Erhverv

Vestas gik ordreamok efter børslukketid

Foto: AP

Vestas varmede op til nytåret fredag aften med en imponerende række af ordreannonceringer.

I tidsrummet mellem fredag kl. 20 og frem til ved midnatstid tikkede der hele ti gange meddelelser ind fra den danske vindmølleproducent om nye kontrakter.

Samlet bød aftenen på ordrer med en samlet kapacitet på 998 megawatt, hvilket bragte årets ordreannoncering op på 10.691 megawatt, hvilket er uden bunken af såkaldte "uannoncerede ordrer" for fjerde kvartal, som Vestas først offentliggør omfanget af i sit årsregnskab.

Dermed har selskabet allerede inden de "uannoncerede" for fjerde kvartal slået den ordrerekord på 10.494 megawatt, som blev opnået sidste år.

Årets ordreindgang har samtidig markant overgået analytikernes forventninger, der op til regnskabet for tredje kvartal var på 10.033 megawatt for 2017 - inklusive de uannoncerede for fjerde kvartal.

I fredagens ordrestrøm er det også værd at bemærke, at tre af ordrerne omfatter komponentbestillinger - samlet på 96 megawatt - som kvalificerer projekter til PTC-ordningen til omkring 10 gange flere megawatt end de umiddelbare bestillinger.

Den imponerende ordrestime kan give luft til Vestas-aktien fra åbningen tirsdag morgen, efter at den fredag sluttede 2017 med et fald på 1,3 pct.

Tirsdag morgen har Sydbank da også valgt at opjustere anbefalingen af Vestas-aktien til "køb" fra tidligere "hold". Det begrunder banken med, at den stærke ordreslutspurt styrker fundamentet for salg og indtjening i 2018.

- Ordreindgangen peger mod et meget højt aktivitetsniveau i 2018. Det kan vise sig at være en uhyre vigtig komponent for, at det intense prispres ikke rammer rentabiliteten for hårdt, skriver Sydbank.

Læs også