Serier

Nordsøaftale er et eklatant politisk svigt

Nordsøaftalen viser, at vi stadig mangler en plan for, hvordan vi når i mål med den grønne omstilling og gør os uafhængige af olie, gas og skatteindtægter fra Nordsøen, skriver direktøren for den grønne tænketank Concito.

Oliekrise i Nordsøen
Foto: Jo Roettger Foto: Jo Roettger

Forleden indgik et flertal af Folketingets partier en aftale om at udbygge Tyra-feltet i Nordsøen – nok primært drevet af en forventning om flere penge i statskassen. Aftalen svigter den grønne omstilling. Ikke fordi den i sig selv nødvendigvis skader klimaet her og nu. Men fordi den er indgået med bind for øjnene. Uden plan for, hvordan vi slipper af oliekrogen i takt med den grønne omstilling. Og uden tanke for at sikre det stadig mere presserende behov for massive investeringer i grøn teknologi og omstilling. De afsatte 100 mio. kr. til udvikling af nye energieffektive produktionsformer er i den sammenhæng en dråbe i oliehavet. Her burde ambitionsniveauet have været markant højere.

Det vil overraske nogle. Men isoleret set er aftalen på kort sigt ikke så skidt for klimaet, som man umiddelbart skulle tro. Realiteten er nemlig ubekvem: Verden vil fortsat i rum tid være afhængig af fossile brændstoffer – selv hvis vi får fuld kraft i den grønne omstilling. I de kommende årtier vil spørgsmålet fortsat være, hvor vi helst vil hente vores olie og gas – og her fremstår Nordsøen som et mere attraktivt valg end eksempelvis Rusland og Mellemøsten. På kort sigt kan Tyra-feltets produktion af gas oven i købet være en klimagevinst, da gas i nogle år fremover reelt vil være Europas vigtigste redskab i fortrængningen af kul - klimaets værste fossile fjende.

Når det er sagt, fejler Nordsø-aftalen i det lange perspektiv alvorligt på en række områder.

Helt overordnet udfordrer aftalen Danmarks grønne troværdighed. Når vi selv bygger ud og henter op – hvor lidt det end er i det store billede - får vi sværere ved at appellere til andre om fremover at holde deres langt større fossile energireserver i jorden. Og det ved vi, at der bliver brug for.

Allerede i 2012 gik Det Internationale Energiagentur (IEA) ud med en klar besked om, at to tredjedele af verdens reserver af kul, olie og gas skal blive i jorden for at holde de globale temperaturstigninger under to grader. De fleste af verdens kendte fossile reserver bør altså slet ikke udvindes. Den nyeste viden viser samtidig, at vi skal halvere de globale udledninger hvert årti, hvis skal leve op til Parisaftalen. Når Danmark så binder investeringer i fossile brændstoffer flere årtier frem, bryder vi med ord og ånd i Parisaftalen.

Et andet argument imod aftalen er økonomisk. Fortsat langsigtede investeringer i olie- og gasproduktion risikerer, i takt med at verden omstiller sig til renere energiteknologier, at ende med strandede aktiver og dermed potentielt massive finansielle tab. Erfaringen i disse år er, at det går hurtigere end forventet – specielt i forhold til kul. Priserne på vedvarende energiteknologi falder i et tempo, ingen har forudset. Om de forventede 26 mia. i indtægter fra Tyra holder vand, er derfor også tvivlsomt. Investeringer i både nye og eksisterende boringer vil i stigende grad være risikable, både i Danmark og globalt.

Nordsøaftalen vidner desværre om, at Danmark mangler en slagplan for, hvordan vi når i mål med den grønne omstilling, og hvordan vi gør os reelt uafhængige af olie og gas fra Nordsøen

Christian Ibsen, direktør i Concito

Nordsøaftalen svigter særligt i forhold til to konkrete fremadrettede spor.

For det første indeholder aftalen ingen kobling til de nødvendige massive investeringer i grøn omstilling. Med aftalen øger Danmark reelt subsidierne til den fossile økonomi – og det er uden at tage de nødvendige markante skridt til at investere og støtte op om grønne løsninger. Her burde klimaansvarlige politikere med udsigten til forventede 26 mia. kroner ekstra i statskassen, have sikret et markant løft til de grønne investeringer. Uden dem får vi svært ved for alvor at drive de grønne løsninger frem og CO2-udledningerne ned i de kommende år.

For det andet burde aftalen, der rækker frem til efter 2040, være ledsaget af en politisk diskussion og en klar plan for, hvordan vi i Danmark skal forholde sig os til vores olieafhængighed – både når det kommer til vores forbrug, og når det kommer til afhængigheden af at få indtægter i statskassen.

Nordsøaftalen vidner desværre om, at Danmark mangler en slagplan for, hvordan vi når i mål med den grønne omstilling, og hvordan vi gør os reelt uafhængige af olie og gas fra Nordsøen, både som brændsler og som indtægtskilde for statskassen. Det skal gøres med omtanke og med blikket stift rettet mod både udbuddet og efterspørgslen efter de fossile brændsler.

Selv om det først og fremmest er efterspørgslen efter olie, kul og gas, der skal reduceres dramatisk verden over i de kommende årtier, så er det på høje tid med en diskussion om, hvordan vi internationalt afvikler udvindingen af særligt kul og olie på en struktureret og gennemtænkt måde. Det synspunkt bliver alt andet lige sværere at få lydhørhed for, når Danmark selv investerer i egne felter.

Af Christian Ibsen, direktør i CONCITO

Læs også
Top job