Uffe Elbæks finansplan øger skatten med 44 mia. kr.
Alternativet glemmer at fortælle, at partiet vil finansiere sine politiske udspil med store skattestigninger og vores børns "smil og livsglæde". Hvor dejligt det end lyder, holder det ikke i den virkelige verden.
Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordquist svarer i et blogindlæg på tv2.dk på Henrik Sass Larsens (S) kritik af partiets spændende, men temmelig luftige tilgang til dansk politik. Når jeg læser svaret, bliver jeg imidlertid fuldtidstrist. Jeg synes ikke, at Alternativet tager konstruktivt imod kritikken.
I sit indlæg mener Nordquist, at Alternativet har fremlagt et fuldt finansieret finanslovsforslag. Og man må forstå, at så behøver ingen spørge mere ind til det. Alternativet mangler imidlertid at fortælle hr. og fru Danmark, at der er en regning forbundet med partiets mange smukke hensigter. Partiets finanslovsforslag opererer med øgede skatter for 44 milliarder kroner frem mod 2020, hvoraf en stor del skal betales af boligejerne.
Dertil kommer, at provenuvirkningerne af Alternativets forslag om skat på finansielle transaktioner er forbundet med stor usikkerhed, fordi man ikke præcist kan forudsige virkningen af den øgede beskatning, der ikke er blevet gennemført på tværs af Europa, som det ellers var hensigten.
Man kan således stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Alternativets finanslovsforslag nu også er fuldt finansieret. Derfor kunne det være interessant at få svar på, hvad Alternativet vil prioritere først, når pengene viser sig ikke at være der. Vil partiet i sidste ende:
a) finansiere forslagene med øget statslig gæld,
b) øge skatterne yderligere eller
c) sløjfe nogle af deres mange ønsker og erkende, at Alternativets finanslovsforslag nærmere er baseret på drømme end realiteter?
For i den virkelige verden kan man ikke gøre alting samtidig – det har ingen råd til.
I en socialdemokratisk ledet regering vil vi arbejde med det samme forsigtighedsprincip, som vi gjorde sidst, vi sad i regering. Pengene skal være der, før de kan bruges. Uanset om man er CEPOS, der ønsker topskattelettelser på forventning om udokumenterede adfærdseffekter, eller Alternativet, der drømmer om, at milliardregningen for en 30-timers arbejdsuge kan betales med glade børns smil – så gælder det, at vi socialdemokrater må bede om et økonomisk virkelighedstjek.