Erhverv
0

Arresteret prins har købt sig fri for en formue

Saudi-prinsen Miteb bin Abdullah betalte flere milliarder for at blive løsladt.

Den 65-årige prins er en blandt flere medlemmer af kongefamilien, samt ministre og embedsmænd, der for nylig blev anholdt under beskyldninger for korruption. Arkivfoto: Hassan Ammar.

Saudi-Arabiens hårde linje mod korruption har taget en ny drejning tirsdag, efter saudiarabiske myndigheder har løsladt prins Miteb bin Abdullah.

Prinsen har således indgået et forlig med myndighederne på mere end 6,3 mia. kr. for at undgå yderligere fængsling.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.  

Den 65-årige prins, der er søn af den afdøde konge Abdullah af Saudi-Arabien, er en blandt flere medlemmer af kongefamilien samt ministre og embedsmænd, der for nylig blev anholdt under beskyldninger om korruption.

Anholdelserne var en del af kronprins Mohammed bin Salmans kampagne mod korruption i Saudi-Arabien.

Prins Miteb blev sigtet for underslæb, for at ansætte fiktive medarbejdere og tildele lukrative kontrakter til egne virksomheder. Heriblandt en kontrakt på 63 mia. kr. på walkie-talkier og skudsikkert militærgear.

»Forliget indebærer en indrømmelse af korruption,« oplyste en talsmand fra de saudiarabiske myndigheder, da prinsen blev løsladt.

Flere eksperter sår dog tvivl om, hvorvidt prinsen overhovedet har været fængslet, da tidligere højtstående folk, der har været sigtet for korruption, er blevet sat i husarrest på det luksuriøse hotel Ritz-Carlton hotel i Riyadh.

Andre iagttagere mener, at kronprinsens hårde linje over for korruption er et skalkeskjul for at komme politiske modstandere til livs, og her er prins Miteb bin Abdullah særlig indflydelsesrig. Han var nemlig chef for landets nationalgarde med en styrke på 100.000 soldater, inden han blev fyret som følge at korruptionsanklagerne.

Prins Miteb bin Abdullah er den første af de mere end 200 korruptionsigtede til at indgå et forlig, men flere skulle være på vej, har kronprins Mohammed bin Salman udtalt til New York Times.

Her fortalte han også, at flere af de sigtede havde indvilliget i overdrage alle deres ejendomme til regeringen.  

BRANCHENYT
Læs også