Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

De Radikale og asylpolitikken: De overflødige gør oprør

Da arbejderne begyndte at vandre mod det politiske højre for 15-20 år siden, kaldte man det et oprør fra samfundets overflødiggjorte. Nu begynder De Radikale at se ret overflødige ud.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

To magtfulde topledere revsede fredag morgen deres politiske venner og fjender. Og dog. Den ene er akkurat så magtfuld, som hans titel gør ham til. Den anden langt mindre end han gerne vil være. Også mindre magtfuld end hans plads i smørhullet mellem de to politiske fløje i årevis har berettiget ham til.

Den ene var Dansk Banks topchef Thomas Borgen. Direktøren i landets største bank blandede sig for første gang nogensinde i dansk politik, da han advarede kraftig imod at sænke topskatten. Skattelettelser til de mest velstående i trange tider risikerer at »splitte« befolkningen og dreje vælgerne mod »ekstreme« politiske holdninger, sagde topchefen til Finans. Tænk Trump, brexit eller sågar danxit – en dansk udtræden af EU.

Den anden var De Radikales leder Morten Østergaard. Han anklagede partiets normale regeringsmakker, Socialdemokraterne, for at »sælge ud« af partiets og Danmarks værdier under flygtningekrisen. Østergaard var både »forundret og ærgerlig« over S-formand Mette Frederiksens stramme udlændingepolitiske parløb med DF og regeringen.

Socialdemokraterne afviste blankt. I en mail fra partiets politiske ordfører. Det var så nogenlunde det. Videre.

Sandheden er, at Østergaard i øjeblikket er reduceret til en ubetydelig bonde i stormagternes parlamentariske skak. Det virker umiddelbart paradoksalt: Kigger man nøgternt på det vælgermæssige styrkeforhold mellem De Radikale, der står til 5,2 procent i det seneste Ritzau Indeks, og S, der ligger på 26,2 procent, så står Østergaard i noget nær den stærkeste position siden valget sidste år. S burde i princippet lytte til Østergaards kritik. Alligevel er De Radikales holdning til Socialdemokraternes udlændingepolitik ligegyldig som aldrig før.

For det første er der uomtvistelig vælgeropbakning til den strammerkurs, som koalitionen DF-V-S forfølger. De tre partier alene står til at mønstre 113 mandater, hvis der var valg i dag. Samtidig tyder alt på, at de kontroversielle stramninger virker. I 2014 var Danmark i top 4 blandt de EU-lande, der modtog flest asylansøgere per indbyggere. Nu er Danmarks placering dykket til nummer 12, viser friske tal fra Eurostat, EU’s statistiske kontor.

For det andet kommer kritikken netop som DF’s regeringsflirteri med S bevæger sig fra hede blikke til ros og fysisk kontakt. DF-leder Kristian Thulesen Dahl brugte flere minutter af weekendens årsmødetale på at lægge luft til den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og snakke sig tættere på Mette Frederiksen. Blå blok er i åben krig, og velfærdskoalitionen mellem DF og S, der står til ca. 82 mandater i øjeblikket, virker ikke helt utopisk længere.

Man fornemmer R-formandens sidste krampetrækning på hospitalssengen, mens puden presses ned over hovedet.

De overflødige gør oprør, konkluderede forfatter Erik Meier Carlsen tilbage i år 2000, da han kiggede på det ulmende oprør blandt normale lønmodtagere, som følte sig svigtet af den politiske elite og marginaliseret i en global markedsøkonomi med massiv indvandring. Vælgernes spæde protest voksede sig over årene til den nok største og mest magtfulde politiske bevægelse i Europa siden murens fald. Overalt har de partier som Meier Carlsen kalder »nationalpopulistiske« ændret og forskubbet magtbalancen i det politiske landskab. I Frankrig, Storbritannien, Ungarn, Tyskland, Sverige – og Danmark.

Nationalpopulismens styrke er den politiske virkelighed, som år for år synker dybere ind i dansk politik.

Magnus Barsøe, debatredaktør.

Nationalpopulismens styrke er den politiske virkelighed, som år for år synker dybere ind i dansk politik. For De Radikale – dansk politiks traditionelle kongemager – betyder det, at partiet på år er blevet noget nær overflødiggjort, når det drejer sig om landets nok vigtigste politiske område; udlændingepolitikken. Østergaard kan bjæffe i årevis for at få de store folkepartier til at acceptere en mere lempelig asylpolitik og flere kvoteflygtninge. Det sker næppe.

Uanset om valgets sejrherrer næste gang bliver rød, blå eller noget midtimellem.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Tweet ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.