Velkommen, selskabsskattekonkurrence
Der kan meget vel være en ny runde europæisk selskabsskattekonkurrence på vej. I så fald bør det hilses velkomment. Selskabsskatten er skat, tiden er løbet fra. Danmark kan få særligt store ulemper af denne form for beskatning.
Efter brexit overvejer den britiske regering at sænke selskabsskattesatsen for at fastholde interessen for britiske investeringer. Samtidig kan konsekvensen af opgøret med de særlige, EU-stridige skatteregimer i bl.a. Luxembourg meget vel blive generelle satsnedsættelser i stedet. Det var sådan, den lave irske sats kom til verden. I Danmark har vi siden slutfirserne sænket selskabsskatten med gennemsnitligt 1 procentpoint om året. Det er sket under såvel Schlüter, Nyrup, Fogh som Thorning. Andre EU-lande har dog sænket den i samme takt, så vor relative position har ikke ændret sig væsentligt. Og meget taler som sagt for, at blot uændret position vil kræve yderligere nedsættelser.
Men er det ikke en fordel for alle lande at få bremset denne skattekonkurrence? Svaret er nej. Forklaringen er, at selskabsskatten hæmmer produktiviteten og dermed i sidste ende resulterer i lavere lønninger. Modelberegninger (af Kotlikoff m.fl.) viser, at der ville være en gevinst for lønmodtagerne, selv om selskabsskatten blev afskaffet globalt og erstattet af skat direkte på løn og forbrug. Det er udtryk for, at selskabsskatten er en dårlig skattekilde.
Udover den velkendte negative effekt på løn og produktivitet gennem færre investeringer er det ofte overset, at selskabsskatten desuden fungerer som en strafafgift på virksomhedernes egenkapital. Det er ikke mindst et problem i forhold til den finansielle sektor, hvor der efter finanskrisen har været udbredte ønsker om større soliditet. Ifølge Finansrådet vil de kommende såkaldte Basel IV-krav kunne medføre, at danske pengeinstitutter skal rejse 130 mia.kr. i ekstra kapital – her er Danmark ekstra hårdt udfordret på grund af vort særlige realkreditsystem. Men den primære grund til, at det er dyrere at rejse egenkapital end at finansiere sig med gæld, er selskabsskatten: En bank, der udbetaler en krone i rente på f.eks. indlån, kan trække den fra, mens den er skattepligtig af en krone i overskud til aktionærerne. Selskabsskatten betyder, at det er knap 40 pct. dyrere at finansiere med egenkapital end gæld i den finansielle sektor.
Denne regning havner også primært hos lønmodtagerne enten via højere kapitalomkostninger og dermed lavere produktivitet i virksomhederne eller større direkte låneomkostninger.
Samtidig tilskynder selskabsskatten pengeinstitutterne til lav soliditet, hvilket øger risikoen for bankkriser. Denne ekstra omkostning er ikke ubetydelig – tværtimod svarer den til 0,5 pct. af BNP, hvis den internationale forskning lægges til grund (se ”Selskabsskatten øger risikoen for bankkriser” på www.cepos.dk).
Der er altså tale om pest eller kolera: Enten lavere løn og højere låneomkostninger eller større risiko for tab som følge af bankkriser. Kuren mod disse lidelser er lavere selskabsskat. Den internationale skattekonkurrence vil utvivlsomt fortsætte og kan meget vel på sigt gøre selskabsskatten en saga blot. Men i vor situation med lav produktivitetsvækst og udsigt til ekstraordinære kapitalkrav til især realkreditten er der en grund til at gøre mere end bare følge i hælene på udenlandske selskabsskattenedsættelser.