmarkedet er i besiddelse af. Jeg tror, at Charlotte Mandrup er næsten jævnaldrende med mig, og hendes betragtninger om, hvad alder gør ved vores selvopfattelse, og ikke mindst vores manglende tro på, at vi har værdi, fik mig efterfølgende til at tænke videre over, hvad det egentligt er, der sker for os, der er kommet godt på den anden side af de 50.

Er det nu er så sort/hvidt, som vi ofte forsøger at gøre det til?

Er det rigtigt, at den erfaring, der helt naturligt kommer med alderen, når man er beskæftiget inden for et felt, ikke værdsættes og dermed ikke længere bliver bragt i spil?

I artiklen var der gengivet nogle tal fra hhv. Danmarks Statistik og en undersøgelse fra Epinion. Her kunne man læse, at medianalderen for danske ledere er 50 år, mens den er 55 år for topcheferne i Forbes 500.

Der kan være mange forklaringer på den forskydning. Tallene siger ikke noget om, at de ældre direktører ikke er velsete på det danske arbejdsmarked. Måske er vi blot dygtige til at forfremme ledere tidligt i karrieren, eller også vælger direktører i Danmark bare at gå tidligt på pension eller måske en kombination af de to.

Hver anden medarbejder, der i disse år afskediges fra en stilling i staten, er over 50 år. Hvor mange af dem, der bestrider en ledelsesposition, siger tallene ikke noget om. Danskerne forventer i gennemsnit at trække sig tilbage fra jobbet, når de er 65,5 år, og Charlotte Mandrup fortæller, at hver tredje dansker over 50 år er bange for at miste sit job.

Uha – det ser sort ud for de grå. For selv om ledere med en lang uddannelse kan forvente at leve i meget lang tid, faktisk til godt op i 80'erne, så er det ikke sikkert, at de kan forblive på arbejdsmarkedet.

Hvad årsagerne til det er, kan vi blot gisne om. Er de ældre fastlåste og ufleksible? Nogle er måske, men den slags prædikater kan vel også sættes på yngre årgange – de er efter min opfattelse ofte blot fastlåste i andre dominante fortællinger, som holder dem tilbage fra at udvikle sig. Her kan deres selvopfattelse f.eks. om, at ”en omsorgsfuld mor altid henter sine børn senest kl. 15” i nogle tilfælde holde dem tilbage fra at påtage sig en lederrolle. 

Efterhånden som vi bliver ældre, kommer distancen til karrieren og til kapløbet om forfremmelse og position ind i vores liv.

Karin Verland, adm. direktør for Dignity, Dansk Institut mod Tortur

En vigtig pointe er blot, at erfaring ikke nødvendigvis rækker i en ”salgssituation”, hvor en arbejdsgiver skal ansætte en plus 50-årig. Her tror jeg desværre, at værdien af færdigheder opnået for nylig via uddannelse har det med at udkonkurrere erfaring. Derfor er vedligeholdelse og udvikling af kompetencer et livslangt projekt, der ikke skal undervurderes.

Forskning har vist, at vores evner til at lære nyt – de såkaldte kognitive evner – ikke falder nær så markant med alderen, som vi tidligere havde en antagelse om. Vores evne til at lære nye færdigheder falder, hvis vi ikke bruger hjernen eller fysikken, hvis vi ikke længere udfordres eller lader os udfordre.

Livet igennem møder vi nye muligheder, nye veje vi kan gå, og hvis vi efterhånden altid kun vælger de ”vante skovstier”, så vokser de andre ellers mulige stier til og kan ikke længere betrædes. Der skal tid og nysgerrighed til. Ind imellem skal vi have gang i macheten, og nogle gange har vi brug for en guide for, at vi kan komme ned ad de stier små ubefærdede stier. 

Og det er ikke altid, at vi – de magelige ældre – gider det. Livet leves forlæns men forstås baglæns er en sandhed med modifikationer, for når vi vender os om og kigger tilbage, ser vi ikke altid indgangen til de stier, vi valgte fra på vejen.

Efterhånden som vi bliver ældre, kommer distancen til karrieren og til kapløbet om forfremmelse og position ind i vores liv. Vores perspektiv udvides – vi genkender og anerkender det cykliske og det forudsigelige i livsruten. Vi ved godt, at det nok ikke bliver den position, som vi opnår i arbejdslivet, der var det fagreste træ i skoven.

Relationen til vores nærmeste samt til de mange spændende mennesker, som vi møder på vores vej bl.a. gennem arbejdslivet, kommer – i hvert fald for mit vedkommende – til at tælle mere og mere efterhånden, som årene går. Jeg er blevet mindre firkantet, nemmere at omgås, mere empatisk og mere inklusiv over for andre, og så er jeg blevet langt bedre til at lytte og lære af det jeg hører.

I dag peger jeg kun med en lille gestus i den retning, som jeg tror på, at vi skal – ikke længere med hele armen. Og er der en kvik ung person, der mener, at vi skal i en anden retning – ja så følges jeg også gerne med ham.

Vi hviler i os selv, siges det. Jeg siger så – bare vi ikke hviler så meget, at vi helt falder i søvn, for så bliver det næsten som i eventyret, hvor Tornerose sov i 100 år, mens tjørnehækken voksede op, og det har vi vel hverken råd eller lyst til vel?

Nytåret nærmer sig, og vi skal i 2015 alle lægge endnu et år til vores alder. Mit nytårsforsæt kommer til at gå på, at jeg også i det år, der kommer, vil holde min hjerne i beredskab og min fysik i form. Jeg vil lære nyt og på den måde holde mig attraktiv, gråhåret og med en gylden fremtid i vente.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.