Mellemfolkeligt Samvirke: De danske pensionskasser er alt for tillukkede
Mindre end halvdelen af de største danske pensionsselskaber tager systematisk hånd om mulige brud på menneskerettigheder i de selskaber, de putter penge i, skriver lederen af Mellemfolkeligt Samvirke Helle Munk Ravnborg.
Stigende pensionsformuer har gjort almindelige danskere til medejere af virksomheder overalt i verden. 95 pct. af alle voksne i den erhvervsaktive alder sparer op til pensionen, og tilsammen har danske pensionsselskaber godt 2.700 milliarder kroner i aktiver.
Desværre kniber det med åbenheden om, hvordan pensionsselskaberne forvalter deres ansvar for de penge, vi sætter på kontoen måned efter måned for at spare op til det gode liv, når sidste arbejdsdag er ovre.
Men offentligheden og pensionsopsparerne har stadig ikke mulighed for at opnå tiltrækkelig indsigt i de store danske pensionsselskabers arbejde med ansvarlige investeringer, viser en ny brancheanalyse, som Mellemfolkeligt Samvirke har udført blandt de 15 største danske pensionsselskaber. Ingen af selskaberne offentliggør en fyldestgørende liste med navnene på de selskaber, de mistænker for (eller er i dialog med på grund af) negative indvirkninger på menneskerettighederne.
Det sker kun i de ret få tilfælde, hvor et selskab bliver ekskluderet. Og det kan tage flere år fra første mistanke til eksklusion. I mellemtiden fortæller selskaberne, at de går i dialog for at påvirke selskaberne til at respektere menneskerettighederne. Men kun ganske få af pensionsselskaberne løfter sløret for, hvad dialogen handler om, og hvad der kommer ud af det.
Det betyder, at man som pensionskunde ikke kan vide med sikkerhed, om ens pensionsopsparing er vokset gennem investeringer i virksomheder, der forårsager eller er forbundet til krænkelser af menneskerettighederne.
Mellemfolkeligt Samvirke har spurgt AP Pension, Danica Pension, Industriens Pension, Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP), Lærernes Pension, Nordea Liv & Pension, Pensam, Pension Danmark, PFA Pension, PKA, Pædagogernes Pensionskasse (PBU), Sampension, SEB Pension, Topdanmark, og Unipension om deres arbejde med ansvarlige investeringer.
Svarene peger på, at alle har en klar ambition om at respektere menneskerettighederne, når de forvalter vores pensionskroner. Alle de adspurgte pensionskasser har en politik for ansvarlige investeringer, og ingen ønsker at investere i virksomheder, der ikke respekterer menneskerettighederne. 87 pct. af de adspurgte svarer, at de søger at efterleve FN's autoritative definition af virksomheders menneskeretsansvar, FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP). Det betyder populært sagt, at virksomheder har ansvar for at kende, vise og adressere deres negative indvirkninger på menneskerettighederne. For pensionskasser gælder dette også for de negative indvirkninger, der forårsages via de virksomheder, de vælger at investere i. Så langt, så godt.
For desværre er det samtidig sådan, at mindre end halvdelen af pensionsselskaberne i undersøgelsen kan svare ja til, at de rent faktisk rapporterer systematisk om deres potentielle forbindelse til negative effekter på menneskes rettigheder.
Kun Nordea Liv og Pension, SEB Pension, Pensam og Danica Pension nævner eksplicit UNGPs eller OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder direkte i deres politik for ansvarlige investeringer, selv om det i netop denne uge er hele fem år siden, at UNGPs blev enstemmigt vedtaget i FN og indarbejdet i OECDs retningslinjer. Dog skal det nævnes, at JØP på sin generalforsamling tidligere i år besluttede at indskrive UNGPs i sin investeringspolitik.
Så selvom vores undersøgelse viser, at pensionsselskaberne gør sig umage for at investere vores penge ansvarligt, så er der stadig alt for langt til det niveau af åbenhed, som førende udenlandske selskaber viser.
