Kina bider negle over kæmpegæld gemt i skyggebanker

En enorm ophobning af risikabel gæld ligger og ruger i Kinas skyggebanker. Frygten er, at tyngden får økonomien til at vakle.

Ingen ved, hvad der præcis gemmer sig af ubehagelige overraskelser under overfladen i skyggebanksektoren i Kina. Foto: Imaginechina via AP Images

I skyggen af Kinas normale banksystem har en industri af alternative udlån vokset sig så gigantisk, at kinesiske ledere ser til med bekymrede miner.

Topfolk i Beijing har anerkendt, at skyggebankernes kæmpe og potentielt enormt risikofulde udlån udgør en stigende trussel mod økonomien, skriver Reuters.

Faren er, at en stribe af skandaler og tab af investeringer formidlet gennem den uigennemsigtige skyggebanksektor kan udløse et lånestop i den hurtigtvoksende økonomi.

Og for det kommunistiske parti og partilederen Xi Jinping, hvis legitimitet på magten i høj grad hviler på løftet om økonomisk vækst, ville det være særdeles uheldigt.

Ved udgangen af 2015 udgjorde skyggebankudlånene intet mindre end 57 procent af alle bankudlån i Kina og voksede hurtigere end udlån i den gængse banksektor ifølge en rapport fra investeringsbanken CLSA. Ifølge kreditvurderingsinstituttet Moody's voksede skyggebanksektorens aktiver med mere end 20 pct. i 2016 til et beløb, der svarer til 86,5 pct. af Kinas bruttonationalprodukt.

Den politiske top har indledet en storm af reguleringer, højprofilerede anholdelser og advarsler de seneste 18 måneder for at dæmme op for udlånene uden om det normale banksystem. Moody's tal peger på, at tiltagene har været med til at sænke farten i industrien.

Skyggebanksektoren henviser til de finansielle firmaer, der agerer som mellemled mellem det officielle banksystem og lånere, og som ikke er underlagt helt så skrappe regulatoriske krav. Pengene er dyrere at låne, men skyggebankerne kan gennem et spindelsvæv af mellemled som forvaltere, fonde og andre banker slå smut uden om reglerne og tilføre kapital til overophedede sektorer som ejendomsbranchen og minedrift.

Udlånene kan være mere profitable, og så behøver mellemmændene på grund af en regnskabsmæssig finte ikke at stille så meget kapital i sikkerhed i tilfælde af krak som de officielle banker behøver.

Læs hele Reuters longread om emnet her.

Læs også
Top job