Debat
0

Europas syge banker tvinger væksten ned

I ingen af eurozonens store økonomier er værdien af dårlige udlån under de to pct. som IMF anser for grænsen for en sund banksektor.

Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

De europæiske finansministre har planlagt at tage hånd om et af de største problemer for Europas banker og europæiske økonomi på deres møde på Malta den 8. april. Europa slår alle rekorder for dårlige lån.

Det er især i Italien og Grækenland, at den andel af bankernes udlån, hvor låntager i mere end 90 dage ikke har betalt hverken renter eller afdrag som aftalt, har nået foruroligende højder. Men det vil være en fejl at tro, at der er tale om et sydeuropæisk problem. Selvom op imod en fjerdedel af eurozonens dårlige lån findes i store italienske banker – og selv om små lande som Grækenland og Cypern slår hårdt igennem, når tallene angives i procentsatser – så kommer man ikke uden om, at problemet helt generelt er større i Europa end andre steder i verden.

Bruegel, Europas førende tænketank på finansiel regulering og økonomisk politik, afholdt for få uger siden en højt profileret international konference om problemerne og de mulige løsninger. Hovedtalen ved konferencen stod Den Europæiske Centralbanks (ECBs) viceformand, Vitor Constancio, for. Et af de skarpeste udsagn fra Constancio var, at »hverken en delvis løsning eller yderligere udsættelse« er en mulighed længere. Problemet skal løses nu.

Det gjaldt for både Constancios kommentarer og Bruegels tematisering af emnet, at der er fuld bevidsthed om, at problemet rækker langt ud over de lande hvor problemet er størst – nemlig Cypern, Grækenland, Italien, Irland, Portugal, og Slovenien. I de franske banker er der dårlige lån til en værdi af i alt 150 mia. euro, i Tyskland er tallet små 70 mia. euro. Det gælder, at for ingen af de store lande i eurozonen er andelen af dårlige udlån målt i forhold til bankernes samlede udlån under de to pct. som IMF anser for grænsen for en sund banksektor.

Umiddelbart før finanskrisen var både eurozonen og OECD-landene som gennemsnit nået ned på et niveau for dårlige lån, der flugtede med USAs, som længe har været førende internationalt på området. Efter krisen er det gået den forkerte vej for Europa. Statistikken viser, at problemets omfang i eurozonen i dag er tre gange så stort som i USA og betydeligt større end for OECD-landene som helhed. De mange dårlige udlån afspejler både, at virksomheder har problemer med indtjeningen, og at mange husholdninger har haft svært ved at få enderne til at mødes – i en periode med lav efterspørgsel og stor arbejdsløshed i mange europæiske lande.

Dårlige lån i % af samlede udlån

 199820072016
Eurozonen4,51,85,4
USA1,01,41,5
OECD4,51,33,3

Kilde: Verdensbanken

En af de centrale forskelle mellem Europa og USA på det her område, er at der i de europæiske lande ikke på samme måde som i USA er et velfungerende marked for handel med dårlige lån. I USA er det relativt enkelt for en bank at afhænde sine dårlige lån – ved at sælge dem til en anden finansiel institution, med et vist tab naturligvis, men også med muligheden for at slå en streg i sandet og komme videre. For den finansielle institution, der køber et dårligt lån, går forretningsmodellen så på at have de kompetencer, der skal til for at hente større værdi ud af lånet, end man har betalt banken for at overtage det.

Årsagerne til, at de processer fungerer bedre i USA end i Europa, er mange og komplekse. De spænder lige fra lovgivning, der forbyder salg af dårlige lån til finansielle institutioner uden for det formelle banksystem, til juridiske problemer med at værdisætte tvivlsomme aktiver. Alt sammen er det faktorer, der delvist forklarer, hvorfor mange europæiske banker har store og stigende andele af dårlige udlån på bøgerne.

Skal man hvæsse pennen lidt, så kunne man spørge, hvorfor der skulle gå så mange år, efter den europæiske banksektor kom i problemer, før de europæiske institutioner for alvor tog fat om problemet. Det var først i efteråret 2016, at ECB begyndte at presse på for regler og retningslinjer for håndtering af dårlige lån. Problemet var stort længe inden da.

En af de centrale forskelle mellem Europa og USA på det her område, er at der i de europæiske lande ikke på samme måde som i USA er et velfungerende marked for handel med dårlige lån.

Jakob Vestergaard, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Men som på mange andre områder, så støder de oplagte teknisk-økonomiske løsninger hurtigt på politisk grund. Når finansministrene mødes på Malta i april og diskuterer, hvordan dårlige lån bedst håndteres, vil et af spørgsmålene være, om man kan forestille sig en europæisk harmonisering af national konkurslovgivning. De fleste anser dette som helt afgørende for, at Europa får en bedre afvikling af dårlige lån, fordi et effektivt europæisk marked for køb og salg af dårlige lån er svært at forestille sig uden. Men er harmonisering af regler for noget så følsomt som konkurser politisk gangbart i en tid med stigende politisk og økonomisk nationalisme?

En anden vej man kan gå, er at oprette en fælleseuropæisk finansiel institution til håndtering af dårlige lån, en såkaldt bad bank. Det foreslog Andrea Enria, chefen for det europæiske banktilsyn for nylig. Men tør den tyske kansler Merkel og franske præsident Hollande i et valgår at sætte politisk pondus bag et projekt, der så nemt kan komme til at fremstå som endnu en måde, hvorpå tyske og franske skatteydere tvinges til at stå på mål for italienske og græske låntageres rod? Næppe.

Tilbage står som det mest sandsynlige udfald en fortsættelse af den strategi, der er blevet default i Europa: extend and pretend.

BRANCHENYT
Læs også