Erhverv

Sygt boligmarked: Her koster det 6 millioner bare at kigge på lejlighed

Det kan godt være, at det danske boligmarked er vildt, men i Hongkong skal man lægge depositum blot for at få lov til at se en lejlighed.

Det er dyrt at købe en lejlighed i Hongkong med udsigt over Victoria Harbour. Foto: AP Photo/Vincent Yu Foto: Vincent Yu/AP

Boligmarkedet i Hongkong har gennem flere år været vildt. Men nu har boligmæglerne i storbyen drevet det ud i det helt ekstreme.

Hvis man bare vil se luksuslejlighederne i det nye Victoria Harbor-kompleks, med udsigt over havnen og tæt på Hongkongs forretningsdistrikt, kræver det et depositum på 900.000 dollars, skriver CNN.

Når man lægger sit depositum, giver det ret til en 90 minutters rundvisning. Dog ikke i de lejligheder, der er til salg. Men derimod et helt andet sted i byen, hvor man har lavet en model af lejlighederne.

Det store depositum er knyttet til salget af 10 luksuslejligheder, der vil blive sat på auktion snarest. Lejlighederne er på mellem 112 kvm. og 150 kvm.

Entreprenøren Sun Hung Kai har ikke sat pris på lejlighederne, men tilsvarende boliger i samme område blev i sidste måned solgt for op mod 54 mio. kr.

Udover at lægge et depositum skal eventuelle købere være villige til at købe mindst to lejligheder.

Og bare fordi man har lagt sit depositum, garanterer det ikke, at man får lov til at købe to lejligheder. Man skal også byde mod eventuelle andre købelystne.

Til gengæld får man sit depositum tilbage, hvis man taber budkampen og dermed ikke får lov til at købe.

Ifølge en talsmand for Sun Hung Kai er den fremgangsmåde »ikke usædvanlig,« når der handles lejligheder af »en sjælden og høj kvalitet.«

Ifølge en opgørelse fra Demographia er Hongkong for syvende år i træk blevet udnævnt til verdens dyreste område, når det gælder fast ejendom.

BRANCHENYT
Læs også