Grønland er på vej væk fra afgrunden
Efter konferencen Future Greenland er der grund til optimisme på vegne af Grønlands erhvervsliv, skriver adm. direktør for Grønlands Erhverv.
Sidste sommer skrev Dagbladet Børsen, at Grønland var tre år fra den økonomiske afgrund. Heldigvis viser den nyligt afholdte Future Greenland-konference i Nuuk, at der er flere veje væk fra afgrunden end nogensinde.
Bedste eksempel er, at opbakningen til det grønlandske erhvervslivs største konference aldrig har været større. Efter mine 28 år i Grønland gav det mere håb, end jeg har haft længe: Grønland har ressourcer i havet, i undergrunden og en enestående natur – for slet ikke at tale om de enorme ressourcer mellem ørene på de mange unge mennesker, som rummer en uforløst dynamik og en herlig uforudsigelig kreativitet, som især iværksættermiljøet på Future Greenland afspejlede.
Vejen væk fra afgrunden skal findes i samarbejde, i ordets bredeste og bedste betydning - mellem politikere, erhvervslivet og civilsamfundets organisationer. Og den skal findes i Grønlands evne og vilje til at indgå i stærke politiske partnerskaber og forretningsforbindelser med Danmark og udlandet.
Årets Future Greenland konference blev holdt for femte gang og trak flere end 450 politikere, erhvervsledere, investorer, økonomer, embedsmænd og uddannelsesinstitutioner til.
Men det, der på konferencen gjorde det største indtryk på mig, var den blomstrende initiativlyst blandt nye iværksættere. Et eksempel er vinderen af konferencens iværksætterkonkurrence. Mette Willumsen, der står bag projektet Nuuk Wellness, har lagt en klar forretningsplan for at tjene penge på vinterbadning, sauna og wellness-behandling i Nuuk.
Et andet eksempel er et storstilet gletsjermelprojekt, der er et led i ”Greenland Perspective”, et projekt ledt Minik Rosing, geologiprofessor ved Københavns universitet og formand for Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Med støtte fra Novo Nordisk Fonden undersøger forskere fra flere lande, hvordan klippefjeld, der er pulveriseret af skurende gletsjere, også kaldet gletsjermel, og som indeholder vigtige næringsstoffer, der kan bruges til at gøde udpint landbrugsjord i andre dele af verden. Ifølge Rosing kan et egentligt produkt være klar til eksport inden for få år. Og grønlandske virksomheder har allerede meldt sig til at tage del i det potentielle eksporteventyr, der i bogstaveligste forstand kan bringe ”Grønland på landkortet”.
Jeg kunne også fremhæve firmaet Guide to Greenland, der med en ny hjemmeside samler alle grønlandske rejsebureauer og eventudbydere i et forsøg på at booste turismen i Grønland. Endnu en idé, der har eksisteret længe, men nu er blevet realiseret til gavn for turismen.
Succesoplevelser giver næring og inspiration til nye drømme. Derfor er der netop nu – måske mere en nogensinde før – behov for gennemgribende strukturreformer, der kan bane vejen for vækst og udfoldelse af iværksætterdrømme. Og skubbe os endnu længere væk fra den økonomiske afgrund.
Af Brian Buus Pedersen, adm. direktør, Grønlands Erhverv