Merkel blæser mod vinden i sin kamp mod gælden

Når vi om få dage tænder kalenderlyset, overtager tyskerne formandsstafetten i den magtfulde G20-kreds fra kineserne. Næste G20-topmøde finder sted i Tyskland i juli måned næste år, men startskuddet til det tyske formandskab lyder allerede 1. december. Kilder tæt på processen antyder, at de tre centrale temaer for det tyske formandskab bliver robusthed, ansvarlighed og bæredygtighed.

For hver af disse tre søjler forventes der at være en liste af policyprioriteter, som kansler Angela Merkel snart ventes at løfte sløret for.

Den fjerde og vigtigste søjle er Merkel selv. I en tid præget af højrepopulisme i USA og Europa, er Angela Merkels personlige troværdighed det internationale samfunds største håb. Kansleren er kendt som en politiker, der insisterer på at tænke udover snævre nationale interesser.

Når det gælder robusthed, så forventes tyskerne især at tale for at reducere både privat og offentlig gæld til niveauer, hvor den kan håndteres. Opgørelser fra Den Internationale Valutafond (IMF) viser, at verdens samlede gæld er nået op på 225 procent af verdens BNP - en tredjedel er offentlig og totredjedele privat. Der er derfor al mulig grund til at sætte fokus på gæld. Men problemets kerne kan være en del tættere på Merkel selv, end hun er klar over – og bryder sig om at tænke på.

Eurozonen er hårdt presset - både politisk og økonomisk. Væksten er lav, arbejdsløsheden høj, og inflationsraten er fortsat bekymrende lav – ca. 0,4 pct., viser de seneste tal fra Den Europæiske Centralbank (ECB). Trods ECB’s massive støtteopkøb af statsobligationer og værdipapirer i godt halvandet år, er de europæiske bankers udlån mere eller mindre uændrede. Set i det lys er trenden for den europæiske banksektors non-performing loans (NPLs) særligt bekymrende. Især når man sammenligner med udviklingen i USA.

Faktum er, at ingen sektorer er så tungt sadlet med gæld som banksektoren og ingen så hårdt som den europæiske. Selv otte år efter finanskrisens udbrud – og på trods af storstilede fælleseuropæiske rekapitaliseringsprogrammer – opererer mange af de største europæiske banker med en kernekapital på så lidt som 3-5 pct. af deres samlede aktiver. Og ikke uden ironi er problemerne allerstørst i en håndfuld af de største tyske banker.

I det europæiske bankagenturs seneste stresstests var 15 af de 21 banker, der klarede et negativt makroøkonomisk scenarie dårligst netop de store tyske, franske og hollandske banker. Tre af de største tyske banker– inklusiv Deutsche Bank – ville ende på under 3 procent i kernekapital.

Kilde: Peterson Institute for International Economics, 2016.

Det er en kendt sag, at tyndt kapitaliserede banker er dårlige til to ting: at få lavet afskrivninger på dårlige lån og at finansiere nye (gode) lån til private virksomheder. Meget af den kritik, der lød fra vestlig side, da den japanske banksektor var i dybe problemer op igennem 1990erne, lyder i bedste fald hul i dag. Vi har ikke fået den europæiske banksektor reformeret og rekapitaliseret, så den er bare tilnærmelsesvis robust i dag – og kan spille den vækstskabende rolle, som vi forventer.

At Deutsche Bank pt. opererer med en leverage ratio (kernekapital/aktiver) på kun 3,5 procent, en egenkapitalforrentning på blot 1 procent og med så lidt som to procent af de samlede aktiver dedikeret til udlån til virksomheder, giver ikke Angela Merkel den bedste taleposition over for de øvrige statsledere i G20. Gæld og sårbare banker er et kæmpe problem i Europa i almindelighed og i Tyskland i særdeleshed. Og den eneste farbare vej frem, er den type bankreformer, som alle Europas statsledere – med Merkel i spidsen – hopper og danser for at slippe uden om.