Kan man tjene penge ved at bruge teknisk analyse
Den bagvedliggende tanke er, at historiske indikatorer, sammen med de rette matematiske formler, kan anvendes til at forudsige fremtidig kursudvikling.
Næsten dagligt kan man i forskellige erhvervssektioner læse indlæg om teknisk analyse, og der er skrevet mange bøger om emnet. Nedenstående viser et eksempel taget direkte fra dagspressen.
»Momentum på månedsniveauet befinder sig i en stigende tendens. De glidende gennemsnit har etableret et Golden Cross på ugebasis. MACD er ved at etablere en bundformation. Holder den positive tendens i olieprisen, vil det hjælpe på kursudviklingen i Mærsk-aktien.«
Er ovenstående fuldt forståeligt, og giver det mening? Er svaret herpå nej, er der ikke umiddelbart grund til hverken panik eller til at forlange sine skolepenge tilbage, for det er ikke et sprog, man møder i mange sammenhænge.
Spørgsmålet er, om den dygtige, men aktive investor kan forvente at tjene et højere afkast, end den passive investor, der køber en portefølje af forskellige aktier og først sælger, når pengene skal bruges til andre formål.
Hvor man i fundamental aktieanalyse bruger tid på at læse regnskaber og andre virksomhedsspecifikke informationer, anvender teknisk analyse sig af en akties historiske handelsinformationer såsom aktiekurs og handelsvolumen.
Den bagvedliggende tanke er, at historiske indikatorer, sammen med de rette matematiske formler, kan anvendes til at forudsige fremtidig kursudvikling. Kurserne forventes at følge et mønster, der kan identificeres og anvendes til at skabe afkast.
Efter min bedste overbevisning, er det ikke rationelt at tro, at historisk kursinformation kan anvendes til at forudsige den fremtidige udvikling. Det svarer nogenlunde til, hvis man har købt et skrabelod med gevinst, og efterfølgende tror, at fremtidige chancer for gevinst er større, hvis man køber loddet på samme ugedag og i samme butik. Eller at anvende sit stjernetegn som beslutningsgrundlag. Horoskoper kan være underholdende læsning, men jeg vil nødigt træffe væsentlige beslutninger på baggrund heraf.
Ikke desto mindre fylder teknisk analyse relativt meget i erhvervspressen. En del af forklaringen ligger sandsynligvis i, at aviserne skal fyldes hver dag. Kan redaktionen få eksterne analytikere til at skrive en analyse, er denne side så at sige på plads.
En anden forklaring kan være, at mange læsere godt kan lide den gode historie, hvor nogen har tjent store formuer på deres kompetencer. Mange tekniske analytikere har afgjort tjent store formuer, og det eksempel vil vi vel alle gerne efterleve.
Men om disse investorer havde tjent endnu mere ved at anvende en simpel køb- og holdstrategi, når der tages højde for handelsomkostningerne, er svært at efterprøve.
I den sammenhæng er der ikke forskel på teknisk analyse og andre irrationelle forklaringer på, hvordan man kan opnå en fordel ved at udnytte forskellige mønstre.
Eksempler herpå er mange såsom at købe aktier om fredagen og sælge dem om mandagen. Købe aktier i december, da aktierne forventes at stige mere i januar. Eller at købe aktier forud for store sportslige begivenheder, der ifølge nogle skulle få humøret og købelysten til at stige.
Summen af samtlige investorers afkast angiver gennemsnittet eller markedsudviklingen. Rent logisk vil en andel af investorerne klare sig bedre end gennemsnittet, mens en andel vil opnå et dårligere afkast. Som avislæser kan det umiddelbart være vanskeligt at afgøre, om et højt afkast skyldes dygtighed, eller at investoren blot har taget en langt højere risiko, men været tilsmilet af heldet.
Vinderen får som regel ret også i denne sammenhæng. Bliver en investor belønnet for at skabe Danmarks højeste afkast, vil de fleste nok kikke beundringsværdigt på personen, uanset hvilken strategi eller handelsmønstre personen har anvendt.
Men såfremt en investor påstår at have en metode, der er overlegen i forhold til den gennemsnitlige investor, er det en god idé at overveje, om der er en rationel forklaring på denne optimisme, samt hvorfor personen i givet fald skulle være interesseret i at dele sin viden med andre.