Erhverv

Amazons direktør sælger aktier for over 6 mia. kr.

Jeff Bezos har tidligere fortalt, at han sælger aktier i Amazon for at finansiere sin raket-virksomhed.

Jeff Bezos betragtes i dag som verdens rigeste mand. Foto: Reed Saxon

Amazons adm. direktør, Jeff Bezos, har nok haft en lidt anderledes arbejdsuge end de fleste andres.

I løbet af ugen har Jeff Bezos nemlig solgt en million aktier i tech-giganten til en værdi af lidt over 1 mia. dollars - det svarer til omkring 6,4 mia. kr.

Det skriver flere amerikanske medier herunder CNN.

Det er endnu uvist, hvad pengene fra salget skal bruges til, men Jeff Bezos har tidligere fortalt, at han sælger aktier i Amazon, så han kan finansiere sin raket-virksomhed, Blue Origin.

»Min virksomhedsmodel for Blue Origin er lige nu, at jeg sælger Amazon-aktier for omkring 1 mia. dollars (omkring 6,4 mia. kr., red) om året og bruger pengene til at investere i Blue Origin,« udtalte Bezos på en rum-konference i april i år.

Formålet med Blue Origin er at sende turister ud i rummet, men det er endnu ikke lykkedes virksomheden at gøre dette.

Til gengæld kunne Amazon sidste uge aflevere et kvartalsregnskab, der var langt bedre end Wall Streets forventninger - bl.a. med en omsætning, der var 34 pct. højere end samme kvartal sidste år.

Det fik Amazons aktier til at stige med op mod 8 pct. umiddelbart efter børsåbningen, og det gjorde samtidig Jeff Bezos så rig, at han ifølge Bloombergs Billionaire Index har overgået Bill Gates og nu betragtes som verdens rigeste mand.

Bezos grundlagde Amazon i 1994 og ejer efter det nylige salg stadig omkring 16 pct. af aktierne i selskabet.

Det er langt fra første gang, at han sælger ud af sine aktier i virksomheden - Bezos solgte aktier for lignende beløb både i maj i år og i august sidste år.

Det er ifølge CNN også en mulighed, at Bezos vil bruge nogle af pengene fra salget på velgørende formål.

BRANCHENYT
Læs også