Debat

Kan præsident Trump få de tabte industrijobs tilbage?

I 1980'erne arbejdede der over 170.000 i den amerikanske kulmineindustri. I år er tallet omkring 50.000. Den nedadgående udvikling vender næppe, blot fordi Donald Trump ønsker det.

Den amerikanske præsident førte valgkampagne på at skaffe tabte industriarbejdspladser tilbage til USA. Det løfte vandt blandt andet gehør i USA's kulmineområder i stater som West Virginia, Kentucky og Wyoming. I valgkampens hede blev det til, at de områder havde tabt job som følge af føderale reguleringer og politikernes og videnskabsmændenes fejlagtige tro på drivhuseffekten.

Donald Trumps twitterbesked fra november 2012 om, at drivhuseffekten var en kinesisk opfindelse for at skade USA's konkurrenceevne, er blevet herostratisk berømt. Siden trak han i land og kaldte beskeden for en joke. Men hvordan ser virkeligheden ud bag det politiske maskineri og slagordene? I spørgsmålet om, hvorvidt Trump kan få industriarbejdspladserne tilbage, er kulindustrien et lærerigt eksempel.

Engang var kul og stål fundamentet bag de store industrinationer. Kulminerne i Storbritannien og Japan er i dag næsten alle lukkede, men i USA er situationen en anden. Efter finanskrisen har kulproduktionen været vigende og bliver presset af den billigere naturgas. Den amerikanske kulproduktion ligger dog fortsat højt set i et historisk perspektiv.

Faktisk er kulproduktionen i dag dobbelt så stor som i midten af 1960’erne, og en fjerdedel højere end i 1980. USA adskiller sig på dette punkt fuldstændigt fra et land som Storbritannien. Den samlede beskæftigelse i kulmineindustrien er imidlertid primo 2017 med 50.000 personer lavere end i 1980 eller i 1960’erne. Til sammenligning kulminerende beskæftigelsen i USA’s kulminer i 1920’erne med cirka 850.000 personer.

Arbejdspladserne blev ikke reguleret væk fra bureaukrater i Washington eller lobbyet væk af venstrefløjens miljøaktivister. Markedsøkonomien, den rendyrkede kapitalisme, tog jobbene.

Curt Liliegreen er cand.polit og projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter.

Hvad er der sket? Hvor er jobbene blevet af? Svaret er, at arbejdspladserne ikke blev reguleret væk fra bureaukrater i Washington eller lobbyet væk af venstrefløjens miljøaktivister. Markedsøkonomien, den rendyrkede kapitalisme tog jobbene. Og de kommer ikke igen, for de blev først og fremmest effektiviseret væk.

Igennem årtier blev minedriften under jorden i stigende grad suppleret og erstattet med højeffektiv minedrift på jordens overflade, den såkaldte strip mining. Med kæmpemæssige maskiner gravede man overfladelagene væk og nåede ned til de højtliggende kullag nær jordens overflade. Det kunne gøres med nogle af de største maskiner, som mennesket har skabt, kaldet bucket wheel excavators. På dansk gravemaskine med skovlhjul. Lego laver en model af sådan én, men det er en miniput i forhold til giganterne i mineindustrien. Man kan se sådanne kæmpemaskiner i brunkulslejerne i det tidligere DDR. Det nærmeste, vi kommer herhjemme i Danmark, er maskinen i kridtgraven hos Aalborg Portland. De gigantiske maskiner, der graver kullet frem, er kun bemandet af et par personer. 

Som en særlig ting i bjergkæden Appalacherne i det østlige USA har man udviklet »mountain top removal mining«. Man sprænger toppen af lave bjergtoppe for at nå ned til kullagene under. Den enorme mængde overskudsmateriale spredes i nærliggende dale og kløfter, så det samlede områdes topografi jævnes ud. Selv om man ser helt bort fra CO2-emissioner, så er denne metode i sig selv et dramatisk indgreb i naturværdierne. Brugen af enorme maskiner samt sprængstof fjernede arbejdspladser længe inden finanskrisen, og før Obama administrationen kom til.

Skubber man alle hensyn til drivhuseffekt og nærmiljø til side og sikrer et nyt opsving i kulproduktionen, så vil dette alligevel ikke skabe ret mange jobs. Sandheden er, at kulproduktionen den dag i dag fortsat ligger højt. Det var ikke kulminerne, der forsvandt ude i West Virgina. Det var jobbene.

Læs også