Hvordan kan man være en troværdig leder, hvis man ikke prioriterer det mest dyrebare i livet - sit barn?
Kun hver 4. mandlige leder tager mere end de obligatoriske 14 dages barsel, når de får børn. Faktisk er de danske fædre dem, der holder kortest orlov i hele Norden.
»Kom så, mandlige ledere! Mønstre skal brydes! Sæt en ny standard!« Dette opråb er ikke ét, jeg kan tage æren for. Det er formuleret af en god, mandlig kollega, som synes, det er vigtigt at fremme fædres brug af orlov. Han har selv stået midt i det hele og er prototypen på en ny generation af mænd, hvor rollen som aktiv far er en naturlig del af det at få børn.
Det er værd at lytte til min kollega, og det synes minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby også. Og som minister for området er det selvfølgelig heller ikke flatterende at konstatere, at danske fædre holder kortest orlov i Norden.
At der er behov for et opråb, bekræftes i en undersøgelse fra Lederne, der viser, at kun 26 pct. af de mandlige ledere holdt mere end 14 dages barsel i 2013. Det står også klart, at fædreorlov er et lavinteresseområde blandt mandlige ledere. Knap en tredjedel kender således ikke virksomhedens ordning på området. At så mange mandlige ledere kun vælger orlov i 14 dage sætter en kedelig norm for, hvad der er legitimt på arbejdspladsen og må formodes at have en negativ afsmittende effekt på medarbejderne.
Tilsyneladende er der et helt net af årsager i spil, bl.a. risikoen for at undergrave ens karrieremuligheder. Men det er ikke kun karrieren, men også kvinderne, der peges på. Over halvdelen af mændene har fravalgt længere barsel, fordi moderen ønsker at holde mest muligt selv.
Det er veldokumenteret, at det mest effektive politiske instrument er øremærket barsel, men for at undgå, at debatten drukner i kvoter og tvang, skal vi måske tage fat et andet sted. Vi er nødt til at berige debatten med ny viden og klæde fædrene på med gode argumenter om de positive effekter, som opstår i kølvandet på fædres tidlige involvering. Ifølge den amerikanske sociolog Michael Kimmel er der i USA en positiv sammenhæng mellem faderens aktive involvering i sit barn og barnets trivsel på en lang række parametre. Barnet klarer sig blandt andet bedre i skolen, har lavere fravær og mindre risiko for at blive diagnosticeret med ADHD.
At så mange mandlige ledere kun vælger orlov i 14 dage sætter en kedelig norm for, hvad der er legitimt på arbejdspladsen og må formodes at have en negativ afsmittende effekt på medarbejderne.
Tænk, hvad det kunne flytte, hvis vi i Danmark kunne dokumentere det samme målbare resultat; nemlig, at det er væsentligt for barnets udvikling, selvværd og indlæring at have en maskulin omsorgsperson tæt på fra den spæde start. Det element kan moderen selvsagt ikke kompensere for, ligegyldigt hvor længe hun holder barsel, og det vil være svært at sidde overhøring for den mandlige leder.
Og så er der selvfølgelig det helt principielle spørgsmål, som enhver leder bør reflektere over: »Hvordan kan man være en troværdig og ansvarsfuld leder, hvis man ikke tager ansvar for og prioriterer dét, der formentlig og forhåbentlig er det mest dyrebare i livet, nemlig ens barn?«.