Revisor revser Skat for omvendt skattehul: Danskerne tvinges til at betale skat af p-afgifter

Dette er en historie fra det virkelige liv.

Den handler om skat og om en helt igennem dagligdags problemstilling i tusindvis af virksomheder. Om godtgørelse af medarbejderes parkeringsudgifter, når de bruger deres egen bil i forbindelse med kørsel til kunder eller til møder ude i byen. Det er lidt teknisk, men prøv at hænge på. Det berører nemlig sikkert også dig.

Historien starter tilbage i maj, hvor vi hos BDO bragte en lille artikel om emnet i vores nyhedsbrev. Skattereglerne er nemlig skruet sådan sammen, at disse parkeringsudgifter (ikke parkeringsbøder) ikke kan godtgøres skattefrit, hvis medarbejderen modtager skattefri befordringsgodtgørelse for den tur, som parkeringen er en del af. Parkeringsudgifter er indregnet i kørselsgodtgørelsessatsen.

Den historie var tæt på at gøre os til centrum for en såkaldt shitstorm. Ukvemsordene haglede ned over os. Alle mente, at vi måtte være galt afmarcherede, og at det da ikke kan være rigtigt, at lønmodtagere skal betale skat af godtgjorte parkeringsudgifter.

Men det er det. I hvert fald ifølge Skat. Og rigtigt er det da også, at det af bekendtgørelsen om Skatterådets satser tydeligt fremgår, at parkeringsudgifter indgår i beregningsgrundlaget for kilometersatsen.

Alligevel er der næppe nogen arbejdsgivere – private så vel som offentlige – som har været klar over dette, fordi Skat i deres juridiske vejledning faktisk har skrevet det modsatte. Det er i hvert fald udtrykt så uklart, at både arbejdsgivere og rådgivere med rette har kunnet tro, at parkeringsudgifterne udmærket har kunnet refunderes skattefrit.

Først i år har Skat ændret beskrivelsen af reglerne, men ændringen er gjort så diskret, at ingen har opdaget det før nu.

Det er ikke i orden, og det er reglerne heller ikke.

Efter vores beregninger udgør den del af kørselsgodtgørelsen på 3,63 kr. pr. km, som skal dække parkeringsudgifter, næppe et beløb på over 10 øre. En medarbejder, som årligt kører 5.000 km i forbindelse med sit arbejde, modtager således via de skattefrie kørepenge ca. 500 kr. til dækning af parkeringsudgifterne. Det dækker i mange tilfælde end ikke de faktiske parkeringsudgifter i en måned.

Næppe mange vil mene, at dette er rimeligt. Derfor skulle man også tro, at skattemyndighederne af egen drift ville tage initiativ til at ændre reglerne, så snart de blev opmærksomme på problemet. Med nogenlunde samme hast, som når der skal lukkes skattehuller.

Og en omgang kvajebajere i form af en generel amnesti i forhold til tidligere år, ville vel også være på sin plads, når Skat nu selv er årsag til, at så mange har gjort i nælderne.

Men nej. Det er der ikke udsigt til.

Vi har spurgt Skat om, hvorvidt de har til hensigt at indstille til Skatterådet, at reglerne ændres sådan, at parkeringsudgifter udgår af beregningsgrundlaget for kørselsgodtgørelsen. Og om de har til hensigt at undlade at rejse sager om beskatning af om beskatning af arbejdsgiverbetalte parkeringsudgifter tilbage i tid. De spørgsmål har vi ikke fået svar på.

Vi tror ganske enkelt ikke, at Skat er klar over, hvilket kaos denne sag har skabt. For hvad skal arbejdsgiverne gøre? Skal de informere medarbejderne om de skattemæssige konsekvenser ved at få godtgjort parkeringsudgifter i forbindelse med kørsel i arbejdstiden, og skal de begynde at indeholde kildeskat af de omhandlende beløb? Eller skal de vente lidt endnu i håbet om, at Skatterådet ændrer reglerne, og at Skat indser, at de alene bærer ansvaret for det opståede problem?

Og hvad med de ansatte. Skal de virkelig tvinges til at overveje, om de fremover overhovedet skal bruge egen bil til deres arbejdsmæssige kørsel, når det efterlader dem med en skatteregning. En del vil i givet fald nok bede deres arbejdsgiver om lov til at bruge taxa - alternativt offentlig transport - i stedet. Andre vil måske bede om kompensation for merskatten.

Det er jo en håbløs situation.

Skat efterspørger jævnligt fair play fra skatteydernes side. Her har de en enestående chance for selv at udvise det og for at opnå et øjebliks heltestatus. Jeg håber, at de griber den. Hurtigt.

Af Claus Bonde Hansen, videnchef og partner i revisionsselskabet BDO.