Erhverv

Starbucks åbner verdens største kaffebar

Den amerikanske kæde har åbnet en kaffebiks på intet mindre end 2.800 kvm i kinesisk storby.

Der kan langes enorme mængder kaffe over disken hos Starbucks Reserve Roastery i Kinas største by. Burtikken åbnede dørene i går. Foto: Starbucks.

Starbucks har åbnet sin største forretning i verden i Shanghai. Butiksarealet er på næsten 2.800 kvm og er den første af de såkaldte Starbucks Reserve Roastery uden for USA.

Butikken er næsten dobbelt så stor som den næststørste i verden. Den åbnede for tre år siden i Seattle - Starbucks' hjemby, skriver CNN.

Starbucks har de seneste kvartaler kæmpet med overskuddet, men Kina er et lyspunkt. Her steg salget i det seneste kvartal med otte pct. i forhold til samme kvartal året før.

Starbucks har så travlt på det store marked, at koncernen i gennemsnit åbner en ny Starbucks hver 15. time i Kina.

Selv om kineserne traditionelt er mest til te, så er der en voksende middelklasse og en bølge af unge, der gerne vil drikke kaffe.

»Det er en "show-butik". Hele pointen med den store butik er at være synlig i en by fyldt med turister, og hvor der er et mylder af fodgængere, kontorfolk og midt i et beboelsesområde for at gøre Starbucks synlig i landet,« siger John Gordon, der er restaurantanalytiker hos Pacific Management Consulting, til CNN.

Den nye butik har sit eget risteri, hvor kaffen bliver forarbejdet i store kobbertønder. Der er dog også lagt vægt på te med en bar, der udelukkende tilbyder specialte.

Starbucks har indgået et partnerskab med Alibaba om at reklamere for den nye butik.

Kaffebaren i Shanghai får kun lov til at beholde prædikatet "verdens største Starbucks" frem til 2019. Her åbner kæden en butik i Chicago på næsten 4.000 kvm, skriver CNN.

BRANCHENYT
Læs også