Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Digitalisering: Kan det bruges til noget?

Netop nu står vi i en brydningstid, hvor alle snakker om de langsigtede gevinster ved teknologi, digitalisering og nye markeder. Men som leder skal man se bort fra hypen og holde fokus de konkrete, kortsigtede gevinster ved digitalisering.

Hvad kan det bruges til? Det spørgsmål har jagtet mig, siden jeg som ingeniør skulle forsvare mit speciale om kvalitetskontrol af våd beton baseret på Bayesianske statistiske modeller. Censor smækkede specialet ned i bordet flere gange under mit forsvar (ja, det var i gamle dage, da man afleverede indbundne specialer på papir), og jeg kan stadig høre lyden for mig, mens han gentog: »Hvad kan det bruges til?«

Grunden til, at det har prentet sig fast på min nethinde, er ikke så meget, at oplevelsen var dårlig snarere tværtimod, men at netop dette spørgsmål er helt essentielt i alt, hvad vi gør. Det er tilmed blevet en rettesnor for mit arbejde.

I dag er der en tendens til, at der går lidt for meget evangelisme i nye tendenser og teknologi. Det bliver ukonkret og hypet. I mine øjne skal vi blive bedre til at skelne imellem, hvad anvendelsen af en ny teknologi er på kort og på langt sigt, inden vi i fællesskab opildner hinanden til at udråbe en bestemt teknologi som løsningen på virksomheders og samfunds kvaler. Fx når vi taler selvkørende biler, så er der ingen tvivl om, at det er super interessant – på sigt.

Men det er ikke simpelt, og ofte kræver teknologi, at lovgivningen ændres og samfundsstrukturerne tilpasses. Vi ved dermed ikke, hvornår (og om) det kan lykkes. Teknologien i sig selv er sjældent udfordringen, men netop samfundsstrukturerne og eksisterende systemer.

Netop nu står vi i en brydningstid, hvor både små og store virksomheder kæmper med at fortolke og forstå, hvordan digitaliseringen kan udnyttes til at skabe fremskridt. Set i det lys og med rettesnoren ’hvad kan det bruges til’, så er det en rigtig god ide at fokusere på kortsigtede gevinster. Pipelinen skal helst være fyldt op med gode ideer og projekter, der udnytter den nye teknologi, men som har forskellige tidshorisonter, hvor mange projekter fx har en tidshorisont på et-to år, mens andre mere ambitiøse projekter kan have en længere tidshorisont på fx ti år.

De kortere projekter er for mange virksomheder den største udfordring, fordi de kræver en kulturændring og fokus på fleksibilitet, som er helt afgørende for at lykkes. For nylig havde jeg den glæde at stå foran 300 erhvervsledere og tale om den agile virksomhed. Der var bred enighed om, at agilitet er et af de vigtigste parametre for virksomheders overlevelse. Det bekræftes også i en nylig undersøgelse, som Accenture har udarbejdet blandt nordiske ledere.

De to vigtigste drivkræfter for agilitet digitalisering af driften samt ændrede kundeforventninger. Den sidste drivkraft stemmer dog ikke overens med ledernes faktiske adfærd, for den samme undersøgelse med nordiske ledere viste også, at mange er tilbageholdende med at gennemføre forandringer over for kunderne. Kun én ud af tre virksomhedsledere prioriterer agilitet i forhold til deres kunder. Det er overraskende.

Hvis virksomheder skal gøre andet ved digitalisering end at snakke om fremtiden, hvis de skal høste gevinsterne hér og nu, så vil det kræve mod. Mod til at forandre måden, vi arbejder på, mod til at ændre sig sammen med kundernes nye behov, mod til at investere i ny teknologi og mod til at eksperimentere og lære hurtigt af såvel succeser som af fejl. Og hele tiden have for øje: »Kan det bruges til noget?«

BRANCHENYT
Læs også