Et af de få eksempler på et minimum af åbenhed om arbejdet med aktivt ejerskab, er PFA Pension, som i 2015 har oprettet en log på deres hjemmeside til løbende kommunikation om en mindre håndfuld af de selskaber, de har stillet kritiske spørgsmål til. Fx Cement Roadstone Holding i forhold til Vestbredden og landbrugsgiganten Syngenta. Andre selskaber fortæller blot, at de har været i dialog med over 100 selskaber, men uden at nævne navne eller detaljer om dialogen.
Så selvom vores undersøgelse viser, at pensionsselskaberne gør sig umage for at investere vores penge ansvarligt, så vi kan hæve vores pensionsopsparing med god samvittighed, så er der stadig alt for langt til det niveau af åbenhed, som førende udenlandske selskaber viser.
Fx har det norske KLP i december udsendt en pressemeddelelse om, at de trækker deres investeringer i Glencore, som er et af verdens største mineselskaber. Begrundelsen er, at Glencore bl.a. udvinder olie ud for Vestafrikas kyst og at der er »en uakseptabel risiko for, at Glencores oljeleting utenfor kysten til Vestsahara bryter med grunnleggende etiske norm.« Et andet eksempel er det hollandske Triodos, som udgiver en hel rapport om deres arbejde med aktivt ejerskab, hvori de nævner virksomhedernes navne, og hvad de er i dialog om.
Der er også et underliggende dilemma i, at pensionsselskaberne sætter deres lid til, at dialog med problematiske selskaber kan føre til forandring. I nogle tilfælde vil det være nemmere og måske også mere ansvarligt simpelthen at frasælge frem for at bruge tid på dialog. I hvert fald er det tankevækkende, at mange pensionskasser, ifølge eget udsagn førhen var hurtigere til at ekskludere selskaber, der bidrager til menneskeretskrænkelser, mens de fleste nu søger at påvirke selskaberne gennem dialog.
Opmærksomheden på pensionsselskabernes investeringer og f.eks. deres menneskeretseffekter er udtryk for et voksende ønske om at fremme global ansvarlighed gennem politisk forbrug, helt på linje med, når miljø- og dyrevelfærdsbevidste forbrugere vælger f.eks. økologisk certificerede varer eller blyfri benzin.
Med det markante politiske pres, der har været gennem årtier for at få danskere til at spare op til pensionen, bør der være bedre hånd i hanke med, hvad vores pensionspenge er med til at finansiere ude i verden. Det er dejligt, at fx Pensam og PFA Pension har lyttet til vores kritik af deres investeringer i HeidelbergCement og siden har valgt at frasælge deres aktier og sortliste selskabet. Men ønsket om ansvarlighed skal trænge dybere ind. Og indsatsen skal kunne gås efter i sømmene.
Der er også et underliggende dilemma i, at pensionsselskaberne sætter deres lid til, at dialog med problematiske selskaber kan føre til forandring. I nogle tilfælde vil det være nemmere og måske også mere ansvarligt simpelthen at frasælge frem for at bruge tid på dialog.
Vi anbefaler derfor, at de danske pensionsselskaber fremover lægger sig i selen for at vise offentligt, hvordan de i praksis lever op til både deres egne investeringspolitikker og til UNGPs. Dette gælder både pensionskasserne selv og i forhold til de selskaber og screeningbureauer, de samarbejder med. I følge vores rundspørge er det nemlig kun under halvdelen af de danske pensionsselskaber, der i dag på skrift kræver af deres eksterne screeningbureau, at de screener potentielle investeringer med udgangspunkt i UNGPs eller OECDs retningslinjer.
Vi danskere er i stort omfang gået med på ideen om, at man skal spare op til alderdommen og sætte vores penge i en pensionskasse. Det gør vi i tillid til, at de forvaltes ansvarligt, både for os som opsparere og for vores medmennesker i den verden, vi en dag gerne skulle kunne nyde vores otium i. Hver dansker har i snit lige under en halv million stående hos pensionsselskaberne. Næste skridt er, at man som forbruger kan kigge pensionskasserne over skulderen på, om de lever op til de krav og principper om ansvarlighed, de selv tilslutter sig. Også i praksis. Alt andet vil være tom snak og sort samvittighed.