Billigere bredbånd: Forbrugerne bliver vindere, når el-selskaberne åbner fibernettet
Når el- og teleselskaberne kommer til at slås om kunderne på fibernettet, bliver kunderne vindere. Mere valgfrihed og billigere priser kan blive resultatet, mener cheføkonom.
Lavere priser og frit valg på tv- og bredbåndshylderne.
Sådan tegner udsigterne for forbrugerne, når flere el-selskaber åbner for adgangen til deres dyrt betalte fibernet for konkurrenterne i 2018.
Det betyder, at forbrugerne vil kunne vælge mellem flere bredbånds- og tv-udbydere, samtidig med at den øgede konkurrence kan presse priserne ned, mener flere brancheaktører og cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Martin Salamon.
»Længe har konkurrencen på tv- og bredbåndsmarkedet været for dårlig. El-selskaberne har slået mur om deres fibernet, mens TDC har gjort det svært for andre at komme ind på deres kabel-tv-net (coax, red.). Nu åbner el-selskaber for fibernettet, og vinderen bliver forbrugeren,« siger Martin Salamon.
Det er ikke utænkeligt, at forbrugerprisen på bredbånd bliver presset en smule ned.
Han forudser et prisfald på særligt bredbånd, på samme måde som mobilpriserne dykkede, da konkurrencen på markedet eksploderede i 00'erne.
Senest har elselskabet Eniig i oktober lukket TDC ind på sit fibernet i Midtjylland. Og næste år følger andre el-selskaber trop, herunder den sydjyske el-gigant, SE, der har landets største fibernet.
I dag er ca. 550.000 danskere koblet på fibernettet, og mere end 50.000 nye kunder bliver tilkoblet om året. Men når flere tv- og bredbåndsudbydere skal kæmpe om kunderne på de samme fiberkabler, er det kun de mest lønsomme selskaber, der klarer skærene, mener SE's topchef, Niels Duedahl.
»Det er ikke utænkeligt, at forbrugerprisen på bredbånd bliver presset en smule ned,« siger han.
»Så hvis man vil tjene penge på andres net, kræver det, at man får en meget stor kundebase, som alle omkostningerne kan fordeles ud over. Ellers er lønsomheden for ringe til at klare den tilspidsede konkurrence,« Niels Duedahl.
Vi ser en god kommerciel case i at leje os ind på fibernettet.
TDC, som ejer Yousee, er den klart største tv- og bredbåndsudbyder i landet med godt 1,3 mio. kunder. Langt størstedelen af TDC's kunder er dog tilkoblet det gamle kobbernet eller kabel-tv-nettet. Men åbningen af fibernettet åbner også nye muligheder for TDC, siger telegigantens finansdirektør, Stig Pastwa.
»Der ligger masser af uudnyttet fibernet ude i landet. Så vi ser en god kommerciel case i at leje os ind på fibernettet, hvis vi kan få en rimelig kommerciel aftale med el-selskaberne.«
TDC-direktøren ser også fiberåbningen som en gevinst for danskerne.
»Målet for os er selvfølgelig flere kunder. Men i sidste ende er det en sejr for forbrugerne, når der kommer øget konkurrence på bredbånd. Samtidig bliver tv-distributørerne tvunget til at tilbyde endnu bedre indhold og mere fleksibilitet i tv-pakkerne,« siger Stig Pastwa.