Erhverv

Fra i dag kan butikker nægte at tage imod dine kontanter

For at nedsætte risikoen for røveri har butikker nu mulighed for at takke nej til mønter og sedler i aftentimerne.

Butikker landet over har pr. 1. januar mulighed for at afvise kontanter i aftentimerne. Foto: Lærke Posselt. Foto: Lærke Posselt

Fremover vil dankort eller Mobile Pay flere steder være de eneste gyldige betalingsformer, hvis du skal handle om aftenen. Kiosker, supermarkeder og andre butikker kan nemlig fra dags dato vælge at afvise din krøllede halvtredser efter kl. 22. I udvalgte kommuner har forretningerne ret til at sige nej tak til kontanter efter kl. 20.

Det skriver bl.a. DR.

»Ved at gøre det muligt for butikkerne selv at vælge, om de ønsker at tage imod kontanter i aften- og nattetimerne, får butikkerne et nyt redskab til at beskytte personalet mod røverier,« skrev erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i en pressemeddelelse tilbage i november, da den nye betalingslov blev præsenteret.

De forretninger, som har ret til at afvise kontanter fra kl. 20-06, findes blandt de 25 pct. hårdest belastede postnumre i forhold til butiksrøverier. Det gælder bl.a. København, Aarhus, Odense, Aalborg og Nyborg.

Butikkerne skal søge om tilladelse hos Finanstilsynet, før de kan afvise kontanter. Rema 1000 har som den eneste butikskæde hidtil søgt om at kunne arbejde med tomme kasseapparater om aftenen, men har endnu ikke afgjort, om de vil gøre brug af muligheden, skriver DR.

Gør de det, kræver det, at de klart og tydeligt skilter med, at kontanter er ugyldige.

Listen over de særligt udsatte postnumre har Erhvervsministeriet udarbejdet på baggrund af Rigspolitiets oplysninger.

Hvorvidt en kommune er særlig udsat har ministeriet afgjort på baggrund af tal for røverier i de enkelte kommuner mellem kl. 20-22 i årene 2012-2016.

Læs også