Erhverv

Amazon? Pffft. Vild onlinevækst føjer 120 mia. kr. til Wal-Marts værdi

Detailkæmpen stiger 10 pct. på børsen efter stærkt regnskab.

Wal-Mart satser på høj fart i det digitale salg. Foto: Wes Pope/The Santa Fe New Mexican via AP

Wal-Marts satsning på e-handel, bl.a. med købet af Jet.com, belønnes af investorerne torsdag.

Den kolossale detailforretning med 4.700 butikker stiger over 10 pct. på børsen, efter regnskabet for tredje kvartal overgik analytikernes forventninger.

Stigningen føjer mere end 120 mia. kr. til Wal-Marts aktieværdi, og dermed passerer kæmpen sit højeste niveau nogensinde.

Det på et tidspunkt hvor investorerne ellers er flygtet fra detailmarkedet som følge af Amazons hastige vækst, og værdien af supermarkedskæder er sendt i dørken efter Amazons købt af øko-kæden Whole Foods.

Det er da også især Wal-Marts hastige onlinevækst, som investorerne synes at belønne torsdag.

Noget tyder på, at der er plads til andre end Amazon.

Wal-Marts e-handel steg 50 pct. i kvartalet, mens det for investorerne altafgørende salg i eksisterende butikker steg 2,7 pct. (analytikerne havde ifølge SeekingAlpha ventet en vækst på 2 pct.).

På trods af den hastige vækst i e-handel og øget trafik i butikkerne, faldt Wal-Marts driftsresultat (Ebit) 6,9 pct. ifht. sidste år og landede på 4,8 mia. dollar eller 30 mia. kr., men det kan investorerne altså fint leve med.

Den store prisstigning betyder, at Wal-Mart er et mulehår fra for første gang at passere 100 dollar pr. aktie, men uagtet at det ikke måtte ske i denne omgang, har selskabets aktiekurs aldrig været højere.

For kort tid siden lancerede Wal-Mart en strategi, der sigter mod en vækst i onlinesalget på 40 pct. i 2018.

BRANCHENYT
Læs også