Venter Mærsk-aktionærer 90 dage på ingenting?

For knap to måneder siden gik A.P. Møller -Maersk A/S ind i en 90-dages strategiproces, hvor alle sten vendes. Aktionærerne venter naturligvis i spænding på udfaldet. Som investor er det oplagt at spørge, om Mærsk vitterligt kan tilføre værdi gennem de opkøb, som flere gange har været fremhævet som løsningen.

Over det seneste årti har det langtfra altid været sjovt at være investor i Danmarks største selskab målt på omsætning. Alligevel er aktionærernes tillid til, at Mærsk leverer gode afkast fortsat høj. Det er måske lidt et paradoks. Uanset hvor meget Mærsk anstrenger sig, kan de nemlig ikke bryde de erhvervsøkonomiske naturlove, der gælder i brancher præget af fuldkommen konkurrence, hvor priserne er udefra givne.

Det er først og fremmest de lave fragtrater og den lave oliepris, der plager Maersk. Hver gang, der effektiviseres i containerdivisionen, spises forbedringerne op af virkeligheden; overkapacitet i branchen. Ræset mod større skibe har kun gjort ondt værre og øget overkapaciteten, samtidig med, at de lave renteniveauer har forhindret markedet i at balancere.

Igen og igen fremhæves det, at Mærsk har masser af kapital, som de har lyst til at sætte i arbejde. At være velkapitaliseret i en foranderlig verden, hvor indtjeningen er under pres, kan betyde, at man ikke presses ud i forcerede investeringer. Det er en sådan udgangsposition Mærsk befinder sig i: Indtjeningen er massivt under pres, men de tjener stadig penge og har en stærk finansiel position.

Over de seneste måneder har der flere gange været sat strøm til Mærsks aktier. Det skete bl.a. i forbindelse med det annoncerede ledelsesskifte, hvor aktien på den britiske brexit-dag steg markant for sidenhen at dykke i kølvandet på briternes nej. Hver gang har stigningerne været kortvarige og mest drejet sig om et lettelsens suk og håbet om forandring.

Udfordringen for Mærsk er primært to ting. Den ene er, at den enkelte udbyder i brancher præget af fuldkommen konkurrence ikke kan gøre den store forskel selv. Man må acceptere markedets vilkår. Den anden er, at de opkøb, som Mærsk har lavet de seneste 10 år, ikke har skabt merværdi. Mærsk har kun i begrænset omfang – eller knap nok – været en bedre ejer end den sælgende part. På den måde har de ikke skabt værdi for aktionærerne.

Uanset hvad synes Mærsk at være fanget i en catch 22. Køber de mere olie, vil investorerne afkræve en forventning om stigende oliepriser. Og vice versa, hvis de beslutter sig for at skære olieforretningen til. Hvis Mærsk skal gøre en forskel skal koncernen tilkøbe et nyt forretningsområde, som er mindre konkurrencepræget og så tilføre det Mærsk-værdi. Det bliver dyrt og svært.