Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Købmandens visdom #1: Test før du går i drift

Skat burde lade sig inspirere af en 88-årig nordsjællandsk købmand, mener to ledelsesrådgivere. Det kunne have forhindret EFI-skandalen.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Det skandaleramte EFI-system spøger stadig. Systemet der måske til dato er den økonomisk største it-fejlinvestering, vi har oplevet i landet.

En af de faresignaler, der blandt andet blev negligeret, var at systemet ikke virkede, da man testede det. Måske skulle Skat have ringet til en købmand fra Hørsholm, og spurgt om et par gode råd, da det skete.

Kresten Dalgaard er i dag 88 år, og man møder ham i hans købmandsbutik (MENY) i Hørsholms Kongevejscenter. Dalgaard har været købmand hele sit liv, kom i lære som helt ung, og flyttede til storbyen, hvor han købte sin egen købmandsbutik på Frederiksberg som 25 årig.

I dag har datteren Lisbeth overtaget ledelsen, men Dalgaard er stadig at finde mellem hylderne og i snak med kunderne. Ved at møde Dalgaard kan man blive klog på, hvordan man holder gejsten og arbejdsglæden, hele tiden tilpasser sig i et marked med stor konkurrence, og hvordan man sikrer den gode overdragelse til næste generation. Dalgaard har skabt en af landets bedste supermarkeder, her er over 42.000 varenumre på hylderne, og det er som en oase af kvalitet og god gammeldags service, når man træder ind i butikken. Dette er den første klumme om Dalgaards visdom. Flere vil følge, for her er en mand med meget på hjerte, som man kan bliv klog af at lytte til.

Men hvordan hænger det sammen med EFI systemet? Såre simpelt; en af de metoder Dalgaard gennem alle årene har brugt til at tilpasse sit sortiment til kundernes behov, er såmænd at teste.

Han har således altid sikret plads til at afprøve et nyt produkt, hvis der kommer en leverandør eller producent til ham med et produkt med en kvalitet som Dalgaard mener, holder til hans butik.

Dalgaard gør ikke brug af meget avancerede Big data eller kunderejseanalyse udført af konsulenter og antropologer - næ, han placerer varerne i butikken, og så observerer han i tre måneder om de sælger, og hvordan folk reagerer på dem. Hvis varerne ikke sælger, eller folk ikke udviser interesse, så ved Dalgaard i sit gode købmands hjerte, at det ikke er et produkt han skal investere mere i. Så simpelt er det.

Da man testede EFI systemet virkede over 50 procent af testcasene ikke, men alligevel satte man det i drift. Ville Dalgaard have gjort det – aldrig!

Af Nanna Bjørner, selvstændig ledelsesrådgiver. Tidligere direktør i Alectia, medlem af VL-gruppe 7 og en del af DetGodeSelskab.org  og Susanne Toftgård Nielsen, selvstændig ledelsesrådgiver. Hun er tidl. direktør for arkitektfirmaet C.F. Møller og medlem af VL–gruppe 6.

BRANCHENYT
Læs også