Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Vismændenes tvivlsomme salgstale for bankunionen

Det er først og fremmest sunde offentlige finanser, der sikrer, at Danmark modstår finansielle kriser og kan holde hånden under kriseramte banker. Det er tvivlsomt, om EU's bankunion vil være en synderlig hjælp.

Thomas Barnebeck Andersen, phd. og professor i økonomi på Syddansk Universitet.

Det Økonomiske Råd (DØR) vurderer i deres seneste rapport, at det er fordelagtigt for Danmark at deltage i eurolandenes bankunion, hvis en række forhold udformes fornuftigt.

Anbefalingen hviler ikke på ét enkelt punkt. Men det ”overvejende” argument for deltagelse er forsikringselementet, der muliggør deling af omkostningerne ved større bankkriser med eurolandene. Ifølge DØR er det værdifuldt, eftersom en bankkrise kan true den offentlige sektors solvens - altså den langsigtede evne til at betale sine regninger.

Der er dog flere grunde til at sætte spørgsmålstegn ved det argument.

Den finansielle krise i 2007/08 tvang regeringer verden over til at redde deres banksystemer fra kollaps og til at stimulere deres økonomier med store vækstpakker. Konsekvensen af disse tiltag var, at landenes statsgæld steg markant. I eurozonen udviklede det sig til en regulær statsgældskrise, fordi Den Europæiske Centralbank (ECB) for sent indså nødvendigheden af at påtage sig rollen som lender of last resort (LLR) og dermed garantere likviditeten i statsgældsmarkederne.

Eurolande udsteder statsobligationer i en valuta (euro), de ikke selv kontrollerer. Det betyder, at de hver for sig ikke kan garantere, at der er tilstrækkelig likviditet til at understøtte obligationsmarkedet. En stats passiver (primært statsobligationer) er likvide, mens dens aktiver er illikvide. I fraværet af en af en LLR er en stat derfor sårbar over for - ofte selvopfyldende - likviditetskriser: Hvis investorerne (ubegrundet) tror, at et euroland vil misligeholde sine betalingsforpligtigelser, så vil de sælge ud af deres beholdning af eurolandets statsobligationer.

Det betyder, at renten stiger samtidigt med, at likviditet strømmer ud. Statsgælden skal derfor refinansieres til en højere rente, hvilket skaber pres på de offentlige finanser og øger presset på renten yderligere. Hvis investorerne tror, at processen er tilpas voldsom og langvarig, vil eurolandet opleve en likviditetskrise.

I eurozonen blev situationen yderligere kompliceret ved, at nationale banker sad med store beholdninger af nationale statsobligationer. Det skabte en farlig gensidig afhængighed mellem banker og stater. Når bankernes kapital svinder som følge af tab på statsobligationer, reducerer de deres udlån, hvilket svækker økonomien, de offentlige finanser, bankernes kapital, og sådan kører det videre i en nedadgående spiral. I eurozonen stoppede den negative spiral først, da ECB tog LLR-opgaven i statsgældsmarkedet på sig og garanterede at holde hånden under eurozonens statsobligationer.

Deltagelse i den europæiske bankunion er en klar fordel for Danmark, sagde tidligere økonomiminister Morten Østergaard (R).

At bryde den gensidige afhængighed mellem banker og stater var den fundamentale årsag til, at eurolandene lancerede en bankunion. Forsikringselementet skal (som DØR betoner) sikrer, at landene deler omkostningerne ved bankriser. I en valutaunion betyder det, at selvforstærkende likviditetskriser modvirkes.

Situationen er ganske anderledes i et land som Storbritannien, der udsteder statsobligationer i sin egen valuta (pund), og hvor centralbanken kan købe obligationer uden restriktioner. I kølvandet på finanskrisen steg statsgælden meget hurtigere i Storbritannien end i eurozonen. Den initiale bankkrise i Storbritannien (som har en af de største finansielle sektorer, absolut såvel som relativt) var altså meget voldsommere end i eurozonen.

Alligevel bevarede investorerne tilliden til britiske statsobligationer. Hvorfor?

Årsagen er, at Storbritannien ikke kan tvinges ud i en likviditetskrise som den i eurozonen. Hvis renten på statsobligationer stiger så meget, at briterne ikke kan refinansiere gælden, så vil den britisk centralbank (Bank of England) straks agere LLR i statsgældsmarkedet og opkøbe obligationer. For briterne er forsikringselementet dermed reelt uden betydning i forhold til den type af statsgældskrise, vi så i eurozonen.

Det samme gælder for Danmark, som udsteder statsobligationer i kroner. Og det er vigtigt at understrege, ikke mindst fordi DØR på side 187 fremhæver krisen i eurozonen i 2010-13 som et konkret eksempel på en bankkrise, hvor den offentlige sektors solvens trues.

I eurozonen lurede ydermere hele ’konverterings-problemet' (hvorvidt en græsk statsobligation skal tilbagebetales i euro eller i en genindført drakme) i baggrunden, hvilket heller ikke er relevant i Danmarks tilfælde. Danmark fører selvfølgelig en fastkurspolitik, som lægger visse restriktioner på vores handlefrihed. Men under en krise vil LLR-funktionen ikke lede til inflation og dermed true fastkurspolitikken.

Kan man afvise, at en nedsmeltning af systemiske danske pengeinstitutter kan true statens solvens, således at forsikringselementet faktisk får betydning? Det kan man ikke helt afvise, men sandsynligheden er forsvindende lille.

Thomas Barnebeck Andersen, phd. pg professor i økonomi Syddansk Universitet.

Det skyldes, at under en likviditetskrise vil bankerne samle likviditet; de vil ikke øge kreditgivningen. Kan man afvise, at en nedsmeltning af systemiske danske pengeinstitutter kan true statens solvens, således at forsikringselementet faktisk får betydning? Det kan man ikke helt afvise, men sandsynligheden er forsvindende lille.

Den gennemsnitlige (median) stigning i den offentlige gæld målt i procent af BNP som følge af bankkriser over perioden 1970-2011 var 21,4 procentpoint i OECD. Den Internationale Valutafond vurderer, at Danmarks gæld kan stige mere end 70 procentpoint og stadigvæk betragtes som værende fuldstændig sikker.

Finansmarkederne vurderer endvidere (baseret på spændet i Credit Default Swaps, en form for forsikring mod et lands statsbankerot), at sandsynligheden for en dansk statsgældskrise i løbet af det næste år kun er 0,1 procentpoint højere end for klassens evige duks: Oliemilliardæren Norge. Finansmarkederne betragter med andre ord en dansk statsgældskrise som tæt på utænkelig. Sunde offentlige finanser (garanteret af budgetloven) sikrer altså den offentlige sektors solvens mod finansielle kriser.

Derfor kan jeg ikke se, at forsikringselementet er et relevant argument for dansk deltagelse i eurolandenes bankunion.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.