Den colombianske fredsproces og landets rockstjernepræsident lyste op i 2016

Det kom som et chok, da fredsaftalen mellem den colombianske regering og oprørsbevægelsen FARC med et meget snævert flertal den 2. oktober blev forkastet ved en folkeafstemning. Ville det betyde, at mere end fire års intensive forhandlinger var spildt, og at Colombias præsident Juan Manuel Santos ville gå af og efterlade Colombia i et tomrum?

Mulighederne var mange. Præsident Santos valgte heldigvis ikke at give op og i stedet kæmpe for det, som har været hans hovedprioritet siden han kom til magten i 2010; en fredsaftale med landets største guerillabevægelse. En beslutning som efterfølgende har givet ham Nobels Fredspris og medført, at The Economist har udnævnt Colombia til årets land i 2016.

Santos reagerede resolut på resultatet af folkeafstemningen ved at holde konsultationer med især nejsiden om ændringer af fredsaftalen. Det førte til ændringer af 56 ud af 57 afsnit i aftalen. På centrale områder blev aftalen strammet op i forhold til FARC fx omkring strafafsoning for forbrydelser, kompensation til konfliktens ofre, narkoforbrydelse og politisk deltagelse for FARC. Endvidere blev mere symbolpolitiske afsnit omkring familiepolitik ændret hovedsageligt for at tilfredsstille dele af den katolske kirke.

Den nye aftale blev underskrevet i november og godkendt af Kongressen og Højesteret i december. Dermed havde Santos sin fredsaftale på plads, som han var så tæt på at tabe på gulvet. Men hvordan kunne Santos lykkedes og slippe afsted med at få en tabt folkeafstemning vendt til en politisk sejr?

Forklaringerne er flere. Den oprindelige folkeafstemning var kun vejledende, og Santos har gennem hele forløbet haft solid opbakning i Kongressen til sin fredsaftale. Og så vil jeg pege på to centrale elementer, som bør bringe eftertanke med sig. For det første at FARC heller ikke mistede håbet om en fredsaftale. Afstemningen var en brat opvågning for organisationens ledelse om, hvor lidt opbakning den egentlig har i den colombianske befolkning. FARC var moden til og tvunget af omstændighederne til at acceptere, at en ny mere restriktiv aftale var eneste vej frem.

Den anden centrale faktor var det internationale samfunds ageren. I de senere år har der været flere konflikter (jeg behøver bare at nævne Syrien), hvor man med rette kan hævde, at det internationale samfund har været impotent og ikke spillet den rolle, man kunne have håbet på.

Men i Colombias tilfælde er det omvendt: et samlet internationalt samfund har ubetinget støttet op om fredsprocessen. Alle lige fra FN’s Sikkerhedsråd til Nobelpriskomiteen som upåagtet af, at Santos lignede en slagen mand efter folkeafstemningen, valgte at tildele ham fredsprisen. Endvidere har EU opretholdt sin uforbeholdne støtte til fredsprocessen bl.a. i form af opretholdes af en Trust Fond til fredsaftalen og ved at suspendere FARC fra EU’s liste over terrororganisationer. Det er min klare opfattelse, at uden denne støtte fra verdenssamfundet ville det have været langt sværere og måske umuligt for Santos at nå sit mål.

For det første gav det Santos, hans forhandlingsholdet og store dele af den colombianske befolkning tiltro og selvtillid i forhold til, at en fredsaftale med FARC var den rigtige vej frem for Colombia. Samtidig og måske lige så vigtigt, så lagde det en dæmper på oppositionen. Santos er ikke blevet mødt med massive krav om en ny folkeafstemning.

Efter at være blevet modtaget som en rockstjerne under nobelprisuddelingen i Oslo, er Santos vendt hjem til virkeligheden i Colombia og et svært 2017, hvor fredsaftalen skal implementeres. Mens Santos har fremført det positive i, at man ved tilbageslaget ved folkeafstemningen faktisk fik en bedre fredsaftale, har ventetiden ført til usikkerhed og uro inden for FARCs rækker.

FARCs medlemmer skal samles i forskellige lejre, og det er en meget delikat øvelse, da FARC i samme forbindelse skal overgive deres våben til FN-observatørerne. FARC har fortsat mange fjender bl.a. paramilitære grupper og andre kriminelle bander og vil således være sårbare overfor angreb fra netop disse grupper. Givetvis vil mange FARCer føle sig mere sikre med status quo og våben i hånden end den nye usikre situation.

Hertil kommer, at Colombia fortsat står overfor at skulle begynde fredsforhandlinger med en anden noget mindre oprørsgruppe ELN, ligesom Colombias narkoproblem ikke er overstået med fredsaftalen med FARC.

Hvis fredsprocessen skal have en chance for at lykkedes er det centralt, at Colombia fortsat får opbakning og støtte fra det internationale samfund. Det er givet, at fredsprocessen i 2017 vil køre efter devisen to skridt frem og et tilbage, og at der vil være et utal af bump på vejen til en definitiv fred i Colombia.

Colombia har vist vejen med fredsaftalen, der kom tilbage på sporet, men mange usikkerhedsmomenter lurer forud, og præsident Santos og FARC skal være ekstremt fokuserede på implementeringsprocessen.

Af Lars Steen Nielsen, Danmarks ambassadør til Colombia.