Her er de fem (tynde) argumenter for at lade det offentlige drive store it-projekter

Finans bragte mandag den 23. januar en kronik "Sæt nu det offentlige helt fra fadet", hvor jeg lancerede et bud på, hvordan vi kommer ud af det morads af problemer som statslige IT-projekter befinder sig i.

Forslaget er i kort form, at staten skal tænke mere i at købe services og mindre i at styre udviklingen. Forslaget fik på den politiske bane en god modtagelse, men der kom også en række kritiske røster til torvs.

Jeg har samlet dem i fem hovedgrupper:

1. Det er muligt, der var problemer for de gamle projekter, men de nye projekter er på ret køl.
2. Forslaget vil føre til, at de private virksomheder malker det offentlige ved at sætte høje brugsafgifter for de nye løsninger.
3. Kun få virksomheder kan byde på opgaverne (nemlig dem, der har pengene til det). Det vil primært være de store internationale firmaer og kompetenceopbygningen i Danmark være mere afhængig af de udenlandske firmaers globale hensyn end hensynet til danske IT-projekter.
4. En række firmaer vil slet ikke byde ind på udviklingen af IT-projekter uden udviklingskontrakt og for enkelte områder vil digitaliseringen gå i stå.
5. Forslaget er udtryk for fiktiv og misforstået sondring mellem udvikling og drift; digital ledelse kan ikke outsources

Den første indvending (nye projekter klarer sig bedre) er en tilbagevendende forklaring. Den indeholder jo også et vist beroligende middel: vi skal ikke bekymre os så meget. Spørgsmålet er, om det er sandt. Siden 2002 har diverse ministerier og Digitaliseringsstyrelsen forsikret, at der nu er ændret kurs, og at vi arbejder på sagen. Udover modernisering af kontrakterne og efteruddannelse af medarbejderne, er der også kommet løbende risikovurderinger og halvårlige statusrapporter for de store projekter. Jeg har foretaget en opgørelse baseret på Digitaliseringsstyrelsens egne tal om fremdriften i 50 nye systemer efter 2012. 

Kortlægningen viser, at de nye projekter tilsyneladende går godt. Læser man statusrapporterne fra Statens IT-Råd for 50 statslige projekter i perioden 2012-2016 er farven grøn, og den røde farve er so last year. I de ti halvårlige rapporter, der er kommet siden 2012, er den røde farve kun brugt 17 gange, mens den grønne farve er brugt 112 gange. Den grønne farve skulle vise, at de statslige projekter kører efter en snor, den røde at der er alvorlige problemer, mens den gule farve indikerer, at der er problemer. Den gule farve er anvendt i alt 25 gange.

Det overordnede positive billede krakelerer dog noget ved nærmere eftersyn af de store projekter, der koster mere end ti millioner kroner. Tretten af de halvtreds it-projekter har en eller flere gange fået det røde kort. For flere projekter bløder pengekassen, og tidsplanerne skrider med alvorlige konsekvenser for både projektet og andre, afhængige delprojekter.

Kortlægningen viser derfor, at problemerne er større end hidtil fremstillet. Der er ikke grundlag for entydigt at antage, at vi har set den sidste it-skandale. De skiftende blinklys for fremdriften af projekterne viser udfordringer: I godt 25 procent af projekterne er der potentielt markante problemer på både den finansielle og den tekniske side. Derfor er det i min optik et skønmaleri af dagens it-projekter, hvis man forventer at den værste fare er drevet over.

Udvider vi række af it-projekter til også at omfatte projekter, der koster mellem fem og ti millioner kroner, viser Finansministeriets kasseeftersyn fra januar 2017, at ca. en tredjedel af de 170 nyudviklede projekter har store budgetter og høj risikoprofil. Det mest slående i Finansministeriets rapport er imidlertid den markante afdækning af manglende overblik og viden om, hvad pengene i den eksisterende statslige model anvendes til. I rapporten fremhæves, at man har »forsøgt at skabe et overblik over statslige portefølje af it-systemer« (s. 12). Man når i rapporten frem til, at der i øjeblikket er ca. 4.200 it-systemer i drift. Min tolkning er, at ikke bare går det galt med den eksisterende model, man ved heller ikke, hvor eller hvordan pengene anvendes for de projekter, som ikke går galt.  

Det fremgår ikke af Finansministeriets rapport, om problemerne er knyttet til de projekter, der driftes af Statens IT. Det er mere end overraskende, at de ikke har draget dette ind i kortlægningen, da der kunne være en oplagt mulighed for radikale løsningsmodeller. Hvis der eksempelvis er mere overblik over, hvad pengene bruges til i Statens IT, kunne man eksempelvis overveje at lægge flere opgaver der. Og man kunne stille spørgsmålet, om hele organisationen kunne være privat drevet. Man sidder efter kasseeftersynsrapport ladt tilbage med indtrykket af manglende styr på it-udgifterne og med spørgsmål: Er der i det mindste nogen af dem, der sidder med driften, der har orden i butikken?

I forhold punkt to - de private firmaer vil malke det offentlige ved at sætte høje brugsafgifter for de nye løsninger - er det jo rigtigt, at man forestille sig, at det vil ske, hvis man kører videre med den eksisterende arkitektur og systemmodel. Omend malkemaskinerne skal være store og effektive for at hamle op med de milliardtab, der kommet med den eksisterende model, er det oplagt en risikofaktor. For at imødegå disse risici og for at sikre mere innovation, skal der dæmpes på ambitionerne for hvor store og omfattende projekterne skal være samt sikre, at lovgivningen gøres mere digitaliseringsparat.

I forhold til det tredje og fjerde punkt - der vil kun være nogle få virksomheder, som byder på opgaverne, og digitaliseringen vil gå i stå - vil jeg henvise til Rigsrevisionens rapport fra december 2016. Her påpegede de, at den eksisterende udbudsmodel ikke virker i forhold til at sikre, at der kommer flere tilbud på de udliciterede opgaver. Derfor klinger det noget hult, at mit forslag skulle føre til mindre konkurrence.

Rigsrevisionen skriver ikke direkte, at den eksisterende udbudsmodel har slået fejl. Men det vil i min optik være direkte i modstrid med rapporten at hævde, at den eksisterende udbudsmodel fungerer. En omlægning til en mere serviceorienteret model og en situation, hvor konkurrencen mellem virksomheder består i at udvikle og gøre klar til brug er i fokus synes at være en klar forbedring over den nuværende situation, hvor private virksomheder bruges til at udfylde blanketter og indfri forældede krav.

Det sidste punkt – fiktiv sondering og digital ledelse kan ikke outsources – er jeg for så vidt enig i. Jeg understreger derfor behovet for nytænkning. I dag anvender man private rådgivere til at finde ud af, om har fået en god ide. Så hyrer man andre til at finde af, om den gode ide kan laves til et udbud. Derefter hyrer man (andre) konsulenter til at hjælpe med at lave udbud. Så kommer der nogle andre konsulenter ind for at hjælpe med at vurdere udbud. Endelig skal konsulenterne ind over i forhold til at styre selve udviklingen og senere igangsætningen af systemerne. Mit forslag er jo sådan set blot en naturlig udvikling af den skjulte og kaotiske outsourcing, der allerede er sket, og som har efterladt brodne kar i massevis.

Af Kim Normann Andersen, professor ved Department of IT Management på Copenhagen Business School.