Erhverv

Kåre Schultz' forgænger er en helt færdig mand i Teva

Kort tid efter Kåre Schultz' indtog i det israelske medicinalselskab forlader hans forgænger nu selskabet.

Teva har tidligere haft store problemer med at få lov til at fyre medarbejdere i Israel som følge af stærke fagforeninger. Det kan igen blive en stor udfordring for Kåre Schultz i bestræbelserne på som topchef at få genskabt forretningen. Foto: Arkiv. Foto: George Widman/AP

Kåre Schultz skulle kun bruge fire uger på at skille sig af med tre koncerndirektører. Nu er den tidligere topchef i Teva, Yitzhak Peterburg, også færdig. I en kortfattet meddelelse til de amerikanske børsmyndigheder, SEC, skriver selskabet, at han forlader sin rolle i bestyrelsen.

»Dr. Peterburgs beslutning om at træde tilbage er udelukkende af personlige årsager og involverer ikke nogen uenighed med selskabet. Selskabet takker Dr. Peterburg for hans mangeårige dedikerede indsats og ønsker ham alt det godt i hans fremtidige bestræbelser,« skriver Teva i meddelelsen.

Han varetog jobbet som midlertidig adm. direktør i perioden 1. februar 2017 og frem til Kåre Schultz' tiltræden den 1. november, efter at Teva i begyndelsen af året fyrede Erez Vigodman som adm. direktør.

Kåre Schultz har allerede lagt op til en storstilet spareplan, der ventes at lande i midten af december. Tidligere har Bloomberg meddelt, at det kan involvere fyringer af helt op til 10.000 medarbejdere.

Teva er blevet skabt gennem en stribe fusioner af israelske medicinalselskaber, siden selskabet begyndte som en medicindistributør i 1901. Ambitionerne har været enorme, og det er da også via opkøb lykkedes at blive verdens største producent af kopimedicin.

Problemet er, at de mange opkøb har skabt en nærmest uoverskuelig gældsbyrde. Især opkøbet af Actavis fra amerikanske Allergan for 250 mia. kr. i 2015 skulle sende Teva helt til tops i den globale medicinalbranche.

Det har vist sig som noget nær en katastrofe, ikke mindst fordi prisen på kopimedicin er under voldsomt pres på det altafgørende amerikanske medicinmarked. Gælden er så stor i Teva, at frasalg af forretningsdele spås som værende en yderst sandsynlig konsekvens, ligesom udstedelse af nye aktier heller ikke endegyldigt er fejet af bordet.

Sidstnævnte vil Teva dog, ifølge tidligere beretninger fra amerikanske erhvervsmedier, gør meget for at undgå, da aktionærerne i forvejen har haft et forfærdeligt 2017.

Her er kursen mere end halveret, om end der faktisk er bedring at spore. Den seneste måned er kursen steget mere end 40 pct.

BRANCHENYT
Læs også