Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Obamas told på dæk bør afskrække Trump

Trump vil forsvare amerikanske arbejdspladser med næb og klør. Men Obama forsøgte det samme - og fejlede, mener Mads Lundby Hansen.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom Cepos

I 2009 indførte Obama en 3-årig told på 35 pct. på dæk indført fra Kina i et forsøg på at beskytte den amerikanske dækproduktion.

Dækproducenterne i USA havde i årene inden oplevet, at de blev udkonkurreret af billige kinesiske dæk, og de argumenterede for, at man ved at indføre en told på kinesiske dæk kunne bevare amerikanske jobs i dækbranchen. Obama sagde i 2012 i sin State-of-the-Union-tale, at hans dæktold havde reddet over 1.000 amerikanske arbejdspladser (”Over a thousand Americans are working today because we stopped a surge in Chinese tires”).

Den anerkendte og politisk uafhængige tænketank Peterson Institute (der i dag har Obamas tidligere chef for The Economic Council, Jason Furman, som medarbejder) har beregnet, at det var en dårlig forretning for amerikansk økonomi at indføre dæk-tolden. Først og fremmest betød dæk-tolden, at de amerikanske forbrugere oplevede stigende dækpriser. De kinesiske dæk blev op til 26 pct. dyrere pga. tolden, mens de amerikanskproducerede dæk steg med ca. 3 pct. pga. den lavere konkurrence. I alt betalte amerikanske familier 1,1 mia. dollars ekstra for dækkene. Dæktolden betød også, at man ”reddede” op til 1.200 job i den amerikanske dækindustri, viser analysen. Men der var ikke tale om en overordnet jobgevinst, tværtimod. De højere dækpriser betød, at amerikanske familier havde færre penge at rutte med, når de handlede ind i Wal-Mart mv. Når der korrigeres for jobtab i detailhandlen, viser analysen et skønnet jobtab på 2.500, netto. Obamas dæktold er rigtig dårlig økonomi.

Når Obama kunne fremstille dæktolden som en sejr, er det fordi, at vinderne, selvom de er ganske få, er meget synlige (ca. 1.000 glade arbejdere på dæk-fabrikker). Omvendt er der mange, mange millioner af amerikanere, der taber en lille smule - nemlig de millioner af amerikanere, der køber dæk til deres bil. Dertil kommer de medarbejdere, der mistede deres job i detailhandlen. Disse mange millioner tabere nævnte Obama ikke i sin State-of-the-Union-tale.

Trump spiller i sin retorik på de samme strenge. Han vil redde arbejdere på amerikanske bilfabrikker mv. Men ovennævnte case viser, at det vil være dårlig samfundsøkonomi, uanset om man lægger told på dæk, udenlandsk stål eller biler mv.

Det, der vil være god økonomi, vil være at fjerne den amerikanske told - også selv om det skulle være unilateralt. Et studie fra IMF viser, at hvis tolden fjernes i USA, så vil det øge USA’s BNP med ca. 0,2 pct. Det skyldes bl.a. øget konkurrencepres fra udlandet, hvilket kan få de hjemlige producenter til at effektivisere og sænke priserne. Desuden kan hjemlige producenter få flere og billigere halvfabrikata fra udlandet, hvilket øger produktiviteten.

Hvis Trump vil USA’s økonomi det godt (han ønsker jo en vækst i amerikansk økonomi på 3 pct. årligt) og hvis han er den dygtige forretningsmand, han selv siger, han er, så er det den vej, han skal gå: Ned med tolden og ikke op.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.