Debat
0

At kunne og at vide skaber glæde

For mange ledere er så optagede af, om medarbejderne er omstillingsparate og samarbejdsivrige, at de fjerner fokus fra den enkelte medarbejders evne til at træne fagligheden og sætte den i spil.

At bage og dekorere en kage, så den smager skønt og ligner en drøm.

At dyrke en have, så den blomstrer i fuldt flor.

At male en dør, så den bliver smuk og skinnende.

At styre de tekniske processer eller økonomien i et projekt til ug med kryds og slange.

At have en skarp viden om alt fra historie til psykologi.

Sådan noget giver en dyb indre tilfredsstillelse. Det kan være, at din virksomhed mest er til skabeloner og generalister, men det skal du ikke lade dig forstyrre af. Du og de fleste andre med selvindsigt ved, at det er fedt at være fagnørd.

At vide noget. At kunne noget. Det gør dig mere tilfreds som menneske. Find din niche, øv dig og gør dig umage, så bliver du gladere, både på jobbet og privat. Men i alt for lang tid har vi glemt at slå på tromme for denne livsvisdom.

Vi har rigtig længe fortalt os selv og hinanden, at bare du er social kompetent, så skal det hele nok gå. Du skal evne at samarbejde og være god til relationer, hvis det skal gå dig godt, både privat og på arbejdsmarkedet. Og det er der da også noget fornuft i, men kun hvis vi samtidig slår fast, at relationel begavelse er et stærkere kort at have på hånden, når den spiller sammen med solid viden og faglig kunnen.

Det nytter ikke, at vi ser det som noget suspekt, at folk er dygtige.

Trine Wiese, journalist og partner i Winther&Wiese

Alt for mange ”tomme tønder” er med tiden blevet lagt sammen, og det gør dem jo ikke mere fyldte. Og alt for mange ledere er og har været mest optagede af, om medarbejderne er omstillingsparate og samarbejdsivrige. Mindre fokus har lederne haft på den enkelte medarbejders evne til at skarpslibe sin faglighed og sætte den i spil. Denne gruppe af ledere har slet ikke evnet at skelne skidt fra kanel: Hvilken medarbejder har en tung viden at arbejde ud fra? Og omvendt, hvem indeholder mest varm luft?

Og så ved jeg da godt, at en enkelt fagspecialist ikke længere har svaret på fremtidens udfordringer. Jo mere komplekse arbejdsprocesser, jo vigtigere er et godt samspil mellem flere forskellige faggrupper.

Siloer er der alt for mange af, og i f.eks. det offentlige er et begreb som relationel koordinering i vælten som aldrig før. Målet er at skabe stærke relationer mellem stærke fagpersoner, fordi velfærdsopgaverne bliver stadigt mere komplekse og i stigende grad kræver løsninger, der involverer flere faggrupper og sektorer.

Et eksempel på det værdifulde i at kigge ud over sin faglige næsetip: Den dygtige sundhedsplejerske hjælper bedst en sårbar, socialt udsat ung mor, når hun løfter blikket og skaber en frugtbar dialog med alt fra socialrådgivere til pædagoger. Men også her skal samarbejdet foregå i en jævnbyrdig pingpong mellem dygtige, vidende menneske. Ellers bliver resultatet noget hø.

Alle perspektiver og alles talenter skal i spil, men det skal vel at mærke være kvalificerede perspektiver og talenter. Fagnørden skal dermed både for egen og arbejdspladsens skyld stå fast på og dyrke sin faglige indsigt og erfaring og ud fra netop denne spille ind, når der søges fælles løsninger på konkrete udfordringer.

At kunne og at vide – det er noget, vi skal værdsætte, og det skal vi huske at melde ud. Og som leder og chef skal du tage dig selv gevaldigt i nakken, hvis du har det med at opfatte medarbejderens faglige indvendinger som besværlige og utidige. Husk nu, at mange gange har fagnørden faktisk ret! Koordineringsiver og udviklingstrang skal dermed ikke munde ud i, at vi glemmer de faglige dyder.

Det nytter ikke, at vi ser det som noget suspekt, at folk er dygtige. Vi skal glemme jante og værdsætte de mennesker, der kan og ved. Sådan skaber vi både gode virksomheder og glade mennesker. Lad os huske hinanden på, at gode relationer er et must. Og at indsigt og viden samtidig gør dig til en mere spændende, relevant kammerat og kollega. Viden og kunnen er den lige vej til glæde og mening. Din evne som f.eks. håndværker eller læge, slebet skarp over tid, kan ingen tage fra dig.

Til slut et godt råd til dig, der vil være glad – og det vil de fleste. Overvej at skrue lidt ned for Netflix og de mange timer, du bruger på Instagram eller Snapchat. Brug i stedet tiden på at dykke ned i den niche, der nu engang er din.:

  • Er du god til at synge? Så syng da!
  • Er du god til at løbe? Så løb!
  • Ved du meget om astronomi? Så læs endnu mere.
  • Eller er du it-nørd? Så brug kræfterne her.
BRANCHENYT
Læs også