Danske topledere har misforstået, hvad god ledelse drejer sig om
Ledere på gulvet og i midten af hierarkiet vægter arbejdsglæden blandt medarbejderne højt. Anderledes med topcheferne – og det ender med at gå ud over alle ansatte og i sidste ende virksomhedens præstationer.
Lederne har lige lavet en undersøgelse, hvor 1.178 danske ledere svarer på, hvilke kompetencer de selv vurderer som vigtigst i det nuværende job.
Svarene fra mellemledere og linjeledere er ret opløftende. De mener, at deres to vigtigste lederegenskaber er »evnen til at skabe resultater« (49 pct.) og »evnen til at skabe trivsel og arbejdsglæde (47 pct.)«. Jeg havde selvfølgelig helst set de to i omvendt rækkefølge, men det er virkelig positivt at se, at mellemledere har arbejdsglæde i top 2.
Men blandt toplederne går det til gengæld helt galt. Fra pressemeddelelsen:
»Når toplederne på de danske virksomheder skal pege på de vigtigste kompetencer i lederjobbet, dumper evnen til at skabe trivsel og arbejdsglæde ned på en 9. plads efter blandt andet evnen til at handle strategisk, skabe resultater, gennemføre forandringer og sætte mål.«
Det er en katastrofe, for arbejdsglæde starter fra toppen. Skal man skabe en glad arbejdsplads, kræver det en topledelse der har medarbejdernes trivsel som en af sine allervigtigste strategiske prioriteter og har evnerne og viljen til at gøre noget ved det.
Danske topledere har åbenbart ikke forstået det, og det forklarer måske, hvorfor mange medarbejdere på både private og offentlige arbejdspladser ser, at topledelsen konsekvent træffer strategiske beslutninger, som systematisk skader deres trivsel, herunder store forandringsprojekter, øget målstyring og kontrol og stigende performancekrav kombineret med besparelser og færre ressourcer.
Skal man skabe en glad arbejdsplads, kræver det en topledelse der har medarbejdernes trivsel som en af sine allervigtigste strategiske prioriteter og har evnerne og viljen til at gøre noget ved det.
Medarbejderne oplever, at topledelsen er ligeglad med dem og lægger planer uden hensyntagen til deres arbejdsglæde, uden at inddrage medarbejderne i beslutningerne og uden tydeligt at forklare formålet og meningen med den enkelte beslutning. Bare tænk på statens eller DR’s nylige beslutning om at flytte en række afdelinger ud i landet.
Denne undersøgelse kan så indikere, at det indtryk er helt korrekt. Medarbejdernes trivsel er simpelthen ikke en prioritet for mange topledere.
Resultatet bliver bl.a., at medarbejderne føler sig underkendt og dermed mindre engagerede, de oplever frygt og nervøsitet, fordi de ikke ved, hvornår der næste gange kommer en beslutning oppefra, som påvirker deres arbejdssituation negativt, medarbejderne bliver mere travle pga. øgede performancekrav og reducerede ressourcer, og de oplever mindre mening i arbejdet, fordi ledelsen kun fokuserer på måltal og ikke på fagligheden eller at hjælpe kunderne/klienterne.
Det er alt sammen med til at skade arbejdsglæden og dermed sænke medarbejdernes motivation og performance og øge bl.a. sygefravær og personaleomsætning.
Og toplederen kan ikke bare skubbe ansvaret for arbejdsglæden ned i hierarkiet. Så får man nemlig den klassiske lus-mellem-to-negle situation, hvor topledelsen tager beslutninger uden hensyn til medarbejdernes arbejdsglæde, mens mellemlederne så skal forsøge at få beslutningerne til at fungere i praksis og samtidigt bevare medarbejdernes motivation og arbejdsglæde på trods af dette.
Det handler ikke om at være blød, og det handler slet ikke om at ofre bundlinjen for trivslen. Tværtimod.
En topleder, som forstår at skabe arbejdsglæde, vil handle på nogle helt andre og mere bæredygtige måder. Og der er heldigvis masser af dem.
Herb Keller, tidligere CEO i Southwest Airlines, sagde det meget tydeligt:
»Sæt medarbejderne først. Hvis du behandler dine medarbejdere sådan, behandler de kunderne godt, så kommer kunderne igen, og så er dine aktionærer glade.«
Det handler ikke om at være blød, og det handler slet ikke om at ofre bundlinjen for trivslen. Tværtimod. Dygtige topledere forstår bare, at arbejdsglæde driver resultater, og at glade arbejdspladser tjener flere penge og bedre når deres mål.
Og det betyder helt enkelt, at topledere, som ikke forstår at skabe arbejdsglæde (og det er der åbenbart mange i Danmark, som ikke gør), svigter både medarbejderne, kunderne og bundlinjen.