Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Det høje skattetryk undergraver vores velstand, familieliv og kultur

Det høje skattetryk svækker sammenhængskraften i vores samfund og fratager os glæden, tilfredsstillelsen og det personligt udviklende ved at samarbejde, handle frivilligt og være noget for vores nærmeste.

Tænk over dette:

Som borger afgiver du tid fra dine børn og din familie for at gå på arbejde. Godt halvdelen af lønnen for din arbejdstid får du med hjem. Af denne halvdel skal du betale skat af at bo; boligskatter, afgift af den elektricitet du bruger - mere end halvdelen af regningen - afgift for det vand, du udleder og afgift for den varme, du bruger.

For at komme på arbejde eller ud til dine kunder, køber du en bil. Af den betaler du afgifter og moms. For at beholde bilen, betaler du vægtafgift. Og for at kunne køre den, betaler du afgifter af benzin.

Du køber mad og betaler afgifter af alt fra kaffe til nødder. Og så betaler du 25 procent i moms af både varens pris og afgifterne.

Du bestiller en tømrer, som skal reparere taget på dit hus - det har du ikke selv tid til, for du skal passe det arbejde, som du er bedst til. Han har en høj timepris. Ikke fordi han lever overdådigt, men fordi han også selv skal betale skatter og afgifter af alt, hvad han har brug for, for at få hverdagen til at hænge sammen. Og hans timepris betaler du 25 procent ekstra i moms for. På grund af skat og moms skal din tømrer samlet set være fem gange så effektiv som dig, hvis det skal kunne betale sig for dig at hyre ham.

For at få råd til at betale dine skatter og afgifter arbejder du lidt mere. Nu bliver den andel af din løn, som du selv får lov at beholde, endnu mindre. Og du må undvære din familie i længere tid.

For at du kan arbejde og tjene penge til velfærdshamsterhjulet, har du ikke selv tid til at tage dig af dine nærmeste. Du afleverer dine børn i daginstitution, får skolen til at stå for lektielæsningen og afsætter dine forældre til en kommunal hjemmepleje eller på plejehjem.

Et simpelt regnestykke:

En tømrer skal have 1.000 kroner for to timers arbejde. Dertil kommer 250 i moms, så hans tilbud vil koste dig 1.250 kroner.

Men hvis du selv betaler 50 procent marginalskat, skal du tjene det dobbelte, altså 2.500 kroner for at betale ham. Og hvis også han har 50 procent i marginalskat, får han 1.000/2 = 500 kroner ud af det. Så du skal tjene 2.500 kroner, for at han kan tjene 500 kroner for to timers arbejde.

Han skal derfor være fem (ja, fem!) gange så effektiv som dig, før det kan betale sig for jer at samarbejde. Og dette er udfordringen ved langt de fleste skatter. De modvirker det frivillige samarbejde mellem borgerne – og bygger derved personlige toldmure om hvert eneste individ.

Det betaler du også for. Mere end andre, fordi du arbejder mere og tjener mere - før skatter og afgifter.

Skulle du være så dygtig, at du har overskud, når du ligger på dit dødsleje og har betalt langt over halvdelen af lønnen for din arbejdstid i skatter og afgifter, så bliver du også beskattet af at dø.

Er vi rigtigt kloge?

Fortalerne for den store velfærdsstat siger, at velfærdsstaten står for det gode – for almenvellet og for princippet om at være til for andre.

Men virkeligheden er, at den forvoksede velfærdsstat gør os fattigere - både økonomisk og kulturelt.

Økonomisk, fordi vi ved, at lande, med lavere skattetryk end vores, har lettere ved at skabe økonomisk vækst og velstand for alle samfundets borgere, og fordi det koster ustyrlige summer i bureaukrati og administration, når vi deponerer hele vores sociale ansvar i en skattebillet.

Kulturelt, fordi høje skatter og afgifter skaber toldmure mellem mennesker og svækker den gensidige respekt og tillid, som kommer af at handle frivilligt med hinanden - og som er det kit, der får vores samfund til at hænge sammen.

Vi må aldrig glemme, at når staten fratager os udbytte af vores arbejde, så afgiver vi det eneste, som vi ikke kan få mere af - vigtig tid med vores nærmeste.

BRANCHENYT
Læs også