Danmark rasler ned ad ranglisterne

Ny tal viser, at det danske BNP pr. indbygger er faldet med syv pct. siden 2007.

I 2007 var Danmark det 11. rigeste land i verden. I dag er vi på en 20. plads, og alt tyder på, at vi fortsætter nedad. Det er et ganske massivt fald og betyder i realiteten, at mange danskere i dag er fattigere, end de var for syv år siden. Det er bekymrende af flere årsager.

Først og fremmest fordi det bliver svært at fastholde den levefod og den velfærd, som vi tager for givet. Situationen forværres yderligere af, at der i de kommende år bliver færre skatteborgere til at betale for stadig flere på overførsel - og at der er meget store årgange, der skal på pension. Det betyder mindre udbud af arbejdskraft og øgede offentlige omkostninger.

Givet den situation er det svært at forstå, at regeringen beslutter sig for at fremrykke pensionsbeskatningen, så de kan bruge de penge i dag (til at dække deres manko på finansloven). Indtægten skulle ellers bruges, når de store årgange pensioneres.

Det er ligeledes vanskeligt at forstå, hvorfor regeringen krampagtigt fastholder ønsket om offentlig vækst: al empiri peger på, at lande med høje skattetryk har meget at vinde i form af vækst og nye job, hvis man sænker skatter og afgifter.

Men hvad er mon den egentlige årsag til, at Danmark klarer sig så ringe, mens lande som USA, Tyskland og Sverige i den samme periode udviser god vækst?

Først og fremmest er det konsekvensen af alt for meget uproduktivt arbejde og alt for mange forkerte beslutninger.

Når socialrådgivere bruger 80 pct. af deres tid på rapportering, og når sundhedsvæsnet bruger halvdelen af tiden, så bør det stå klart for enhver, at den offentlige sektor ikke leverer "value for money" vis-a-vis balancen mellem, hvad vi betaler, og hvad vi får.

Hertil kommer et enormt administrativt lag i både stat, regioner og kommuner. Et lag, der opsamler, fordøjer og genudspyr information, som ingen anvender til noget, og som i vidt omgang dyrker tomt arbejde, som ingen nytte tjener.

Med til historien hører også opkomsten af en armada af projektmagere, hvis ideer finansieres af offentlige midler uden at skabe synderlig værdi for borgerne. Plus en række offentlige initiativer som ”aktivering”, ”jobcentre” mv., der alle opsluger gigantiske ressourcer, uden at levere andre resultater end at klientgøre borgere og fodre en hastigt voksende underskov af lige så nyttesløse firmaer, der sælger kurser mv. til ”klienterne”.

Lægger man det hele sammen kan det ikke undre, at systemet knager godt og grundigt, og at kvaliteten af kernevelfærden reduceres samtidig med, at omkostningerne fortsætter i vejret. Og dermed er vi fremme ved sagens kerne: Danmarks enorme og særdeles ineffektive offentlige sektor er en møllesten om halsen på dansk økonomi. Indtil man får gjort noget for at inddæmme og begrænse dens følgevirkninger, vil den økonomiske deroute fortsætte.

Set ud fra den vinkel er det meget svært at forstå den politik, regeringen fører. Man tillader den offentlige sektors fortsatte vækst, der ødelægger økonomien, og man gør intet for samtidig at skabe rammer, der sikrer vækst og nye job i privat regi.

Det klassiske argument for fortsat udbygning af den offentlige sektor (som venstrefløjen fremfører ad nauseam) er, at man ikke vil ”gå på kompromis med velfærden”. Men det er noget sludder. Der er ingen som helst grund til, at man ikke skulle kunne opnå bedre velfærd for færre penge ved at indrette sig smartere og mindre bureaukratisk.

Det viser jo med alt tydelighed eksempler fra fx Schweiz, Island og New Zealand, der af tænketanken Social Progress Imperative udnævnes til at have den bedste velfærd på planeten. Danmark må se sig relegeret til en ikke synderlig prangende 9. plads på samme liste. Og det til trods for, at disse lande har skattetryk på omkring 30 pct., mens Danmark har et skattetryk på knap 50 pct.

Men det bliver værre endnu: Når en krise som den sidste rammer Danmark, og regeringen beslutter at fastholde et dræbende skatte- og afgiftstryk, ja, så ser man præcis det fænomen, som Social Progress Imperative peger på: Op mod 150.000 tabte job og en voldsom stigning i antallet af mennesker på overførsel, hvilket belaster økonomien yderligere. Krig og ufred styrker flygtningestrømmen ligeså. Og da der ikke sker en tilsvarende vækst i værdiskabelsen - hvilket er nødvendig for at betale regningen - så bliver det for alvor problematisk.

Det virker mest af alt, som om vi har politikere, der på en eller anden måde ikke forstår eller magter at se det lidt større billede: At der er tale om en balance mellem faktorer.

Det er trist, og så længe det fortsætter, vil vi nok fortsætte med at rasle ned af diverse ranglister.