Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Livets store fest er på arbejdet - flyt festen hjem

Livets store fest er i dag på arbejdet, hvor vi hver dag gør os i stand, klæder os smart, har energi, er velforberedte og ”på” og gør mere ud af det hele. Men måske har du glemt, at der også er andre fester i livet, der er endnu vigtigere?

Glæd dig. Du er inviteret til en rigtig god fest. Du ved det, for du har været med før, og du tager med, også selv om du måske ikke føler dig helt på toppen og andre ting burde prioriteres netop i dag. Du skal bare med. Du sætter god tid af, for festen vil givetvis trække ud. Du forbereder dig og er opsat på succes. Du tænker over dit udseende, vælger det helt rigtige tøj, bader, fjerner hår, barberer dig, sætter frisuren, børster tænder, har de høje hæle eller de nypudsede sko på, dufter godt, og kigger dig en ekstra gang i spejlet, inden du smutter ud af døren.

Jo, du ser godt ud - og lader alt bag dig, bag den smækkede dør, der smækkes i, i sidste øjeblik.

Festen varede 7-8 timer (mindst), og på vej hjem er du nok glad, men også lidt træt og måske udkørt. Nu står du hjemme foran døren og tænker kort på festen. Der var tryk på, og du glemte endda helt at spise. Du åbner døren, børnene løber i mod dig og kalder på dig, og din elskede siger ”Velkommen hjem, skat – hvordan gik det på arbejdet i dag…?”

Mange genkender billedet fra arbejdet, hvor vi bruger mere end halvdelen af vores vågne liv. Vi opfører os, som om jobbet er eksistentielt, og de fleste ting påvirkes da også af det, bl.a. uddannelse, adresse, ferie, børn, partner, bil, livsforløb, prestige, image, værdier, holdninger, økonomi, sundhed og muligheder. Så hvordan skal og kan noget som helst andet herunder kærligheden, familien, fritidsinteresser, hobbyer, venner, indre ro og mening overhovedet kunne hamle op med alt dette?

Jeg elsker selv at ”feste”, og feste igennem, og jeg er god til det. Imidlertid vil jeg ikke bare kun have én stor overskyggende (arbejds)fest i mit liv, men jeg ønsker flere fester og i harmoni med hinanden. Både de store og prangende, men absolut også de små, intime fester, hvor vi kun er familien, en kærlighedsfest med to, eller måske kun én med til festen – nemlig mig selv og mit eget selskab. Hvad med dig?

Spørgsmålet er, hvor mange andre fester vi egentligt orker, når der er så meget fokus på den store altomfavnende fest, der hedder arbejdet, og hvor meget vi kan planlægge, give, yde og også nyde efter en både mentalt og fysisk hård dag på jobbet, og hvor vi i øvrigt skal være friske igen i morgen?

I ferieperioder og i andre rolige stunder er det naturligt at stoppe op og gøre status og se, om noget skal, kan og bør justeres eller forandres, så vi bevarer alt det gode, vi har og øger muligheden for at opnå det, vi drømmer om. Det kan være kærligheden, nærværet med vores børn, at elske og at blive elsket, vores sundhed, en ny interesse eller hobby, ro, indhold og mening, som vel helt basalt burde være vigtigere end jobbet?

I alle tilfælde vil det medvirke til, at du får et mere helt og lykkeligt liv og herudover også øge muligheden for, at du når dine mål på arbejdet og i karrieren fremover.

Rigtig god fest.

BRANCHENYT
Læs også