Erhverv
0

Arla købte historisk dansk mejeri - nu lukker produktionen

Fremtiden for det lille Endrup Andelsmejeri er på plads.

Mejerigiganten Arla overtog tidligere på året det lille Endrup Andelsmejeri. Nu er planen for mejeriets fremtid på plads. PR-foto.

Et af verdens ældste andelsmejerier, Endrup Andelsmejeri, kommer ikke længere til at fremstille sine hæderkronede oste.

Efter længere tids økonomiske problemer og en overhængende risiko for konkurs blev mejeriet i september overtaget af Arla. Nu har den nye ejer så fremlagt en plan for mejeriets fremtid.

Her fremgår det, at Arla sløjfer ostefremstillingen på Endrup Andelsmejeri. I stedet skal mejeriet, der ligger øst for Esbjerg, fungere som modningscenter og pakkeri for oste.

»Det er en løsning, som kommer de af vores kunder til gode, som ønsker den unikke lagring og smag fra Endrup, og så er det også en økonomisk forsvarlig løsning for Arla og Arlas andelshavere,« siger Jakob Bernhard Knudsen, landechef for Arla Danmark, i en pressemeddelelse.

Endrup Andelsmejeris ni ansatte får lov til at beholde deres arbejde. Produktionen af flere af mejeriets oste bliver flyttet til Tistrup Mejeri, hvorefter ostene bliver overført til Endrup Andelsmejeri for at modne færdige og blive pakket.

Endrup Andelsmejeri har eksisteret siden 1884 og er dermed verdens ældste andelsmejeri, der fortsat er i drift. Nogle af de landmænd, der har leveret mælk til mejeriet, bor på slægtsgårde, som har været leverandører til Endrup lige siden begyndelsen i 1884.

De senere år har mejeriet kørt med underskud, og der var derfor tale om en redningsaktion, da Arla i september gik ind og overtog mejeriet og dets medarbejdere.

Produktionen på Endrup Andelsmejeri har stået stille siden 30. juni og bliver altså ikke genoptaget.

»Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, som betyder, at Endrup Mejeri kan fortsætte som mejeri med fokus på ostelagring og pakkeri,« lyder det fra Arla Danmarks landechef, Jakob Bernhard Knudsen.

Arla Foods er en af verdens største mejerikoncerner med en årlig omsætning på over 70 mia. kr. Koncernen er ejet af 11.200 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxembourg.

BRANCHENYT
Læs også